Egentlig er denne blog relateret til et spørgsmål vedr. min fortolkning af forskellen på ”åbne forhold” og ”polyamourøse forhold” – et spørgsmål stillet mig i denne weekend, da jeg var på modul 2 i min uddannelse som sexolog, i København; stillet til mig af én af mine medstuderende.

Jeg lægger på ingen måde skjul på, hvordan jeg gerne vil opleve mit parforhold, hvilket ofte leder frem til spørgsmål af den karakter: Hvad tænker jeg egentlig forskellen er på…bla bla bla???

Mit svar er ofte, at det har jeg faktisk ikke noget decideret svar på, idet jeg ikke ved ret meget om den ene side, nemlig den såkaldte ”polyamourøse”, for den interesserer mig ikke. Ikke derved sagt, at jeg ikke kan være ”en sådan”, det er bestemt ikke umuligt, men i min bevidsthed er jeg blot nysgerrigt nærværende i de relationer jeg er i – om det så er én, to eller tre. Nysgerrigt nærværende.

– Er jeg åben? Ja, meget.

– Er jeg i stand til at elske flere på én gang? Ja, det er jeg.

Betyder det så det ene eller det andet? Ikke for mig. Det der er vigtigt (for mig) er, at der ikke på forhånd opsættes regler for, hvordan jeg interagerer med de kvinder jeg relaterer til (eller den mand, hvis det engang skulle blive tilfældet). Deri kan ligge forskellen, og deri ligger også det problematiske for at kunne give et decideret svar på spørgsmålet, for jeg ved det faktisk ikke sådan rigtigt, men hvis jeg kigger på de to sider, så tænker jeg at ”det åbne” appellerer til min holdning omkring frihed i relationer, men jeg har mødt og oplevet såkaldte ”åbne forhold”, der mere byggede på illusionen herom end en rent faktisk overbevisning, billedet der kunne leveres udadtil, i håbet om måske at virke ”hip” i visse kredse, men hvor det ikke kunne holde i mødet med virkeligheden. Det har jeg oplevet – på samme måde som mødet med ”det polyamourøse”, der var så fyldt med regler og forordninger, at det kendte ”lukkede monogame” forhold virkede som en decideret feriekoloni i forhold til – så mit svar i weekenden var ganske enkelt, at forskellen på de to var lige præcis det, som ”man” gjorde det til igennem egne erfaringer.

Lige nu har jeg et åbnet forhold meget tæt inde på livet, idet jeg har en superdejlig relation til en skøn skøn kvinde, der oplever at hendes relation til kæresten bliver stærkere og renere i kraft af hendes forhold til mig. Det gør på ingen måde hendes og min relation mindre kraftfuld og kærlig, tværtimod, og lige netop det understøtter min overbevisning om, at respekt og kommunikation er de bærende elementer i enhver åben relation – ikke regler og begrænsninger, ikke frygt og vrede, men kærlighed og derved også tillid og respekt.

Argumentet fra flere for ikke at åbne for muligheden for flere samtidige kæresteforhold oplever jeg ofte er baseret på frygt. En to-vejs frygt, faktisk. En frygt grundfæstet i den traditionelle måde at tænke på i forhold til kærlighed imellem voksne mennesker, en fuldstændig irrationel konstatering; jeg må kun elske én voksen ad gangen. Frygten for at forelske sig i et andet menneske SAMTIDIG med at man er i en anden kærlighedsrelation, idet der forventes at skulle træffes et valg. Og ligeledes frygten for, at den man elsker, i mødet med kærligheden til en anden, vil vælge at træffe et valget om et brud – frygten for at miste.

Jeg mærker en tydelig kærlighed til to kvinder lige nu. Den ene er en grundfæstet kærlighed, kærligheden til ”K”, som ikke er tydelig i mit liv mere, men det ændrer ikke ved kærligheden til hende. Den er lige stærk og varm, ikke så nærværende mere, den fylder ikke i mig mere, men den er nøjagtig som den var tidligere. Den anden kærlighed er helt ny og fin, måske endda ikke kærlighed, men blot en varm forelskelse, der stille og rolig formes til noget andet med tiden. Jeg synes at kunne genkende tegnene i mig. Den er helt ren og fin, ikke baseret på noget som helst andet end lysten til hele tiden at være sammen med hende; hende, der selv er i en relation, der giver plads til mig også, hvilket er så uendelig fint i min verden, at der så uselvisk gives plads til en mulig mer-kærlighed. Den rører mig dybt.

Jeg mærker også en frygt i det hele. Selvfølgelig gør jeg det. En lille irrationel frygt for at det hele ikke forbliver. Den kigger frem og prikker mig lige i selværet, lige der hvor tvivlen nogle gange kan tage bo. Den prikker til mig og får mig til at frygte at hun i mødet med andre, vil finde mig mindre spændende og derved fravælge mig, træffe det valg. Den mærker jeg og selvom den er virker ganske rationel, så er den det ikke. På ingen måde, for jeg kan ikke gøre noget som helst for at ændre en eventuel forandring i hendes følelser for mig. Jeg kan kun være mig selv så meget som muligt, elske så meget som muligt og favne alt hvad mødet med hende bringer – derfor er den irrationel, for intet forbliver. Gudskelov. Alt bevæger sig og forandres, både hende og jeg – og det eneste jeg kan gøre er at håbe, at vi bevæger os i samme retning.

Jeg ved ikke med alle andre, men jeg mærker ingen problemer i at elske to voksne kvinder på én gang, heller ikke flere, hvis det bydes mig. Problemet opstår først i det jeg vælger at skulle træffe et valg eller at ”ville” et bestemt sted hen med det hele, så det lader jeg være med.