”Det er faneme også bare sådan en omgang feministisk pladder”

Sådan en udtalelse er slet ikke usædvanlig i kommentarsporene, når (specielt) en kvinde har vovet at ytre sin mening i forhold til en eller anden sag, som rammer lige ind i konformiteten hos (specielt) den ciskønnede, hvide, midaldrende mand – I ved, ham der har det nemt på generelt set alle pladser i livet, og som derfor stødes gevaldigt på manchetterne, når nogen begynder at belyse forskellene og snakke om det uheldige i denne magtforskel.

Jeg passer lige lukt ind i den kategori. Jeg er hvid (bleg om vinteren), ciskønnet, hovedsageligt heteroseksuel, midaldrende, veluddannet og økonomisk velfunderet. Jeg er prototypen på den, der samfundsmæssigt har det nemmest, og som generelt ikke skal kæmpe særlig hårdt for at blive set eller hørt – det bliver jeg qua det stempel, som samfundet automatisk giver mig.

”De er sgu også så skide vrede, de der kvinder” – Det kan jeg da virkelig godt forstå.

Tænk at være tvunget til at lytte til klagesangene fra de mænd, der sidder trygt og godt på toppen af magtens pyramide, og som er så bange for at skulle forholde sig til egen plads i verden.

Tænk at skulle finde sig i evindelige generaliseringer og så blive angrebet, når disse vendes mod generalisterne selv. Alle kvinder er ifølge mænd dårlige bilister, men når kvinderne kalder alle mænd for respektløse over for kvinder, så lyder forsvaret, at ’det bestemt ikke er alle mænd’… Hvis jeg selv generaliserer, så må jeg også kunne tåle selv at blive generaliseret.

Tænk at skulle være bange for at bevæge sig i nattelivet eller blot udenfor i mørket, i frygt for at blive overfaldet og voldtaget af mænd, der lever i vildfarelsen om at kvinder er noget der bare kan bruges.

Tænk at skulle finde sig i, at blive nedgjort i lønsammenhænge, i familiesammenhænge, i politiske sammenhænge… i nærmest alle sammenhænge…og så stadig skulle være sammenhængende!

Tænk at skulle finde sig i umodne mænds svedige hænder og slet skjulte seksuelle hentydninger, og derefter lytte til de samme mænds vrede, når den infantile tilnærmelse ikke modtages med smil og imødekommenhed på samme måde som i pornofilmene.

Tænk ikke at være hvid, ciskønnet, veluddannet, midaldrende mand. Det ville sgu også have gjort mig vred.

Kan jeg være feminist?

På samme måde, som jeg ville kunne forvente at blive udskammet i Black Lives Matters, fordi jeg er hvid, midaldrende, ciskønnet mand, så vil jeg forvente samme udskamning i en hver anden sammenhæng, netop fordi jeg er den jer er og repræsenterer det jeg gør i øjnene på dem der ser.

Nedenstående citat er fra https://danskkvindesamfund.dk/dansk-kvindesamfunds-abc/feminisme/ og ligger helt tæt op ad min egen definition på begrebet ’feminisme’.

I Dansk Kvindesamfund anerkender vi, at der findes mange måder at være feminist på og mange forskellige strømninger indenfor feminismen. Feminisme er i sin essens en frihedsideologi. Feminisme handler nemlig om friheden til at være den man har lyst til at være, og leve det liv man gerne vil uafhængigt af ens køn. Feminisme handler om at erkende og bekæmpe de uligheder, der i dag findes mellem kønnene, både i Danmark og i resten af verden.

Feminismens mål er at bekæmpe patriarkatet, som med sine skadelige kønsstereotyper begrænser ikke kun kvinder, men alle køn. Patriarkatet har en magtstruktur, som fastholder kvinder i en underlegen position i samfundet, hvor der er bestemte forventninger om, hvad kvinder og mænd kan, må og skal, determineret ud fra deres biologiske køn. Dette giver ikke meget råderum til at være forskellige og mangfoldige som mennesker.

At være feminist betyder i sin enkelhed, at man kæmper for at alle, uanset køn, nationalitet, etnicitet, seksualitet, religiøs overbevisning osv. skal have lige muligheder og lige rettigheder. For nogle kan det at være feminist lyde som noget farligt, radikalt og – i nogle tilfælde – at man hader mænd. Der er mange misforståelser, antagelser og såkaldte ‘stråmands-feminister’, der har det tilfælles, at de ikke har hold i virkeligheden.

Feminisme er ikke kun for kvinder, selvom mange kan have den opfattelse, fordi ordet ligger så tæt op af orden ‘feminint’. Feminisme er en ideologi, der historisk har kæmpet for kvinders rettigheder. I dag er der nok flest kvinder, der vil identificere sig som feminister, men naturligvis er der også mange mænd, der er feminister og der er en tendens til, at flere og flere åbent siger, at de er feminister. Det er vi i Dansk Kvindesamfund glade for, for hvorfor ikke kalde sig selv feminist, som jo bare betyder, at man går ind for at mennesker skal have lige rettigheder uanset deres køn?

Mange mænd vil for alt i verden ikke betragtes som feminine, for så kunne nogen jo tro at de var homoseksuelle og det må for alt i verden ikke ske, for så er man jo ’galt på den’. Gad vide hvorfor det at elske en anden mand (og elske med), karakteriseres som feminint? Reelt set burde det vel være dobbelt maskulint (masculinus kommer af latin og betyder ’hankøn’ eller ’mand’) for her er jo snak om to af slagsen?

For mig betyder ’feminin’ også at være favnende, betænkelig, bevægelig og følsom, altså det modsatte af ’maskulin’, der mere står for det stabile, det rodfæstede (ubevægelige), det centrerede og beskyttende og rent menneskeligt klinger det ’feminine’ meget mere ind hos mig end det maskuline, selvom jeg er bevidst om, at jeg også er meget maskulin – i hvert fald ifølge min kæreste.

Jeg betragter mig selv som feminist og vælger at kunne være det på trods af min favorable samfundsposition, og grundlæggende er jeg ligeglad med om andre har et problem med det; det må de gerne have.

Tænk at skulle finde sig i mænd. Jeg tror egentlig også, at jeg ville blive godt gal i skralden. Nogle gange.