Jeg havde en spændende oplevelse i lørdags, en oplevelse som jeg kan anbefale alle. Jeg oplevede at deltage i ”Mindful fighting” sammen med 11 andre. Det var simpelthen en skøn oplevelse og endvidere en øjenåbner for noget i mig.

Jeg gik ind til det uden nogen form for forventning eller viden om konceptet. ”Mindful” leder jo vilkårligt tankerne hen i retning af Aikido, der jo på alle måder skaber ro i sindet, men i den ligning kan ”fighting” ikke findes. Der findes simpelthen ikke kamp i Aikido, hvilket er grunden til at jeg elsker den sport.

Min største bekymring vedr. dagen var egentlig, hvordan den ville blive modtaget af min nakke og mine skuldre, der jo ikke bryder sig om for megen pres, så jeg mødte op med en lille forbehold for alt, hvad der hed ”slagsmål” – som kunne være nok så venskabeligt. Min nakke kender ikke forskel på et venskabeligt pres eller en hvilken som helst anden type pres.

Holdet var nogenlunde ligeligt fordelt på køn, en svag overvægt af mænd, og specielt tre gutter i den tungere ende gjorde mig en smule urolig, og jeg besluttede at holde mig lidt på afstand af dem, hvis temaet gik i retning af decideret kamp. Efterfølgende har jeg dog besluttet, at jeg næste gang sagtens kan indgå i kamp med mænd i den vægtklasse, for så skrøbelig er jeg tilsyneladende heller ikke.

Vi startede med nogle øvelser i det at møde modstand og være i en situation, hvor man bare kunne give sig helt hen. 2 imod 1. Skulder mod skulder; og så gik det ellers bare ud på at den der var alene skulle presse igennem med alt hvad vedkommende havde at byde på, og de to andre skulle så presse imod med lige netop styrke nok til at der levnedes plads til bevægelse fremad. Det var en vild øvelse, og jeg kom her uvilkårligt i kontakt til vildskaben i mig, da jeg skulle flytte to personer. Midtvejs gav jeg lods og slap al kontrol og brølede alt imens jeg med fornyet styrke flyttede de to resten af vejen. Skiftet imellem det blot at presse sig frem og så hente vildskaben og urmennesket frem, var en fantastisk oplevelse og gav SÅ megen mere styrke. Det var vildt.

I den efterfølgende trækøvelse – samme princip, nu blot at trække to personer, oplevede jeg igen at blive overrasket over min egen styrke, da jeg nærmest trak de to personer, der holdt mig, ud af balance; og stadig brokkede min nakke sig ikke. Det var lidt overraskende, men fedest.

Efter at have leget lidt med nogle deciderede brydeøvelser, som kunne komme os til gode i de kommende kampe, så flyttede vi os alle væk fra måtten og der blev nu givet plads til individuelle kampe. Kort og godt kunne man bede om en kamp; enten mod en bestemt person eller med et bestemt tema. Det kunne være at råbe eller at opleve at mødes med én der var så overlegen i styrke, at man bare kunne give alt hvad man havde i sig. Kort sagt, alt var tilladt, blot skulle det holdes i en god ånd – det gjaldt ikke om at vinde, men om at møde sig selv i mødet med den anden. Det mindful’e (er det et ord?) aspekt.

En kvinde spurgte mig, om jeg ville have en kamp med hende, hvor hun kunne råbe og bare give den gas? Hun havde en masse vrede der skulle ud, og det accepterede jeg.

Vi mødtes skulder mod skulder, siddende på knæ, og her gik det op for mig, måske for første gang i mit liv, hvilken styrke jeg besidder. Jeg har, i mine unge dage, været udsmider i 10 år, men aldrig nogensinde har jeg været i slagsmål; reelt set har jeg aldrig i mit liv været i slagsmål, og derfor kender jeg simpelthen ikke min egen styrke. Det overraskede mig, at jeg uden nogen form for anstrengelse kunne imødegå den unge kvindes voldsomme angreb. Min Aikido-træning, min Ki, holdt mig hele tiden i fin kontakt med måtten. Jeg kunne af gode grunde ikke benytte mig af min træning, da jeg jo skulle gå ind i kampen og ikke væk fra den, men fornemmelsen af hele tiden at være bevidst om min placering i rummet og i balance, var en fantastisk spændende oplevelse. Endvidere var det vildt at mærke vildskaben i kampen; den unge kvindes knoklen på tændte noget ukendt i mig; vi slog i måtten, kastede os mod hinanden, hun i fuld kraft, jeg i bevidsthed om at passe på hende, men dog at give hende al den modstand hun ønskede. Hun råbte og skreg, og det samme gjorde jeg. Vi væltede omkuld, hun holdt mig fast, jeg smed hende rundt og holdt hende fast. Det var en kombination at noget helt primitivt, voldsomt – og samtidig var der noget fantastisk erotisk over det hele; ikke at jeg var seksuelt opstemt, men kombinationen af voldsomhed og nærhed, samt udsondring af diverse feromoner m.m. i vores sved, gjorde det til en primitiv og sensuel oplevelse.

Der blev kæmpet; alle var igennem mindst én kamp, og hele tiden lå der noget i luften; i hvert fald hos mig. Jeg blev bekendt med, at der i mig findes en lyst til denne type møde, og det overraskede mig helt vildt!

Jeg elsker Aikido netop fordi der i den kunstart altid er en bevægelse imod, men uden at optrappe. En bevægelse imod at møde for at afslutte, nedtrappe situationen, pacificere. En dans. I det jeg oplevede her, var det at forblive i kampen, kæmpe uden mål, pacificere uden at afslutte, fysisk pågåenhed uden aggression. Det var på alle måder en øjenåbner. Jeg elskede det.

Min gode veninde ”F” deltog også, hun henledte i sin tid min opmærksomhed på arrangementet, og hende og jeg mødtes også i en kamp. Vi kæmpede denne gang med lukkede øjne, hvilket var en ny oplevelse og som gjorde det hele mere nærværende. Det krævede også betydeligt mere opmærksomhed. På et tidspunkt, bad hun mig være mere ”dynamisk”, og derefter begyndte vi at rulle mere rundt. Vi gled mere ud og ind imellem hinanden. Op og ned blev ét og vi gled sammen i bevægelserne i stedet for imod. Der skabtes på denne måde mere en dans end en kamp.

Da vi (”F” og jeg) efterfølgende kørte ud til Jomsborg for at få blødt de snurrende muskler lidt op i saunaerne derude, fortalte jeg hende om min forbløffelse over erkendelsen af min egen styrke, at jeg simpelthen aldrig før havde gjort mig erfaring omkring den i mødet med andre, hvortil hun svarede, at det undrede hende, for hun havde altid vidst at jeg besad stor styrke.

Jeg tænker at det er en sund erkendelse; at opleve at kunne stå imod, at være i stand til at bevare fodfæstet, at besidde indre styrke såvel som ydre, men også at opleve at miste kontrollen i mødet med en større styrke, at derved erkende, at der altid vil være én der er stærkere eller smartere.

Jeg kan virkelig anbefale at deltage. Det er en skøn måde at bruge 2½ time på.