Et mørkt værelse. I det værelse findes to børn; en dreng på 5 år og en pige på 6 år. De er bedste venner. Så gode venner som man nu kan være i den alder, hvor solen altid skinner og hvor alting består af nye indtryk i en tryg verden; en alder hvor køn egentlig ikke spiller den store rolle. Drengen og pigen er naboer og leger sammen så meget som muligt. Alle mulige lege, leger de. Der leges og livet er spændende og fuldstændig ukompliceret. Drengen finder det interessant, at pigen ikke er skabt som ham. Hun synes egentlig også, at det er spændende at undersøge forskellen, så sammen bevæger de sig ud i nogle nye oplevelser, hvor de nysgerrigt kigger på hinanden uden tøj på. Undres og mærker.

I starten kigges lidt genert på hinanden, men ret hurtigt er de nøgne sammen og undersøger forskellen, tappen og revnen. Hvor er det mærkeligt. Resten er ens, men noget er forskelligt. Han kan stå op og tisse, hvilket han viser hende og hun sidder ned, hvilket hun viser ham. Hvor er det spændende, tænker de og inviterer drengens bedste drengeven med ind på værelset en dag. Han ligner den anden dreng, viser det sig og så er der pludselig tre nøgne børn i rummet – to med tap og én uden.

Det er dejligt at lege uden tøj. Det er sommer og solen finder vej ind igennem gardinerne og belyser scenen med de tre nøgne børn, der leger familie; det er sjovt uden tøj, synes de. “Nu boller vi” siger de og ligger oven på hinanden. De griner og har det skønt. For en tid.

Pigens forældre var ikke af samme mening og det var drengenes forældre heller ikke, da de senere blev informeret om den ellers så sjove leg. Drengen oplevede først at blev skældt ud af pigens forældre og dernæst blev lektien læst af sine egne forældre. Han havde gjort noget rigtig slemt og skulle skamme sig, for sådan noget gjorde man ikke. Det var forkert. Sagde de voksne; dem der vidste bedst. Drengen græd og skammede sig.

Drengen og pigen legede aldrig sjove lege uden tøj mere. Det måtte de jo ikke. Det var forkert, og så blev mor og far vrede og man skulle skamme sig. Meget.

Drengen glemte denne oplevelse fuldstændigt i 45 år. Helt væk blev den puttet og pakket. Ned i kassen med ”det er ikke bør være”, og som man tror ikke er, men som lækker lige så stille og forklæder sig og spiller en rolle. I noget.

Hvor er det vildt.

Jeg læser lige nu en bog på mit studie; en bog om mandens seksualitet, en bog af Jesper Bay-Hansen. En meget spændende og berigende bog, og i den bog beder forfatteren på et tidspunkt læseren (mig) om, at tænke tilbage på den første seksuelle oplevelse, der inddrog en følelse af skam.

Nogen poppede op. Inde i mig poppede noget og fik mig til at mærke et ”hovsa”, førend det var væk igen. Helt væk igen var det; det der poppede, og jeg glemte det og tænkte på en anden situation, hvor jeg ikke ligefrem skammede mig, men hvor jeg blot ved tanken følte et sug i maven, for tænk hvis jeg var blevet opdaget. I den opdagelse ville dæleme have ligget grobunden for en omgang skam. Den oplevelse tænkte jeg på. Den var fra mine teenageår.

Mandag aften var jeg til et foredrag om ”Skam og lyst”. To store emner, der meget apropos ramte sammen med læsningen af bogen om mænds seksualitet og opfordringen til at tænke på den første oplevelse af skam.

Det var en fantastisk foredrag. Fremført af to skønne og kompetente kvinder, der hver talte ud fra deres professionelle felt. Én talte mest om skam som begreb og den anden om lyst – og så koblede de smukt de to emner sammen og bandt knuder på mange af emnerne.

Vi kender alle følelsen af skam. Følelsen af ikke at være god nok. Den kender vi alle og den er så skrækkelig selvforstærkende i sin erkendelse. Jeg kender den i hvert fald, og selvom jeg igennem årene har fået kigget på en del af det, der drev mig til at søge ensomheden i mine yngre år, så findes den selvfølgelig i mig endnu; i stor stil. Forskellen på før og nu er blot, at jeg vælger at åbne op for den og dele den med gode venner, og derved gives den en anden form, bliver lettere og mindre nedbrydende. Den bliver mulig at se i øjnene og nogle gange forsvinder den. Måske med et lille ”pop”?

Erindringen fra det mærke værelse kom til mig i går. Den var ”poppet” fra læsningen af Jesper Bay-Hansens bog. Bogen havde ikke kunnet bringe den helt frem, men foredraget og mine efterfølgende tanker lirkede låget op og lukkede den ud.

Det var dæleme overraskende. Voldsomt og vildt. Jeg havde simpelthen puttet den væk, så ubehagelig havde reaktionen fra de voksne været. Så ubehagelig havde følelsen været inde i mig efterfølgende, at den måtte begraves. Dybt i området som ”ikke bør være”.

Det var en fuldstændig uskyldig leg. Jeg husker den helt tydelig nu. Min fascination af min legekammerats revne og at vi ellers var helt ens. Betagelsen af at hun sad ned og tissede. Det hele kan jeg huske nu. Solen der skinnede og råbene fra de voksne, da kom ind og fandt os; legende.

Jeg mærker en trykken i brystet lige nu, når jeg skriver dette; gennemlever det som var for 45 år siden. Den oplevelse kunne have været blevet mødt på så mange andre måder af de voksne, men man valgte (endda i starten af 70’erne) at ”skamme” børnene ud for deres nysgerrighed og naturlige forundring – så meget af drengen valgte at ”glemme” episoden, men helt sikkert ikke følelsen. Af skam. Den lod sig ikke fornægte.

Skammen.