Del 1: Jomsborg

Jeg blev introduceret til vinterbadning i Jomsborg i går; mit først dyp i semikoldt vandt; mit første møde med stedet, menneskerne, kulturen.

Jeg er vild med det!

Solen havde fået plads igen, efter at have måttet kæmpe for pladsen mod horder af skyer, både med og uden regn. Solen havde omkring kl. 16.30 overtaget og smilede til alle os på stranden ved ”Den Permanente” i Aarhus. Temperaturen lå på små 12 grader – både i luften og i vandet. Det var lørdag og jeg havde fået lokket én til at introducere mig til en helt ny verden.

– Jamen, værsgo at kravle først i.

Sådan lød det, da jeg stod nøgen i solskinnet og kiggede ned vandet under mig. Der var besøg af en flok brandmænd, der morede sig med at flyde rundt og skabe røre hvor end de viste sig (ikke mænd i uniform med hagehul og glimt i øjet – der henvises til deres navnefætre, goplerne (Cyanea capillata)) – og røre skabte de, goplerne, men heldigvis slap jeg med skrækken ?

Jeg greb om stigen, og begyndte at kravle ned, alt imens jeg holdt øje med flokken af omtalte lidet afholdte amøber, der var drevet over til en af de andre stiger og skabte palaver derovre.

Vandet ramte mig og det var koldt; ikke alarmerende, men koldt. Bestemt var det det. Jeg slap grebet om stigen og flød ud i vandet, under vandet. Mærkede hvorledes kulden kort skabte en følelse af panik i mig – den gamle tillærte frygt for ”koldt vand” som jeg har skrevet om tidligere – tillige med erkendelsen af, at jeg ikke kunne nå bunden, så jeg søgte ret hurtigt tilbage til trappen, søgte sikkerheden i den og kravlede derpå op igen, lige i hælene på hende jeg var dernede sammen med.

Oplevelsen af mødet med koldt vand og en varm sauna er på alle måder ny for mig. Jeg har ALDRIG, som i nogensinde, prøvet det før. Heller ikke det modsatte; at blive varmet helt igennem og derpå søge nedkøling igen.

Efter en tid i saunaen, hvorfra næste del omkring diversitet skabtes (se del 2), var der tid til endnu en tur i baljen. Gruppen af røde gopler havde delt sig og lå nu og flød dovent rundt til gene for alle, så der herskede en lidt nervøs stemning omkring stigerne, men ukueligheden tog over, folk hoppede i og nogen sagde av – blandt andet min bademakker, der blev ramt af en tråd og derefter lugtede af eddike, fordi det åbenbart havde gavnlig effekt på den svien der opstår i mødet med netop sådan en tråd. Der er mange huskeråd i relation til behandling af svien efter nærkontakt med de røde gopler; man kan øjensynligt tisse på det berørte sted, hælde eddike på og så kan plastikkort af enhver art ligeledes med fordel anvendes til at skrabe ”noget” af huden – det ”noget” der skaber den sviende fornemmelse, som man gerne vil være foruden – og der findes sikkert mange flere gode råd desangående.

Anden tur under vandet var en anderledes og på alle måder mere afslappende oplevelse. Vandet var stadig koldt, men fornemmelsen af den ”indre varme” kombineret med den ”ydre nedkøling” var lige præcis så spændende, som alle går og siger. Jeg var under….i kort tid….og derpå i saunaen igen. Efterfølgende gik det op for mig, at det lige netop er tiden under vandet (eller i vandet), der vil være spændende at undersøge for sådan én som mig. Hvad sker der, når jeg bliver 10 sekunder længere i vandet, et halvt minut? Det vil jeg med sikkerhed eksperimentere med i den kommende tid.

Min sidste oplevelse i går dernede var erkendelsen af, at luften slet ikke føltes kold mere på min nøgne krop, efter andet besøg i saunaen. Da vi gik hen for at klæde os om, gik det op for mig, at min krop var varm? Ret vildt. Jeg stillede mig i vinden og i solen og lod mig omslutte – og det var overhovedet ikke koldt. Vildt at opleve. Skønt at opleve. I 12 graders septemberluft.

Del 2: Diversitet

Alle burde opleve nøgenheden i fællesskab med andre.

Helt fra vore børn er små, burde nøgenhed være en del af deres liv, for jeg er helt sikker på, at megen af den kropforskrækkelse og de stressfremkaldende kropsidealer vort samfund er besværet med, kunne imødegås ved en mere naturlig omgang med nøgenhed.

At sidde i en sauna i Jomsborg er et møde med virkeligheden – og jeg har endda kun oplevet det én gang, men jeg trækker så også på min tid på Mahamudra, hvor nøgenhed jo også er naturligt og selvfølgeligt.

Unge, gamle, tykke og tynde, store som små. Små bryster, store bryster, uens bryster. Store lingams, skæve, små, mørke, lyse.

I den korte tid jeg trods alt var der i går, der så jeg alt det. Jeg så også piger/kvinder, der svøbte sig i håndklæder udenfor saunaen, på vejen over til stigerne, for at smide håndklædet og kravle nøgne i vandet, hvilket undrede mig lidt, men det kunne måske bero på andet end generthed (eller utryghed) med nøgenhed – det kunne også være en kulde-ting, men det tror jeg nu ikke OG i bund og grund er det jo også ligegyldigt; jeg observerede det blot.

Jeg sad i saunaen i går og tænkte på det sunde i at se forskellighederne og derved måske opnå en erkendelse af hvor betydningsløse de er? Måske en ung pige, der føler sig ”forkert”, fordi hendes bryster er uens eller ”for små” (eller ”for store”) vil kunne finde ro i at opleve sig selv nøgen i en sauna, hvor det slet ikke er et usædvanligt syn, og derfor ikke ”unormalt” (for nu at trække en skala ind i vurderingen). Måske vil det kunne give hende et andet syn på sig selv og sin krop? Det samme for en mand. Oplevelsen af at se lingam blive lillebitte i mødet med koldt vand er alarmerende, specielt fordi det ikke er tilfældet for alle og lysten til lige at hive sjoveren frem i lyset igen er overvældende, når man sidder nøgen i en sauna og derved udstiller sig selv og sin manddom. Jeg tog i hvert fald mig selv i et skifte stilling en gang eller to i går, for lige at ”skubbe” alt det skjulte lidt frem, da der dæleme ikke var meget at præsentere efter turen i det brandmandsfyldte bassin. Da det gik op for mig, hvad jeg egentlig havde gang i, blev jeg siddende og morede mig lidt over at være lige så forfængelig som alle andre – gudskelov.

Forskellighed er så uendelig vigtigt, for det er vel på den måde vi erfarer hvem vi er? Hvis vi alle skal være ens, hvem er vi så?

Vi er jo allesammen nøgne. Hele tiden. Vi skjuler blot nøgenheden under vores tøj. Deri ligger sikkerheden, trygheden, for tøjet skifter jeg let og et gammelt ordsprog hedder jo også, at ”klæder skaber folk”, hvilket er helt forkert i min verden. ”Klæder skaber illusioner om folk” burde det være, for under mine klæder kan jeg stramme mig op, fylde mig ud eller forsvinde rent kropsligt, hvilket gør mødet med nøgenheden endnu sværere, og derved også mødet med mig selv, for i ønsket om at skabe en illusion om, hvem jeg er via mit tøj, deri kan også ligge en erkendelse af at jeg ikke er tilfreds med at være mig selv (i min krop).

Jeg er bestemt heller ikke altid tilfreds med min krop – derfor viser jeg den frem så ofte som muligt, og i Jomsborg bliver den set og ikke givet betydning. Ikke for mig i hvert fald.