Jeg har i de seneste uger deltaget i en lang række foredrag, og igennem alle disse gik det op for mig, hvor forskelligartede præsentationer kan være; både i relation til emnets beskaffenhed selvfølgelig, men bestemt også i forhold til foredragsholderen – måske faktisk hovedsageligt i forhold til netop denne. Foredragsholderen.

Igennem de seneste 18 år har præsentationer/foredrag været en del af mit professionelle virke som underviser; jeg har holdt mange præsentationer, foran mange forskelligartede grupper og størrelser, så det er ikke nyt (ej heller på nogen måde skræmmende) at skulle stille mig op foran 5-10-15-50-200 personer og præsentere et emne – så den del af mit fremtidige virke, når jeg om et par år træder ud som sexolog og skal finde min ståplads i den verden, virke kun spændende og noget jeg virkelig ser frem til, så det er med de briller, jeg har gjort mig nogle tanker om det at være ”terapeut i foredrag”.

Hvor er der mange ”fælder” at falde i. Kasketter i hobetal, postulerede ”sandheder”? At tale ind til, ned til, forbi eller henover publikum? Berøringsangst og manglende nysgerrighed? Jøsses (eller OMG, for evt. at ramme det lidt yngre segment ?). Hvad mener jeg egentlig???

Det er overordentlig vigtigt at kigge på, hvilken kasket jeg er iført i forbindelse med en præsentation … og det vil nok blive den sværeste selv at få øje på, tænker jeg. Hvem er jeg, når jeg siger det jeg gør?

1. Er jeg den Max, der beretter om personligt gjorte (og måske dyrekøbte) erfaringer? Er jeg ”fortælleren”, der kigger indad og prøver at genskabe den historie som enhver erfaring er, på en måde således at andre måske kan drage nytte af den?

2. Er jeg den belæste Max, terapeuten, der har til hensigt at redegøre for et specifikt emne, baseret på videnskabelige udsagn og/eller personligt gjorte erfaringer, som jeg så prøver at inkludere, uden at det bliver en forsøgsvis terapeutisk udlægning af det første punkt.

Sandheder er som altid en risikabel affære. Er erfaringer eller tillært viden sandhed? Er noget der genkendes i mig selv som værende en naturlig tilstand en sandhed? Kan jeg overhovedet tale om sandheder, når jeg har med mennesker at gøre – og endnu vigtigere, BØR jeg overhovedet postulere en sandhed i min rolle som terapeut. Mine gjorte erfaringer kan godt være mine sandheder (hvis jeg nødvendigvis vil stoppe al bevægelse i mig selv), men de kan selvsagt ikke på nogen måde gøres til andres! Derfor giver det god mening for mig, at starte ethvert foredrag med sætningen: – I skal overhovedet ikke tro på noget af det jeg her siger, men gør jeres egne erfaringer baseret på det I hører. (Tak til Mads Jesper fra Mahamudra – nu giver den endelig helt rigtig mening ?)

Når jeg oplever foredragsholdere, der (med den terapeutiske kasket på) hele tiden refererer til egen opvækst i hårde kår, og dernæst drager en (igen med terapeutisk vinkel) lige linje til hvordan dette er en generel sandhed for alle – og som ydermere har berøringsangst for at se i øjnene, at det måske faktisk ikke forholder sig således, men at vi her har at gøre med en skåret sjæl, der måske (og måske ikke) har fundet sig selv et eller andet sted i terapien, så prøver jeg at lytte til den skårede sjæl og ikke så meget til det postulerede, for det virker, om noget, farvet i forsøget på at give mening. Det har jeg oplevet i den seneste uge.

Det er så nemt at tro at man ved bedst, når man har læst en bog og skal holde et foredrag, men er det mon egentlig ikke mere vigtigt, IKKE at vide bedst??? Kan jeg bevare en oprigtig nysgerrighed til spørgsmål stillet mig eller erfaringer ytret fra tilhørende, hvis jeg lever i den illusion, at jeg skal have et velunderbygget svar til ethvert stillet spørgsmål? Det giver nysgerrigheden svære kår, hvis alt skal foregå indenfor de grænser, der omgiver min viden. Det er vel vigtigst blot at være grounded (øv, et engelsk ord) i det stof der skal præsenteres og hvile i det – og så måle eventuelle udsagn og holdninger fra tilhørende op imod det, for tænk hvis en bevægelse kunne skabes? Lige der. Sammen med en flok tilhørere, der pludselig gives muligheden for flere sider af samme sag?

Jeg tænker også at det er vigtigt, ikke at have munden fyldt med ord hele tiden, for så gives der ikke mulighed for at lytte, hvilket jeg i ekstrem form oplevede til et Kama Sutra foredrag jeg deltog i; forelæseren havde her så mange ord, at han talte nærmest uafbrudt i 7 timer – og havde så meget på hjerte, at han ikke hørte, hvad publikum spurgte om (enten det, eller også kendte han ikke svaret og kamuflerede sin uvidenhed ved at overhøre spørgsmålene)??

Damn….det er svært det her. Selvfølgelig kommer det også an på det/de valgte emne(-r). Nogle emner er lette og trækkes ubesværet op af værktøjskassen, hvor andre kræver megen undersøgelse og overskud af bevæge sig rundt i – og nogen gange (forhåbentlig) stilles lige netop det spørgsmål, som får mig som foredragsholder til at vakle og tabe tråden, for deri skabes en udvikling, en uset vinkling, der kan hjælpe mig i min udvikling, og derigennem også de personer, der vælger at komme ind for at høre på mine ord.

Lad mig erhverve en god solid basisviden, som jeg kan hvile i, og en endnu større nysgerrighed, som jeg kan vokse i.