Hvis du har læst noget som helst af det jeg tidligere har skrevet, så kan det umuligt komme som en overraskelse, at jeg har en aversion imod enhver form for kassesætning og i at blive sat i bås for derved at ”blive en sådan, der tænker på den eller den måde”. Måske jeg derved, i forsøget på ikke at være en bestemt, netop bliver en sådan, nemlig ”ham der ikke vil kassesættes”. Så kan alle os, der ikke vil det, altså gå i den vildfarelse at vi ikke er nogen bestemt, men er lige så meget det som alle andre. Hvor er det spændende.

Jeg er meget insisterende i min tydelighed; hvilket to af hinanden uafhængige kvinder nu har fortalt mig, og ligeledes at min insisteren er ganske overflødig, for jeg er tydelig nok uden. Sagde de.

Hvorfor nu nogle tanker om det?

Første gang tillagde jeg det ikke den store betydning, det blev registreret som et ”Aha, okay??”; anden gang bed jeg mærke i det og derved skabtes grundlaget for disse tanker, for hvorfra stammer dette behov for vigtigt i tydelighed?

Egentlig gik det hurtigt op for mig. Indlysende enkelt er det.

En stor del af mit liv har været baseret på fortællinger og historier om mig, redigeret af andre og præsenteret igen og igen, uden at jeg har taget til genmæle over det ukorrekte i dem, og derved har de antaget sandhedsværdi i deres ikke-modsagthed (er det et ord?). Min mor og bror har været virkelig gode til det; ikke ud fra et ønske om at skade mig eller bevidst fordreje fortællingen, men det universelle faktum i, at en fjer bliver til 5 høns har en stor del med problemet at gøre; hver gang har historien/oplevelsen fået et lille tvist, en pudsig drejning, noget er bygget på og pludselig står jeg skaldet tilbage i deres historie, selvom jeg reelt set kun tabte et enkelt hår – og de havde temmelig frit spil, for jeg levede i usynlighed op igennem store dele af mit ungdoms- og voksenliv; jeg opponerede sjældent, det skulle virkelig være en grel usandhed førend jeg skred ind og strittede imod. Hvis historien/erindringens fordrejning ikke virkede betydningsfuld, så lod jeg den passere, for at undgå at træde ud af den skygge jeg befandt mig i.

Det er ikke på nogen måde en handlemåde jeg kan anbefale!

Fortællinger, forklædt som erindringer, har det med at antage sandhedsværdi, hvis de bliver fortalt ofte nok, og lige præcis dét var min mor og min bror rigtig gode til – og jeg lod dem gøre det, hvilket indskrænkede min bevægelsesfrihed, kan jeg se nu, for jeg befandt mig lige pludselig i et morads af fortællinger om mig, som ikke havde ret meget på sig, men som alle omkring mig troede var udtryk for min personlighed. Nogle historier bliver jeg nødt til stadig at lade passere i enkelte situationer. Min mor tog rigtig mange med sig i døden, men når jeg en sjælden gang er i selskab med min bror og nogle bekendte af ældre dato, så oplever jeg historierne og det umulige i at rette på dem, idet de simpelthen er gået ikke-modsagt igennem alt for mange år. Det er sjældent jeg møder dem og de er uden betydning. Næsten (ellers ville jeg nok ikke medtage dem her??)

Kernen i det hele, det der er så indlysende, er min erkendelse af, at sådan har jeg været i alt for mange år og sådan vil jeg ikke være mere. Deri ligger ønsket om vigtigheden i at være tydelig; insisterende tydelig, for kan jeg på nogen måde undgå at blive skudt i skoen, at jeg er på en bestemt måde, eller at jeg bifalder en eller anden tænkning, som jeg tilfældigvis præsenteres for i det liv jeg oplever, så vil jeg sikre mig, at der ingen tvivl skal herske om min stilling desangående.

Med disse tanker i fokus, giver min frygt for kassesætning og en bestemt form rigtig god mening; det giver også god mening, at jeg ikke hælder i nogen bestemt politisk retning eller i det hele taget ikke griber diverse mærkater og pynter mig med dem. Jeg tænker, at jeg lige nu kan sammenlignes med en teenager, der voldsomt frigør sig fra sine forældre ved ofte at være i opposition til dem. Hvis nogen skal beriges med fortællinger om mig, så insisterer jeg på, at de er så faktuelle som muligt, velvidende at jeg kan have skiftet mening fuldstændig næste gang historien fortælles.

Jeg brugte 30 år på at lære at være usynlig og blot lade mig føre med – måske jeg kommer til at bruge det samme for at være tryg i min uinsisterende tydelighed, og så er det sådan det bliver; i hvert fald virker det for mig og så må mennesker i mit liv fortsat kommentere og minde mig om, at jeg er tydelig nok, og måske jeg så en dag vælger at tro på dem ?