Jeg er blevet ramt af det før og her til morgen blev jeg ramt af det igen. Sikke noget at lade sig ramme af. Gad vide hvorfra det stammer og om det er noget jeg kan lære ikke at lade mig ramme af. Lære at forblive uramt. Lære at forblive udømmende og bare trække på skuldrene og tænke intet…om det…..?

Det er min regelrethed, der er på spil her. Min indgroede vane med simpelthen altid at følge reglerne; at være så ”korrekt” altid – med nogle ting, for andre har jeg for længst indfanget, reglerne og normerne, indfanget dem, rullet eller pakket dem sammen til en nydelig lille form, kommet dem i en kasse og smidt dem overbord fra mit mentale skib, der bevæger sig i det univers, der er mig. Det har jeg gjort. Med nogle. Men mange løber stadig frit omkring og gør væsen af sig. Stiller sig op og tænker sit eller deres. Gerne om andres adfærd i forhold til nedskrevne regler, som jeg jo selv følger…for det står jo skrevet.

Det er det der rammer mig; at jeg følger dem og at de for mig giver mening, og at andre så lader hånt om dem, reglerne der giver mening (for mig), det er det der rammer mig og lader mig tænke mit. Om dem.

Det lyder så voldsomt, men det er det slet ikke. Fandt bare mig selv i et lettere poetisk hjørne her til morgen; måske fordi den skønne Benny Andersen lige er død? Hvem ved? Benny ved det ikke, og heller ikke jeg, men der fandt jeg mig selv og ligeledes i mødet med at være blevet et socialt inkluderet væsen (og inkluderende), der ikke længere trisser rundt ude i sit eget hus i Hørning, hvor alting gøres på den måde, som årene har lært mig er mest hensigtsmæssigt (indtil andre påpeger det fejlagtige i det). For det kræver en bevægelse, i mig, at lade mig inkludere, for det har jeg ikke været vant til; derude i Hørning. Der skabte jeg reglerne og der fulgte jeg dem. Herinde, i mit nye liv, der har andre udstukket reglerne og dem følger jeg, og observerer en let irritation, når andre ikke følger dem. Reglerne.

I den boligblok jeg er flyttet ind i, er der selvsagt en række regler for almen opførsel; der må ikke bores eller på anden måde håndværkes efter kl 19 og ej på søgnedage. Der må heller ikke vaskes før kl 07 0g efter kl 21 (nu bor jeg på 2 sal, så det betyder intet for mig) og så må tøj ikke hænge i tørrerummet mere end et døgns tid (af hensyn de andre vaskende)…..osv…….og jeg er så pokkers regelret i den henseende, og lader mig påvirke, når mine gen- eller underboer lystigt lader hånt om udstukne regler og sætter strøm til slagbormaskinen kl 20 eller en søndag formiddag, eller, og det oplevede jeg her til morgen, lader tøjet hænge og fylde i tørrerummet i meget mere end et døgns tid. Jeg sørger selv for at sætte alarmer, således at jeg ikke glemmer ophængt tøj og tager derpå mig selv i at tænke mit, når jeg oplever andres lemfældige omgang med de udstukne regler.

Det er altså interessant at iagttage; at blot fordi det for mig er naturligt at tage hensyn til regler og rammer, så reagerer jeg i mødet med det modsatte. Det kan være mig svært at forstå, og noget i mig ser det som ligegyldighed, hvilket det nok på ingen måde er. Tænker jeg. Blot er det ikke noget der fylder på samme måde. Hos andre. Nogen.

Jeg smiler nu i mødet med mig selv og min regelrethed, for den er ikke udelukkende en positiv side, men heller ikke på nogen måde udelukkende en negativ side. Der er noget sundt i at ”vise hensyn”, at være sig bevidst om andres tilstedeværelse, men der er også noget sundt i den rummelighed der kræves for at inkludere andres tilstedeværelse, og den inklusion indebære accepten af forskellighederne; de dele der gør os til dem vi er og den måde vi agere på i mødet med livet….og deri ligger også en eventuel ligegyldighed overfor et rammesat tidsforløb for ophængt tøj eller ophængning af Amagerhylder en søndag aften kl. 21.

Jeg kan mærke, at jeg har det godt med at lægge mig op ad reglerne, følge dem på min måde. Jeg kan også mærke smilet, ideen om at jeg reagere med et løftet øjenbryn og måske et ”tsk”, når disse ignoreres eller tilsidesættes af andre; og så kan jeg mærke lysten til bare at være i det hele, trække på skuldrene og lade det være en del af det at være flyttet i lejlighed. Ind til Aarhus.

Så kan jeg sidde og læse digte af Benny Andersen og smile af hans altfavnende kærlighed til livet, alt imens reglerne efterleves eller ignoreres i verden omkring mig – i bund og grund gå det hele jo nok på bedste vis. Tænker jeg. Og smiler.