Lad mig starte med en af de smukkeste beskrivelser af kærligheden, jeg nogensinde har læst, og så lade den være det bærende element i de efterfølgende betragtninger:

Jeg har set, at der findes et rødt rum, som man kan træde ind i som mand og kvinde. I det rum brænder en evig ild. Og kærligheden bor derinde. Men man må ikke tage sine historier med derind, for så dør ilden. Jeg har også set, at der findes et rum uden farver. Her bor trygheden og afhængigheden. Man kan tage alle sine tomme mælkekartoner med derind. Man kan som to skrøbelige plankeværker læne sig op ad hinanden til det svageste vælter. Man kan love hinanden at ville støtte og bære. Men der er ingen ild derinde. Kun hadet, som simrer i en stor gryde, der hvert øjeblik kan koge over og brænde på i store sorte flager……men i det røde rum er der ingen mælkekartoner. Der er heller ikke stokroseidyl og romantiske forestillinger. Der er bare kærlighed og tillid. Og en evig ild, der brænder.

Men jeg har set, at jeg kun kan komme ind i det røde rum. Hvis jeg kan være alene.

Citatet stammer fra ”Den perfekte elsker” af Majbritte Ulrikkeholm, en bog der på mange måder hudfletter det moderne menneskes higen og søgen efter kærligheden alle andre steder end hvor den findes. Bogen har rigtig mange facetter og rigtig megen genkendelighed. Jeg elsker tanken om det røde rum. Jeg genkender dette rum. Jeg genkender også det andet; det med mælkekartonerne, med dagligdagen, vasketøjet, den ildløse eksistens – det med alle de romantiske forestillinger og alle drømmene og håbet, der ikke lod sig realisere. Alt det genkender jeg, men jeg genkender også det røde rum. Det med ilden, det historieløse rum.

Hvor er jeg glad for at jeg kender det.

Det er et svært rum at forblive i. Det er også et svært rum at mødes i, for historierne vil så gerne med. I mødet. I relationen. ”Det er jo sådan jeg er”, tænker man og inviterer på den måde historierne med og træder samtidig ud af det røde rum og ind i det andet. Det farveløse.

Den sidste sætning i citatet er temmelig væsentlig. Jeg tillagde den ikke videre betydning, da jeg læste citatet her bag på bogen, men da jeg havde læst bogen næsten til ende og citatet så materialiserede sig på sin rette plads i historien, så fik sætningen pludselig magt og betydning, for så længe jeg søger efter noget udenfor mig selv, noget at hænge mine historier på, et plankeværk at læne mig op ad, så kan jeg ikke finde døren ind til det røde rum; den er skjult bag historiernes og tryghedens tapet. Jeg bliver nødt til at kunne være i mig selv, at kunne bevæge mig, i ro, i mig selv, før jeg kan mødes med én i det røde rum. Jeg bliver nødt til at turde mødes UDEN ønsket om andet. Uden frygten for at det ikke bliver til mere. Uden en række forventninger, historier, erfaringer og krav…..og det oplever jeg som værende nærmest umuligt hos mange, for normen tilsiger en vis mængde skepsis og sikkerhed, inden man sådan kaster sine herligheder i grams.

Kan jeg være alene? Jeg er i hvert fald alene, og nogen gange kan jeg være alene – andre gange kniber det, og så finder jeg mig selv i et forsøg på at blive en del af noget andet, og det står på indtil jeg netop får øje på det – og så kommer roen til mig igen. For en stund.

Jeg oplever mange kvinder, der tager afstand fra min tilgang til at relatere; den bliver simpelthen anset for værende useriøs og mærkelig. Jeg bliver endog anset for at være en ”værre én”, der kun er ude på at knalde løs til højre og venstre, fordi jeg sætter spørgsmålstegn ved at love evigt troskab; én der ikke vil ”committe sig” (for nu at bruge et af tidens helt store buzzwords). Sådan én bliver jeg anset for at være, fordi jeg sætter spørgsmålstegn ved en masse af de floskler og illusioner, som pynter indgangen til de fleste relationer; fordi jeg hellere vil mødes i det røde rum end i det farveløse; fordi jeg hellere vil mødes i nærvær og varme end i forventninger og villen.

Lad os mødes i det røde rum…..