Kærlighedsspor er oppe i tiden; i hvert fald nogle af de steder jeg læser, og emnet er temmelig interessant, for der er noget om det. Hos mig, i hvert fald.

Hvordan viser vi kærlighed? Hvordan møder vi kærlighed?

Mon ikke vi lærer ”kærligheden” af den eller de primære omsorgspersoner, der omgiver os på baby- og barnestadierne? Hvem ellers ville kun lære os noget så grundlæggende? På samme måde som den ”norm” vi danner vores liv efter skabes ud fra den måde, vi mødes af selvsamme omsorgspersoner (og jeg skriver bevidst ikke forældre her, for det behøver ikke være tilfældet), så giver det da god mening at ”kærligheden” ligeledes dannes i en spejling af disse. Tænker jeg.

Jeg var aldrig i tvivl om, at mine forældre elskede mig.

Vi rørte ikke ved hinanden. Vi talte ikke om følelser og om eksistentielle problemer eller forundringer, men jeg kunne altid regne med dem. Lige meget hvad, så stillede de altid op, hvis jeg havde brug for hjælp, og det gjorde næsten fysisk ondt på min mor, hvis hun havde ”lovet” sig væk til anden side, og jeg så spurgte om en hjælpende hånd. Ofte kringlede hun det sådan, at begge dele kunne lade sig gøre – således at de kunne række mig den hånd, jeg søgte. Ikke fysisk, men i ord og handling.

Det er så tydeligt blevet mit kærlighedsspor. Det ser jeg nu. Jeg har tænkt over det før, men uden særlig megen vægt; i dag ramte det mig uvist af hvilken grund. I dag så jeg det, og nu skriver jeg det. Her.

Det har altid været min måde at vise min kærlighed på. Hjælpsomheden. Venligheden. Nogle der læser disse linjer vil uden tvivl nikke genkendende til dette, for jeg ville virkelig strække mig langt for at hjælpe på alle tænkelige måder, hvis én jeg holder af bad mig om hjælp. Det gjorde næsten fysisk ondt på mig, hvis jeg måtte afslå hjælpen. At kunne hjælpe, at være praktisk og skabe rum til noget nyt hos den jeg elskede, var min måde at vise kærlighed på. I mange år var det nærmest den eneste måde jeg kunne vise kærlighed på, for jeg lukkede ikke nogen indenfor i mit indre før jeg var på den gode side af 40 år.

Jeg var venlig, imødekommende, kærlig – men ganske utilnærmelig og umulig at læse, og det tog mig år at være naturlig i et knus med et andet menneske, for det var jeg ikke vokset op med. At give et kram var ukendt for mig (på det nærmeste) indtil jeg blev i starten af 20’erne, og først da jeg mødte tantra-verdenen og blev bevidst om det umådeligt fantastiske i et knus der ikke skal noget og et kys der ikke vil noget, først da gik det op for mig, hvor hæmmet min opdragelse havde gjort mig – og da var det for sent i forhold til mine forældre, for de var begge døde på det tidspunkt, og det er noget jeg den dag i dag stadig kan mærke som en hul i mit hjerte; at jeg aldrig fik vendt den vane med ikke-berøring, som min mor levede efter hele hendes liv – det ville jeg gerne have nået.

Til alt held har de seneste 5-6 år åbnet mine øjne for kærligheden på mange andre planer. Mit kærlighedsspor har taget en drejning og er blevet meget mere fysisk, kærlig og opmærksomt – samtidig med at hjælpsomheden stadig gør væsen af sig, hvilket jeg ikke ser som værende noget negativt, tværtimod. Det er også en sund tilgang til kærligheden, tænker jeg; hjælpsomheden, når blot den ikke er en flugt…og jeg tænker, at jeg vil forsøge at holde øje med mine reaktioner fremover og nok smile lidt, når jeg får øje på det spor som mine forældre lagde ud til mig, og som jeg troligt fulgte i årevis uden at betvivle dets rigtighed; uden at få øje på det.

Måske vil jeg endda følge det. Lidt. Bevidst.