Igen har jeg mødt “troskab” som en faktor i forbindelse med kærlighed….eller nærmere i forbindelse med “parhold”. To ting der burde være delvist synonyme (kærlighed og parforhold), men som jo tydeligvis ikke kan være det, sålænge der indgår en betingelse i det. “Betingede forhold” er der uendeligt mange af – ofte er det nok grundstenen i netop forholdet, at dette er betinget. Det kan man så synes om, hvad man vil. Jeg synes ikke om det, men derfor kan det jo fint fungere for alle andre. “Betinget kærlighed” kan derimod ikke eksistere, og derfor kan der ikke indgå “betingelser” i et kærlighedsforhold. Der kan indgå respekt, tildels kompromisser, nærvær, tryghed, åbenhed…og en masse andet – men ikke betingelser.

Jeg var kommet i en god snak med en kvinde. Der var en åbenlys interesse begge veje og en nysgerrighed fra min side til at lære hende bedre at kende, for hun kunne tilføre noget til mit liv, som jeg ikke tidligere har oplevet.

Et af hendes “kernepunkter” var netop troskab. Hun gad ikke de her fyre, der bare knaldede til højre og venstre. “Et åbent forhold” var efter hendes mening ikke noget forhold.

Der stod jeg så. I den velkendte situation, hvor noget i mig – på baggrund af min lyst til hende og til at lære hende at kende – satte tvivl i min overbevisning om, hvordan jeg vil leve mit liv. Hvor er det vildt; at “lyst til” i den grad kan begynde at pille “en hvilen i” fra hinanden…eller i hvert fald at sætte den under pres. Noget i mig begyndte at lægge op til et kompromis, det helt store af slagsen, for tænk om kærligheden kunne findes med hende her????? Hvorefter det gik op for mig, at i den betingelse og i det store kompromis, jeg mærkede lægge an til at blive givet form, deri forsvandt alle muligheder for kærligheden.

Jeg fortalte hende, at hos mig var troskab og utroskab ikke en faktor. De indgår simpelthen ikke i min verden; til gengæld tror jeg på respekt, åbenhed, tillid og kærlighed.
Jeg fortalte hende, at jeg har befundet mig i både monogame, åbne og polyamourøse forhold, og at jeg helt klart bevæger mig bedst i de sidste to.

Jeg fortalte hende om nogle af mine ønsker og mine drømme, men hun hørte det ikke mere, for hun var gået ud af mit liv. Først forlod hun mig psykisk i forsøget på at absobere det jeg fortalte hende; dernæst takkede hun af og forsvandt. Ud af det næsten, som lige havde været ved at blive skabt.

Jeg står nu tilbage med et lille “øv” i den ene hånd og en fuldstændig klar overbevisning om det rigtige i min beslutning i den anden.