Jeg har valgt at gå ned i tid. Det er egentlig en besynderlig sætning. Tænk lige lidt over den. Der vælges at gå ned i tid. Gad vide hvordan den sætning er opstået, for den er da på alle måder noget sludder, men måske lyder det bare bedre, end ”jeg har valgt at arbejde mindre”.

Jeg kan vælge at gå ned i Netto, men hvor går jeg hen, hvis jeg går ned i tid, eller op i tid for den sags skyld, og er det egentlig samme sted? Det må det være, for der indgår ikke en reel bevægelse i handlingen, så ved at gå ned i tid eller op i tid, så ender jeg altså samme sted rent fysisk. Blot bruger jeg nogle flere timer på det, hvis jeg går op i den, altså tiden….eller……hmmmm….nå, det var et noget mærkværdigt sidespring….en krølle på hjernen.

Jeg har valgt at arbejde mindre. Faktisk har jeg valgt kun at arbejde 22,5 time om ugen fra 1. februar 2017. 3 dage om ugen svarer det til.

Jeg har valgt at arbejde mindre, fordi jeg behøver en forandring – og forandringen i mit tilfælde er faldet på en akademi-uddannelse i software-udvikling. Aftenskole blev det. Alternativt kunne jeg vælge et fuldtidsstudie, men det hænger ikke sammen økonomisk, så i stedet vælger jeg altså en løsning, hvor jeg stadig kan arbejde og samtidig hellige mig et nørde-studie i databaser og programmering. Hvor bliver det bare fantastisk og hvor glæder jeg mig bare til at komme i gang. I 3 år skal jeg dyrke en ny side af mig selv. I 3 år skal jeg igen udfordres og lære. Jeg ser frem til de kommende 3 år.

Jeg har oplevet flere forskellige reaktioner på denne beslutning, og disse er egentlig grunden til at jeg skriver dette, for de fik mig til at undres. Reaktionerne.

Første gang jeg forundredes var, da jeg nævnte min beslutning for to kvinder på mit arbejde. Deres reaktion var nærmest overstrømmende positiv. Det var både ”sejt” og ”godt gået”, hvilket selvfølgelig altid er rart at blive præsenteret for, og sådan har jeg egentlig oplevet det fra de fleste kvinder jeg har nævnt mit valg for. Mændene derimod har for det meste udtrykt forundring. Hvor er det sjovt. Ingen af mændene brugte udtryk som ”sejt” eller ”godt gået”, derimod har flere stillet sig uforstående overfor mit valg, og når jeg har spurgt, om ikke de kunne forestille sig at gøre det samme, så har svaret næsten entydigt været et ”nej”. Ikke at de ikke gerne ville lære nyt, eller tilføre deres arbejde mere værdi, men tanken om at skulle gå på kompromis med den 5 dages arbejdsuge virker for radikalt for de fleste….der er sikkert også en økonomisk vinkel her, men den er aldrig blevet bragt på banen.

Jeg har tænkt meget over ”Identifikation” her. Det at ”være sit arbejde” identificerer ”hvem jeg er”. Meget velkendt og noget jeg har skrevet om tidligere. At noget ”udefrakommende” identificerer ”hvem jeg er”, og ved at træde ud af den forestilling, ved at arbejde mindre, så betyder det i deres øjne en ”identitetsforandring”, endog en ”identitetsforringelse”?

Jeg snakkede med ”I” om det i lørdags. Hun spurgte, hvordan mine kolleger reagerede på min beslutning nu, hvor det jo nærmede sig, og der kom jeg til at tænke på, at den fylder meget i nogle af dem, min beslutning. Der bliver spøgt med det og lavet sjov…men den fylder, gør den, siden at den bringes på banen i det omgang den gør. Mit valg og de konsekvenser dette har haft, det fylder også. Jeg har valgt at skille mig af med min store bil og har købt en lille VW Up, alene det, at vælge en lille ubetydelig bil, det har flere af dem svært ved at forstå, for i en mandsdomineret virksomhed, der spiller størrelsen altså en rolle…også på biler J

Vi kom til at snakke om ”mål”, hvor vigtigt det er for en virksomhed, at dens medarbejdere er ”målrettede”, at enhver forandring er ”målbar”. Vi skal være fokuserede. Kigge i samme retning. Det er hvad arbejdslivet i dag tilbyder. Vi skal nå de mål, vi selv (eller andre) sætter os. For enhver pris, for det er deri vi læger vores identitet i forhold til den omgivende verden, i de mål vi sætter os og når, men i forsøget på altid at nå disse, at forblive i vores indbildte identitet, der opstår stress, for de kan ikke altid nås, målene, og bristede forventninger fører til skuffelse og vedvarende skuffelse til stress og depression…..eller i hvert fald misfornøjethed/-trivsel.

Jeg har ingen mål mere. Så enkelt er det. Ikke noget jeg skal nå, arbejdsmæssigt. Jeg elsker mit arbejde, jeg er overordentlig kompetent til det jeg gør, og vil altid forsøge at yde mit bedste, men det er uden mål. Min identitet ligger ikke i mit job (mere). Jeg kan sagtens blive udfordret og beriget arbejdsmæssigt uden at ville noget som helst mere med det, og jeg tror også, at det gør mig til en mere kompetent medarbejder, for jeg har ikke tunnelsyn, jeg er ikke fokuseret. Jeg er opmærksom på mig selv i mit job, og ser måske mig selv lidt tydeligere i helheden end mange andre, der har travlt med at kigge på enkeltdelene.

Jeg ved ikke om dette er noget sludder – tankerne kom til mig for nyligt, da en kollega (og god ven) udtrykte forundring over den ro, hvormed jeg bevægede mig i mit arbejdsliv.

Jeg har heller ikke noget mål med min kommende uddannelse. Igen, jeg vil dog gøre hvad jeg kan for at blive så god så muligt til det jeg gerne vil, bruge min tid på at lære nyt, og så må fremtiden vise det den nu engang vælger at vise, spille mig de kort, der er mig forundt, men det bliver uden forventning om andet end en spændende rejse.

Jeg tror, at der er respekt omkring mit valg, om end det er svært at forstå for nogle, og jeg glæder mig meget til at stige ombord på toget og se hvorhen det bringer mig i 2017.

Vil jeg nogensinde arbejde 37 timer om ugen igen? Ærlig talt, det ved jeg ikke. Hvis jeg finder ro i det jeg gør og er….betyder det så overhovedet noget? Forhåbentlig bibringer min nye uddannelse mig en ny glæde, og den vil jeg så lade føre mig.