På Facebook her til formiddag, havde én kommenteret på et indlæg omkring begrebet ”danskhed”. Et begreb der ifølge skribenten indebar et flag med et kors i, og derfor – selvfølgelig – religionsbestemt (ifølge skribenten).

Det var en vidunderlig søndag formiddag. Solbeskinnet og med et lys som kun det lune efterår kan tilbyde. Faktisk meget idyllisk her lige syd for Aarhus. Jeg sad på min terrasse og lod solens stråler give en illusion om sommer på mit ansigt og tænkte lidt over tråden på Facebook. Jeg kom også til at sidde og tænke om det sørgelige faktum, at der i den seneste uge var dukket endnu et politisk parti op, som udelukkende har til formål at skabe konflikt.

Dette er ikke en politisk blog. Jeg kom bare til at tænk på det absurde i netop det at gøre et begreb som ”danskhed” til noget målbart (og religiøst), og på hvor travlt disse politikere har med at kommentere på folk, der ser verden anderledes end dem selv, og i forbindelse hermed at gøre sig til talsmænd for, hvad det vil sige at leve i et moderne Danmark. Det kan også undre, hvorfor religionskortet altid skal trækkes, når ”Danskheden” skal vurderes. Den er af en eller anden grund vigtig, religionen, selvom den fylder cirka lige så meget som ingenting i dagligdagen, men kors i flaget skal vi ha, og vi skal alle ligne Ib Schönberg.

”Danskhed”. De taler om det som om det var et fag i folkeskolen. Noget de kan indlemme i deres nationale tests. Måle på. Holde hinanden op på og karaktersætte.

Frygt. Det var det jeg læste i den artikel. Jeg har skrevet om det for nyligt, men her mødte jeg den altså igen. Frygten. Den irrationelle konklusion om, at hvis vi blot forskanser os og ikke åbner døren for nogen, så er der fred og ingen fare. Så kan ”de” ikke komme ind til ”os” – og så vil alt blive som i de gamle ”Far til fire”-film.

Jeg spørger igen: Hvordan fjerner man frygt? Gør man det ved at lukke af for omverdenen og overbevise sig selv om, at alt derude er farligt og bør undgås? Det er sådan de fleste religiøse sekter agerer, eller gøre man det ved at møde det ukendte åbent og nysgerrigt? Det kan selvfølgelig være farligt. Det kan føre til modstand, forandring, til konflikt, men det kan også føre til mere forståelse, accept, visdom og kærlighed – fire begreber der i hvert fald ikke kan eksistere inde bag frygtens snærende volde.

Da jeg sad og læste her til formiddag, kom jeg til at tænke på noget andet også, nemlig at den frygt der leder én til at fokuserer så meget på andres gøren og laden, også stiller sig i vejen for at kunne mærke livet selv? Fokus på frygten hæmmer opmærksomheden på livet?

Jeg skrev følgende på Facebook: En tanke: I det øjeblik du får travlt med at kommentere eller bebrejde andre, hvordan de vælger at leve, da glemmer du selv at leve?

Først lidt senere gik det op for mig, at jeg ved at anvende termen ”du” i stedet for ”jeg” allerede selv havde distanceret mig fra livet, for sætningen rummer implicit en fordømmelse, en bebrejdelse af dem, der har travlt med at bebrejde andre.

Hvor er det nemt. At være alle andre steder, end tilstede.

God søndag