Her omkring årsdagen for angrebet på World Trade Center i NYC for 15 år siden, så kan man jo ikke lade være med at tænke på frygt. Alt er jo gennemsyret af frygt i medier af alle slags. Frygt for terror. Frygt for fremtiden. Frygt for hvad der mon sker næste gang.

Hvad er frygt? Ifølge en kendt mystiker, er frygt fraværet af kærlighed, på samme måde som mørke kun findes på baggrund af fraværet af lys. Hvis der er lys, kan der ikke findes mørke. Hvis der er kærlighed, kan der ikke findes frygt. Det er ikke muligt at bekæmpe frygten, ligesom det ikke er muligt at bekæmpe mørket. Frygten kan ikke fjernes med magt. Den kan ikke bekæmpes, for jo mere man forsøger at bekæmpe frygten, jo mere frygter man den. Man frygter frygten. Man giver op. Overgiver sig til frygten, for hvad nytter det at kæmpe imod? Der er jo så meget at frygte, tænker man, og så gives nogle ansvaret for at ”skabe tryghed”, hvilket blot bekræfter tilstedeværelsen af essensen i frygten. Der skal bygges mure. Nogle skal holdes ude. Der skal mere overvågning til, og et fjendebillede skabes og nogen tildeles skylden for denne frygt. Hvis bare den eller den gruppering af anderledestænkende nedkæmpes, så bliver vi trygge igen.

Bliver vi mere trygge i en lukket verden? Skaber oprettelsen af et ”os ” og ”dem” mere eller mindre tryghed? Hvis der skabes et ”os”, må der nødvendigvis også skabes et ”dem”, og et ”dem” må bero på noget ukendt, og om noget så trives frygt på vingerne af det ukendte, det fremmedartede, for det kan vi ikke forholde os til ved hjælp af kendte normer og erfaringer. Derfor skræmmer det. Derfor frygter vi det. Frygten kan ikke bekæmpes med magt eller regler. Den kan ikke bekæmpes lukkethed, for lukketheden er netop frygtens næring, frygten for ”det på den anden side”.

Hvad er frygt? Er det mon ikke egoets møde med noget ukendt Egoet kan ikke lide det ukendte, og lykkes med succes at overbevise os alle om, at kun i det kendte er vi trygge. Det ukendte kan jo føre til egoets død, og derfor strittes der imod. Af alle kræfter. Frygten introduceres ved mødet og ofte med succes. Jeg kan mærke det i mig selv. Jeg søger det kendte, for i det kendte findes illusionen om det trygge, og netop det trygge er egoets næring. Det trygge er fortiden. Det trygge er overblik og retning. Tryghed er sikkerhed i det der kommer.

Vores samfund og dets normer bygger på frygt, for frygt kan kontrolleres ved illusionen om en mulighed tryghed. Man frygter rigtig mange ting. Jeg frygter rigtig mange ting. Disse er hovedsagligt baseret om input fra det omgivende samfund, og de er pokkers svære at få bugt med, for de er indbegrebet af vores opdragelse – om at skulle være ”noget” eller ”nogen”, om at skulle kunne præstere i livet, om at kunne fremvise succes. Aldrig kiggede min mor på mig og bad mig slappe af og blot mærke livet, følge det hvorhen det ville bringe mig. At færdes uden mål og med. Det ligger ikke i en opdragelse, for det er ikke produktivt. Det er ikke målbart og retningsbestemt, og det kræver samfundet. Mål og retning.

I frygten kan livet ikke mærkes. Den sætning kom lige nu til mig. Den tænker jeg lidt over nu. Hmmmm…..i frygten kan livet ikke mærkes. Skræmmende.

Livet er ikke tryghed. Pokkers også, men sådan er det. Tror jeg. Livet er bevægelse. I alle retninger. Det bølger sig og snor sig. Væk fra stierne og ind i skyggerne. Det byder dig at gå med. At gå med og møde det uvisse. Det kan være farligt at gå med, men det kan også forandre det bestående. Blot kræves et opgør med trygheden, med egoet. Mit møde med Tantra-verdenen var sådan et skridt for mig, et skridt væk fra stien og ind i skyggerne. Det skal jeg huske mig selv på, for bagved skyggerne mødte jeg så megen glæde, lyst og liv, at det tidligere syntes gråt. Det var ikke et farligt skridt, for jeg kunne jo bare være gået tilbage, men et skridt væk fra stien var det. Det må jeg huske. Det må jeg gentage, men det kræver bevidsthed i rette øjeblik, da chancen ellers kan være passeret.

Kan man købe sig til ufrygt? Kan man købe sig til kærlighed?

I kærligheden findes der ingen frygt. Ikke mit postulat, men en andens. Jeg tænker over det. Tænker på forelskelsen. I den er der ingen frygt. To mennesker møder hinanden i åbenhed og lyst. Der er kun de to. Lige der. Der tænkes i poesi. Der snakkes, der grines, kysses og elskes. Der er ingen frygt. Ikke i den rene forelskelse. Frygten kommer først, når kærligheden med tiden betinges, for det sker næsten altid. Kærligheden forvandles til at forhandlingsobjekt. Noget så smukt og fuldstændig formløst, gives form og kommes i en kasse, hvori det dør – og så kommer frygten igen. Frygten for at miste, for ikke at slå til, for det ukendte på den anden side, for tabet – men den er allerede tabt, kærligheden. Tabt i kampen om at skulle defineres.

Én sagde engang til mig, at mennesker i lyst ikke kan kontrolleres, og at samfundet derfor ikke tilstræber dette. Man kan ikke sende lystfyldte mennesker i krig. Det er ganske enkelt ikke muligt. Mennesker i lyst står ikke op og bruger 8 timer på en dødssyg fabrik. De gør noget andet. De elsker, både hinanden og livet. Frygtløst. Kærligheden er på samme måde ikke kontrollerbar. Den er en anden siden af lysten. Kærligheden er frygtløs. Betingelsesløs.

Tanken om at træde væk fra stien er besnærende. Jeg kan mærke, at noget i mig har lyst. Stærk lyst. Lyst til at udfordre det kendte. Jeg ved ikke lige hvad og på hvilken måde – netop fordi, så ville det jo være betinget af noget allerede kendt og derfor indenfor egoet. Trygt. Derfor kan det ikke planlægges eller holdes øje med. Det må komme. Fra uventet kant og vælte mig omkuld, og så må jeg hovedløst forlade stien og løbe ind i skyggerne.

Hvis jeg tør. I mellemtiden vil jeg prøve at elske noget mere. Elske uden betingelser. Fortrænge frygten. Mærke livet. Måske er det netop skridtet at tage?