Sidder inde på den eneste Starbucks i Aarhus. Torsdag eftermiddag og alle har tilsyneladende fri. Jeg har også fri. Betalt fri, for jeg skal ind og have fjernet sting i mine øjenlåg om mindre end to timer, og derfor sidder jeg altså her sammen med rigtig mange andre. Klokken er tæt på 14 og ingen er på arbejde. Bør man være bekymret over at ingen tilsyneladende holder Danmark i gang, tænker jeg? Måske bør jeg begynde at se nyheder igen? Måske er der bekymrede miner at spore i panden på dem der for tiden beklæder taburetterne på Christiansborg. Ingen laver mere så meget som de burde. Initiativer og udvalg bør nedsættes og gode ideer opspores. Ansvar bør tages. Af nogen. Nogen bør tage det. Ansvaret. Rynkerne bliver tydeligere for der spekuleres meget, og når man så er færdig med at spekulere, så skal rynkerne fjernes, kosmetisk, for rynker betyder at man er gammel. Gammel og slidt. Brugt. Rynker adler ikke, ikke som arbejde. Ingen bliver tilsyneladende adlet mere, for ingen arbejder. I hvert fald ikke her omkring Salling i Aarhus, tænker jeg. Her er vi alle uden adel.

Gennemgik for en lille uge siden en kosmetisk operation i mine øjenlåg, og har i den forløbne uge gennemgået flere forskellige udtryk. Lørdag lignede jeg noget, der i tusmørke ville kunne skræmme små børn… eller i bedste fald én bokser dagen derpå – altså lignede en sådan, ikke én der vil kunne skræmme en sådan.

Sidder her som en anden Linse Kessler-wannebe – et offer for min egen forfængelighed, et offer for det ligegyldige behov, som muligheden for dette indgreb skabte i mig. Jeg har gennemgået en operation, fået fjernet noget der ikke fejlede noget, men som blot – potentielt – ville være til gene senere. Jøsses.

Egentlig var det ikke forfængelighed, der drev mig i armene på øjenlægen, men muligheden for ikke at være så træt om aftenen. Altid træt. Troede i mange år, at det beroede på det at være A-menneske, men erfarede på et tidspunkt igennem min bror, at netop tunge øjenlåg kunne foranledige netop dette – at være træt sidst på dagen, i øjnene.

Jeg har altid haft tunge øjne. Det har altid været en del af mig, og aldrig har jeg så meget som overvejet at få ændret på det, i hvert fald ikke før at disse ville besværliggøre det almindelige udsyn til den omgivende verden. Når dette blev aktuelt – om nogensinde – så ville jeg undersøge muligheden for at få lavet et ”løft”. Ikke før…. men pludselig skulle min bror opereres, og hans øjne var faktisk mindre ”tunge” end mine, og han havde af sin læge erfaret, at netop tunge øjenlåg kunne medføre træthed sidst på dagen, de mange timers arbejde med at holde øjnene åbne, og så var min nysgerrighed vakt, for tænk hvis sådan en simpel operation kunne afstedkomme mere vågenhed, flere muligheder for at kunne læse…. hmmmm….det måtte undersøges.

Faktum er jo så, at lægen slet ikke var i tvivl. Dele af mine øjenlåg var bestemt kvalificerede til fjernelse og det kunne ske på Statens regning. Staten er nogen gange en flink fyr. Det er lige godt storsindet sådan at bevilge et trods alt unødigt indgreb til den nette sum af kr. 8000,-. Jeg takkede Staten igennem lægen og spurgte, om han overhovedet nogensinde oplevede nogen der betalte selv, eller om Staten altid havde spenderbukserne på, når snakken gik angående fjernelse af overskydende hud omkring øjenlågene. Lægen hævdede, at mange betalte selv – ca. 1 ud af 6 måtte selv til tegnebogen, hvilket faktisk overraskede mig, for hvad kunne være grunden til det? Hvis mine øjenlåg endnu ikke generede mig, og de kvalificerede til bortskæring på Statens regning, hvad kunne så være bevæggrundene for folk til selv at betale???

Forfængelighed – uden tvivl, og det fik mig til at tænke.

Tror det er lidt ligesom at være ude at kigge på ny bil. Man har aldrig skænket et bestemt bilmærke nogen videre interesse, faktisk kan man ikke huske på noget tidspunkt at have set lige netop den model på vejene, tænker man, mens man kigger på bilen hos forhandleren, men på vejen hjem ser man den igen og igen, og i dagene derpå ser man ikke andet. Fokus er blevet flyttet, og sådan har jeg haft det i denne uge. Overalt ser jeg tegn på kosmetiske indgreb og snakker med forskellige mennesker om disse. Fokus er flyttet, og ærlig talt kan jeg tage fejl. Grundigt fejl, for jeg gætter kun.

Sidder faktisk overfor en lige nu, der med sikkerhed har fået lavet sine bryster større, og som med stor sandsynlighed har gennemgået et læbeforøgende indgreb. I hvert fald har hun fået sprøjtet Botox ind i panden, for fraværet af rynker her modsvares ikke at de tilsvarende på halsen, hvilket får mig til at tænke på Natasha Crone fra TV2. Ingen lighed ellers, men det kække knæk i øjenbrynene, afstedkommet på baggrund af lammelse i panden pga. Botox er så karakterisktisk, og ses tydeligt hos nævnte nyhedsoplæser tillige med den rynkede hals. I min verden svarer dette til overdreven brug af bruncreme i ansigtet. Den hvide hals afslører tydeligt, at her er tale om sminke – det samme gør de vingeformede øjenbryn i relation til en Botox-behandling. Nej, du er ikke ung og velholdt. Du er én der lader som om.

Hvad med de forstørrede læber. Hvorfor er det nu blevet populært, tænker jeg? Giver det kvinden andet end et vulgært og let vrængende udtryk? Hvem kan overhovedet have glæde af en sådan operation? Kvinden? På hvilken måde, mon? Min første tanke her var, at hun sad med de samme læber som jeg føler jeg har, efter at have fået en lokalbedøvelse hos tandlægen. Øger det hendes følsomhed i læberne, eller er det noget pornoindustrien har introduceret. Så gives der bedre fellatio? I så fald er det et knæfald af rang i forhold til kvindefrigørelsen og noget nogen burde overveje endnu engang. Vil nogen mænd være tiltrukket af sådanne læber? Tjahh….sikkert, og nok også selv om de er så tydeligt kunstige….sikkert de samme mænd som synes at en kvindes bryster helst skal være som to overskårne håndbolde, både i størrelse og i fasthed, og som ikke ændrer form eller facon, hvad enten kvinden ligger ned eller står op…..de mænd vil sikkert finde det ”frækt” og sexet.

Skinner det igennem, at jeg har meget lidt tilovers for kosmetiske indgreb? I bund og grund egentlig ikke. Det jeg reagerer på er, hvis disse foretages ud fra et ønske om at blive en ”bedre” (eller anden) udgave af én selv, så bør det være en helt anden person man burde konsultere end lige netop én der sælger drømme. Hvis jeg bare får en D-skål, så bliver jeg lykkelig. Hvis jeg får en fedtsugning, så vil jeg turde vise mig nøgen – og så bliver jeg lykkelig. Hvis bare min penis bliver 7 cm længere og lidt tykkere, så kan jeg tilfredsstille en kvinde, og så bliver jeg lykkelig. Kosmetisk tilpasning af skamlæberne, således at yoni bliver ungpige-agtig eller en anal-blegning? Er det kun mig, eller virker det ikke fuldstændig forskruet?

Hvis bare jeg kunne være en anden end den jeg er, så ville jeg kunne være lykkelig.

Jeg har intet imod kosmetiske indgreb. Hvis huden hænger efter et vægttab, hvis brysterne er suget tomme efter fødsler, hvis lingam er lille og slank som en blyant, så giver det mening at foretage et indgreb, for måske kan det medføre en forbedring af livskvaliteten… måske… så længe det ikke sker med forventningen om at netop selve forandringen skaber denne forbedring. Jeg tror ikke på, at ”lykken” kommer udefra. Den kommer indefra, og derfor kan andre mennesker bedømmelser eller vurderinger ikke gøre nogen lykkelig, de kan kun lede ind i lidelse.

Blot for god ordens skyld, så hviler jeg bestemt ikke i mig selv. Jeg søger anerkendelse lige som de fleste andre. Tager den for gode varer, når den er positiv, og bliver ked af det og ramt, når den er negativ. Giver den en sandhedsværdi, den ikke har – hvad enten den er positiv eller negativ. Har jeg ting ved mig, som jeg gerne så ændret? Bestemt, har jeg det. Flere af slagsen og flere af disse tænker jeg endda vil kunne gøre min fysiske fremtræden mere attraktiv. Brugte en stor del af min ungdom på at træne min krop, gøre den stor og ”lækker” – har skrevet om det før – men oplevede jo i den henseende kun at skabe endnu større forskel på ”billedet af Max” og ”personen Max”.

Forfængeligheden, der drev mig til at træne 5-6 dage om ugen, gjorde kun behovet for anerkendelse større, og derved usikkerheden ditto, for når anerkendelsen så ikke kom, så slog det endnu hårdere, og jeg tænker at det er disse mekanismer der driver folk til at få foretaget disse indgreb i stor stil. Behovet for anerkendelse og positiv vurdering, for på den måde at vedligeholde illusionen om, at deri ligger lykken.

Sidder her, nu uden tråde i ansigtet. Med resterne af nogle blodansamlinger omkring mine øjne og nogle få gram hud lettere. Et lille bitte indgreb, der fik mig til at tænke store tanker. Jeg prøver ikke at fordømme nogen for deres handlinger. Jeg forstår dem måske bare ikke. Forstår måske ikke de bevæggrunde, der fører til disse overvejelser og valg?

Ville jeg have valgt dette indgreb, hvis jeg selv skulle have betalt? Helt bestemt ikke på nuværende tidspunkt. Senere? Måske. Lige nu håber jeg bare, at jeg ikke fremover er så træt om aftenen, for så kan jeg læse noget mere – og det giver mig livskvalitet.