Egentlig har denne blog været på vej nogle uger, men tanker om forfængelighed har fyldt mig mere i denne tid kvag det, at jeg i fredags – d. 1 april – gennemgik min første kosmetiske operation, fik fjernet noget overflødigt hud over mine øjne, og set i lyset af min normale holdning til kosmetiske operationer i almindelighed, var det et stort skridt for mig, og derfor har jeg tænkt og skrevet en del om det – uden dog at dele det… endnu …..om nogensinde….det må tiden vise. Så lige nu sidder jeg med kraftige markeringer rundt om mine øjne, Panda-agtig uden nuttetheden, og vil dele nogle tanker omkring kontakt i stedet for. Det er mandag aften og regnen vælter ned. Tusmørke. Dejligt tidspunkt.
Kontakt. Nærhed. Tæthed. Intimitet. Alle ord der på en eller anden måde udtrykker det samme. På hver sin måde. Jeg har altid søgt kontakt, men har fejlagtigt troet, at jeg skulle et eller andet med den, når jeg opnåede den. Noget skulle ske. Nogen forventede at noget skulle ske. Derfor gjorde jeg altid noget, og mistede den derfor igen – gang efter gang. Kontakten. Nærheden.
Når nogen rører ved mig på en bestemt måde, eller når jeg rører ved nogen på den eller den måde, så betyder det noget bestemt. Så vil jeg et eller andet. At tage kontakt, betyder at VILLE noget. Noget andet end kontakten…..troede jeg, men ville egentlig bare gerne holde om og ikke mindst selv blive holdt om. Uden at noget skulle ske eller forventedes, men det turde jeg ikke indrømme over for mig selv. Det var for fesent og lidt underligt.
Tantra åbnede mine øjne for at turde søge kontakten og blive i den, uden at ville andet end blot kontakten. Kontakt til et andet menneske uden formål er magisk. Intet mindre. Simpelthen magisk. Kontakten kan være fysisk, men bestemt også psykisk. At turde tage øjenkontakt og holde den kontakt er for mange mere udfordrende end at elske med selvsamme menneske. At holde øjenkontakten er at turde åbne for ”sjælen” – uden herved at agere spirituel, for jeg ser mere sjælen som det ”jeg” der udgør vort fundament, ikke som noget der eksisterer parallelt med livet. At turde se sig selv i øjnene, og holde den kontakt, med sig selv, i lang tid er en spændende øvelse. En øvelse vi har prøvet på et modul på Mahamudra. I lang tid at holde øjenkontakt med sig selv. Se sig selv som den man er. Nøgent. Uden bedømmelse. Kun nysgerrigt. Det er udfordrende. At gøre det samme med et andet menneske er endnu mere udfordrende. Blot kigge. Længe. Uden andet end nysgerrighed, og så lade sig invitere indenfor. At ”mærke” et andet menneske på den måde. Det er rørende og meget intimt, og sker dette så med samtidig fysisk kontakt også, kan det være en meget meget smuk oplevelse, synes jeg, hvad enten denne kontakt blot er at holde hinanden i hænderne eller i forbindelse med elskov.
At tage kontakt. At turde blive i tæt kontakt er blevet helt naturligt for mig. Igennem de seneste 15 måneder er det at søge og blive i kontakt blevet enkelt og fuldstændig umuligt at undvære. Jeg mærker det i mødet med andre mennesker hele tiden, overalt. Hvor jeg tidligere ville føle mig akavet i forbindelse med at give et knus, så sker dette nu med fuld opmærksomhed og intensitet, hvilket bemærkes af mange, måske fordi man netop er blevet så forvent med det upersonlige kram, automatkrammet, at man overraskes, når den anden person ”lader sig mærke” i krammet. For mig gælder det både for mænd og kvinder. Det spiller ingen rolle. To forskellige måder at mærke et menneske på, men lige stærke.
Grundlaget for denne blog kom til mig i forbindelse med mit møde med Kontaktimprovisation. En naturlig forlængelse af min to store lidenskaber, nemlig Aikido og den dynamiske tantra-massage, som jeg følger på Mahamudra. Bevægelse i tæt kontakt. Bevægelse i fuld nærhed. Intimitet.
Som så meget andet i disse år, var Kontaktimprovisation mig fuldstændig ubekendt indtil for nogle måneder siden, hvor et klip på YouTube fascinerede mig. Åbnede mig. Åbenbarede en verden, en ny verden, som jeg ikke anede eksisterede. Det var et smuk klip med to mennesker, der uden mål blot bevægede sig sammen. Glidende og ubesværet. Én lang bevægelse. Én ukoreograferet dans imellem en kvinde og en mand. To elskende. Et individ lige i det nu de skabte. Jeg var tryllebundet. Jeg ville også det.
Nu danses der jo ikke samme dag, som dansen opdages, så der gik nogle måneder og pludselig kom det mig for øre, at det var muligt at undersøge Kontaktimpro i Aarhus. Skøn by, Aarhus. Har alt. Næsten. Hajfiskeri er ikke muligt, men Kontaktimpro er muligt. Ofte om fredagen. Dejligt. Jeg skal sjældent ret meget om fredagen, så endnu en grund til, at fredag er skøn. Nu med Kontaktimpro.
Tirsdag (? ja, det var faktisk en tirsdag) før påske kom muligheden så. Klokken 19 på Brobjergskolen i Aarhus. ”I” ville gerne med, så vi mødte op. Spændte på aftenens udfald, og hvor var det fantastisk.
Aftenen var opdelt i to. Vi startede med at bevæge os for os selv. Vi bevægede os inden i en imaginær kugle, undersøgte denne kugle. Hele tiden udvidede den sig eller trak sig sammen. Hele tiden undersøgte vi den. Uden at ramme nogen af de andre. Vi prøvede også at lade én bestemt kropsdel styre alle andre bevægelser. Prøv kun at bevæge skulderen, prøv at lade skulderen få helt frie tøjler, slip den fri og lad kroppen følge naturligt efter. Dette kendte jeg til fra Aikido, hvor netop det at bevæge armen UDEN styring fra skulderen, er en måde at finde sin ”KI” på. Kendte det også fra den dynamiske massage, hvor kroppens naturlige bevægmønstre jo spiller en stor rolle. Skulderen kan kun bevæge sig som kroppen tillader, og når skulderen styrer al bevægelse, så bevæger kroppen sig naturligt.
Herefter var der ”jam”. Fri bevægelse. Enten alene eller i kontakt, og for både ”I” og jeg var det helt naturligt at gå i tæt kontakt til mennesker vi ikke kender. På Mahamudra er dette hele grundlaget for at være studerende. At kunne gå i kontakt med alle. Nøgen. Så at bevæge sig her, uden at have nogen ide om retning eller føring af nogen art med et fuldstændig ukendt menneske, var ganske enkelt og problemfrit. Kontakten var tæt og varm. Det var en meget intim oplevelse. Det var skønt at rulle rundt, oven på én, under én, skifte partner, bevæge sig sammen i fuld nærhed og opmærksomhed. Lede den anden med en finger, med en hånd…..langsomt, hurtigt…..og mærk hvordan ”dansen” stopper i det øjeblik man er uopmærksom på nuet, hvor man måske tænker over det man gør eller på den man gør det med. I det sekund stopper kontakten og bliver til en ”villen”. Dansen dør og kan først genoptages, når nærheden opstår igen.
Det var tydeligt, hvem der havde gået derinde i mange år og hvem der var nye, hvilket jo nok ikke kan undre, men hvor var det enkelt at gå til. Jeg prøvede at tage kontakt til nogle af mændene i løbet af den omtalte ”jam”, men hos de fleste mødte jeg modstand. Ikke mod mig, tror jeg, men i at gå i tæt kontakt med en anden mand. Det virkede temmelig overvældende for flere, hvilket jo nok er en helt naturlig reaktion. Jeg ville med sikkerhed have reageret på samme måde, hvis jeg ikke var blevet ”hærdet” desangående igennem det sidste års tid i Nølev.
Der var en skøn kontakt den aften. En kontakt uden nogen form for styring eller formål.
Nu sidder jeg her. Panda-agtig og med syninger og sår der klør. Jeg ville rigtig gerne opleve Kontaktimpro igen, snart, men der går 2½ uge inden jeg kan komme afsted igen. Det er lang tid, men bestemt noget at glæde sig til. Flere fra Mahamudra er også begyndt at komme derinde. Hvor bliver det spændende. Fremover. At opleve kontakten.
Leave A Comment