Jeg har haft en række oplevelse, der har fået mig til at tænke lidt over det indbyrdes forhold imellem kvinder og mænd, der er ved at grundfæste sig i vores tilværelse….i hvert fald set i relation til det traditionelle parforhold.

Jeg har skrevet og tænkt om dette emne før, og igen kan jeg kun slå fast, at jeg i bund og grund ikke ser noget forkert i at lave sammen på den måde, men blot giver det at observere og iagttage (er det mon egentlig ikke det samme eller i hvert fald nært beslægtet?) mulighed for at få øje på en række systemer/mønstre, som burde kunne give grund til forundring hos de implicerede. Nogle usunde og uheldige mønstre, som jeg ser dem i hvert fald.

For nogle uger siden oplevede jeg den næsten obligatoriske situation i Netto. En mand, der står med sin telefon og med spag stemme spørger om, hvad han skal købe. Lidt duknakket og forsagt. – Mangler vi andet?? I stedet for at forberede sig hjemmefra og selv tage nogle beslutninger undervejs, vælger han den lette vej, sætter sig ind på livets bagsæde og spørger….for så kan det være at han får ros, når han kommer hjem.

En anden dag oplevede jeg til min store gru, en mand der kaldte sin kone/kæreste for ”mor”. En familie shoppede lidt rundt. To poder, en mor og en far. Han henvender sig til kvinden og skal lige have konfirmeret, at det han lige har sagt til et af børnene kan godkendes af øvrigheden, så han spørger: – Hvad tænker du om det, mor???
Jeg havde nær skoldet mig selv alvorligt på den kaffe jeg sad med. ”Mor”??? Hvorhenne i fødekæden befinder denne mand sig, og hvor cool er det lige at blive kaldt for ”mor” af sin kæreste, tænker jeg. Er der mon ligevægt i det forhold? Hvis en kvinde begynder at kalde mig for ”far”, så vil jeg blive alvorlig forskrækket. Én person i hele verden må kalde mig for far, og det er min datter – for alle andre er dette et reserveret ord. Hvor meget respekt kan der være i en kvinde i forhold til en mand, der ubevidst løfter hende ud af ligningen og placerer hende på familiepyramidens top, og titulerer hende ”Mor”? Hvor spændende kan han lige være, når tiden er til det, når blodet bruser, når lysten presser alle andre tanker til side, og….nå nej…..sådan er det sikkert ikke. Han spørger sikkert om lov engang hver 3. uge, gør hende tilfreds og får hans præmie i form af en udløsning, og så er alle glade……både ham og ”mor”.

Her begyndte jeg at tænke over denne blog, men så ville skæbnen….eller ”noget” i hvert fald, at jeg af en eller anden grund skulle bryde en ellers grundfæstet regel, nemlig at jeg ALDRIG ser serier….det er livet ganske enkelt for kort til, men pludselig fandt jeg mig selv i gang med at se et afsnit af ”White Collar”….hvor alle figurene er karikerede og hvori der absolut ingen spænding kan opleves, men derimod svælges i klicher og letkøbte løsninger….men sådan er serier jo – alt skal løses på 45 minutter, der skal være et hjemmeliv og en subtil underliggende historie….og gerne nogle sjove bemærkninger. Nå, men efter serie-standarden er den vel okay – jeg fik set de tre første, så var min tålmodighed opbrugt og min aversion imod denne type makværk bekræftet….men hvorfor nævner jeg det så? Jo, i denne serie har man valgt at spille på hovedpersonens frygt for sin kone, og det var mere det selvfølgelige i den beslutning, end det foruroligende, som jeg lige bed mærke i.

Lad mig forklare:
I det første afsnit møder man en selvsikker og ”Are-you-talking-to-me” – agtig FBI fyr (jeg har allerede glemt hans navn), der har styr på jobbet og livet…tror man, men da hans smukke kone byder ham på frokost uventet, bliver han nervøs, han begynder at svede, og i starten af frokosten ligner han en hund, der forventer skridtprygl med en våd porre…indtil hun kigger på ham, og siger ”Slap nu af, du er ikke i problemer”!!! Hvorefter han synker noget på størrelse med en golfbold og slapper synligt af. Mor var ikke sur. Mor skælder ikke ud.

I samme episode er han lige ved at glemme en bryllupsdag, hvilket får ham til at gå i ring og bide negle. Adspurgt af den anden hovedperson om, hvad hun godt kan lide, kigger han fået på ham og svarer helt blank, at det aner han ikke….og det bruger de en del af handlingen på…..at han fjumrer rundt og forsøger at gennemskue hvad konen igennem 10 år kan li!!!

I episode 3 forvises denne He-man fra sit hjem fordi konens veninde græder og er ulykkeligt, for hendes kæreste er blevet arresteret…og det kan han altså ikke klare, og jokker lidt rundt i spinaten, hvorefter konen kigger på ham og siger ”Ovenpå, nu!!”….og jeg når lige at løfte øjenbrynene og tænke ”What???” inden han stønner højlydt og sjokker ovenpå….og efterlader al maskulinitet og selvværd på en bøjle nedenfor……..så var det jeg slukkede.

Det skulle lige have været omvendt, tænker jeg. En serie, hvor en mand taler sådan til sin kæreste. ”Ovenpå, NU!!”, og alle ville tænke ilde om ham, for sikke da en hustyran, men åbenbart er det modsatte i orden, og det fik mig altså til at tænke lidt over det ildevarslende i den udvikling….at det åbenbart efterhånden er så normalt, at frygt er den fremherskende følelse i et forhold, at mændene er nogle ryggesløse wienerbrød, som kvinden sidder ovenpå og at ingen mere forundres herover – sådan er det jo bare…og ha ha, hvor er det sjovt (?)

Den udvikling kan kun føre èt sted hen, nemlig til flere og flere enlige, for mændene gider ikke høre på de der maskuline, og bestemmende/dominerende kvinder, og de selvsamme kvinder gider ikke de der vattede mænd, så alle går fra hinanden og mødes herefter igen via dating-siderne, der på alle mulige måder lokker med lykken, men tilbyder det samme, som de kom fra….mønstret gentages…igen og igen…..og igen….og alle undres og lider.

Der oprettes kurser til mænd: ”Kom og find din indre mand”. ”Riv hovedet af en høne”. ”Tag pikken i hånden og råb ”Fisse””….og vi mænd, der aldrig har lært at være mænd, for vi har været omgivet af kvinder hele vores liv, og de har lært os, at man ikke må sige ”sgu” og rive pigerne i håret…vi melder os til disse kurser, og råber ”fisse” og slår høns ihjel….og måske bliver vi en smule mere vulgære, måske klør vi os en smule mere i skridtet og lugter lidt mere af sved….men gør det nogen som helst mere maskulin? Hvad er egentlig maskulinitet – i hvert fald har det ikke noget som helst med hønsedrab og pik-holderi at gøre….og i det misforståede forsøg på at være en ”rigtig mand” glemmer man helt det maskuline…det skrøbelige, det beskyttende, det stærke…

…og hvad med kvinderne? Om nogen, så har kvinderne i dag glemt, hvad det vil sige at være feminine. Ikke at sammenligne med ”at være kvindelige”, for der er masser at kvindelige kvinder, men i den her kamp for at overgå mændene i at have den flotteste 6-pack eller at være mest karriere-minded, så er det feminine gået fløjten. Det skrøbelige, det smukke, det stærke…

Det hævdes overalt, at kvinder og mænd er så uendelige forskellige. Det tror jeg ikke på mere. Vi er det kun, fordi vi gøres det….og fordi det forventes af den verden, der omgiver os.

Vi mænd er totalt forvirrede, for vores plads er blevet taget – den plads vi har haft i mange tusinde år – der sidder en anden på den, og vi kan ikke finde en ny.
I kvinder er totalt forvirrede, for I sidder på den plads vi mænd havde i så mange år grundet et religiøst overherredømme, og selvom I nyder den nyfundne magt, så søger I stadig efter den uansvarlige, lidt farlige, jeg-ved-bedst, supertyren, den trofaste, den bløde, hjemmefyren, ham der siger ja, tøffelhelten…..og I finder ham aldrig, for han findes ikke….men nogen af hans afarter går forvirrede rundt og leder efter en plads, en ny placering i livet….alt imens traditionen om troskab og monogami spiller mænd og kvinder det sædvanlige puds og fører par efter par ind i lidelse.

Hvis du har læst nogle af mine andre blogs, så ved du, at jeg ikke tror på ”den eneste ene”, troskab som begreb eller på monogami generelt. Du ved også, at jeg derimod tror på lyst, på respekten for hinanden og for kun at være sammen, fordi lysten til lige netop det vedstår….og at alle burde tage deres forhold op til revision hver 3. måned og vurdere, om de har lyst til at fortsætte….og ifald dette ikke er tilfældet for begge parter, så gå fra hinanden og nyd livet på anden vis…med en anden.

Det kan da godt ske, at manden, der kalder sin kone for ”Mor” er glad og tilfreds…og at hun nyder den status.
Det kan da godt ske, at manden der ringer og spørger om hjælp har det fint med at slippe tøjlerne og lade en anden være alene om at føre skibet.
Det kan da godt ske, at det ikke spiller den store rolle, om man går i evig frygt for at blive skældt ud af kæresten, og at blive tiltalt som en hund.
Det kan alt sammen godt ske….men set i relation til den vej vores tilværelse går, at flere og flere lever alene og at folkene bag diverse dating-sider scorer kassen på at sælge glansbilleder….sælger billedet af det lykkelige liv (for det er kun det det er, et billede)…..så må et eller andet gå i den gale retning, for lige så lidt som jeg kan handle ind på ønsket om mange penge, så kan jeg heller ikke leve mit liv i drømmen om billedet af det gode liv

Der er en grund til at det kaldes mønstre, for mønstre består som oftest af gentagelser i en eller anden form for genkendelighed….og den genkendelighed gør os trygge, og derfor søger vi den, men mønstret fastholder os også i noget der ikke virker, men fordi tradition og opvækst byder os at vedholde disse mønstre, så formås det ikke at bryde dem, og derfor scores der gigantisk summer på at sælge drømmen om illusionen ”den eneste ene”, ”du og jeg”, ”vi to”, ”os”!!!

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at sådan vil jeg ikke leve. Aldrig mere. Jeg lever på ingen måde livet fuldt ud, jeg tænker ikke dybe tanker og higer og søger ikke i gamle bøger….og mange ting i mit liv kunne forbedres….og det sker også…måske….hvis det er meningen, at det skal ske, men i hvert fald er mine mønstre blevet brudt. Ikke alle og ikke lige godt, men noget er sket, og det føles positivt og giver mig glæde og lykke i livet – og så kan jeg jo ikke gøre andet end at kigge nysgerrigt på den verden jeg oplever og sørge for at stille spørgsmål hele tiden…..at være nysgerrig og tvivlende.