Mit først indlæg omhandlede parforholdet (hvilket måske også er lidt gældende for dette), og det er jo et emne, man virkelig kan skrive sig varm på. Hvor er der dog rigtig mange tanker omkring netop det at være to sammen…at blive til et “vi”, og de udfordringer og kvaler som netop denne søgen kan bibringe.
Denne blog omhandler ikke tanker om “vi’et”, men kom til mig i en motorvejskø på Fyn i går eftermiddag, da jeg overhørte en telefonsamtale mellem en kollega og hans kæreste. Den fik mig til at undres og glædes.

På turen mod Odense tidligere, havde min kollega meget entutiastisk fortalt om en oplevelse, som han og kæresten havde prøvet aftenen før. “Onsdags De Luxe” på Hotel Vejle Fjord. Et arrangement der inkluderede en middag og nogle timer i de termiske bade, som de har der – både indendørs og udendørs. Han var meget begejstret. Nakkemassage, varme sten, sauna…..Wellness….og så en onsdag aften…og for kun 650,-. De havde fundet en barnepige og for en gang skyld var det lykkedes dem at komme ud på egen hånd, noget der ellers aldrig lykkedes for dem. Han indrømmede, at de sjældent fik taget sig sammen til at være alene sammen, at det hele gik op i børn og hverdag, men i går var det altså lykkedes for dem og dejligt havde det været.

Uha….jeg har en rigtig god ven, der synger samme sang. Han er gift og har to børn – og hvor lider de to voksne under aldrig at mærke hinanden, aldrig at være alene sammen, aldrig at være “elskende”, men altid lege “far, mor og børn”. Tænker nogengange på, om mange “par” reelt har glemt, hvordan det er at mærke hinanden. Deres indbyrdes relation er så sovset ind i de historier, som deres forhold er baseret på og styres af. Historier der af helt åbenlyse grunde ikke kan være andet end netop “historier” og altså forestillinger baseret på en ide om, hvordan han eller hun er og agerer i bestemte situationer. Der sættes så mange etiketter den anden, at denne forsvinder i mængden. De er så optaget af at reagere i forhold til disse historier, at de slet ikke mærke hvad der faktisk sker….ideen om en historie overskygger det faktiske…..tror jeg. Det er udelukkende noget, jeg lige nu sidder og tænker, og måske har det slet ikke hold i virkeligheden, og bunder i nogle helt andre ting…måske….men uanset hvad så er det synd for disse “par”, at de glemmer at nyde hinanden og nuet. Har aldrig været i et parforhold længe nok til, at det blev et reelt problem for mig…eller for det “os” der skabtes, så hvad ved jeg egentlig?

Nå, men i hvert fald lagde min kollegas beretning ligesom op til, at ham og kæresten havde haft en skøn og varm aften, og derfor blev oplevelsen senere så meget desto mere besynderlig.
Mødet vi var til blev til næsten to timer, hvilket for mig er nærmest uudholdeligt. Møder på over en time er dræbende…så hellere to eller tre korte. Jeg bliver ukoncentreret og skjuler det meget dårligt…..og når jeg så samtidig havde en bagkant tidsmæssigt i aftes, så brød jeg ind i diskussionen lidt i 16 og afkrævede de deltagende parter nogle beslutninger og hjemad gik det. Min kollega havde samlet mig op i Vejle, så vi var kørende i hans bil.

Alt for mange biler på vejen ud af Odense mod motorvejen, og massiv kø, da vi endelig kom dertil. Helt stille stod den, trafikken. Intet skete, andet end at jeg kunne se tallene på min mobiltelefon (der har til formål at symbolisere “tiden”) gå alt for hurtigt og at min mulighed for at komme til Aikido-træning forsvinde lige så stille der på E20….
Min kollega kunne også godt se, at hans lovede hjemkomst kl. 17 ikke kunne lade sig gøre, så han ringede frisk op til kæresten derhjemme, og da samtalen foregik over bilens højtalere, kunne jeg følge den på nærmeste hold.

Første besynderlighed. Hun sagde ingenting, da hun svarede på opkaldet. Stilhed mødte os.
– Hej skat, sagde han, min kollega, hvilket blev mødt af et neutralt “Hva’ så?”. Det må være anden besynderlighed…at svare på den måde. Ikke at der er krav om måden at respondere på i forhold til at blive kald “skat” i en telefon, men stemmeføringen mindede om den jeg reserverer til den overstadige sælger, der insisterer på at kalde mig ved fornavn i hver eneste sætning.

(NOTE: Jeg har selv meget svært ved brugen af ordet “skat” i det offentlige rum. Det har jeg altid haft, og har altid frabedt mig at blive tiltalt på den facon….hvilket selvfølgelig får nogen til at insistere på netop at kalde mig det 🙂 – som oftest dog kun kvinder jeg kender, forstås 😀
Ordet er smukt, når det som en kærlighedsytring bliver anvendt intimt, som et billed på noget dyrebart og vidunderligt, men ofte oplever jeg det anvendt som en erstatning for at kalde “Gregers” for “Gregers” – “Gregers” bliver til “Skat”, hvilket medfører forvirring på en hvilken som helst familierestaurant, når alle børnene kalder på “Far” og kæresterne kalder på “Skat”….og alle vender sig og tænker “Hvem? Mig?”, og spilder derved ketchup på joggingbukserne. Ordet mister sin betydning…..)

Nå, men han blev ikke bragt ud af fatning – måske han var vant til det. Han forklarede situationen og konstaterede beklagende, at han altså ikke nåede hjem til aftalt tid.
Det “nå” som forklaringen afstedkom fik mig til at spekulere på, om det reelt var denne kæreste han havde nydt den foregående aften i selskab med, for hun virkede dælme godt nok indebrændt.
– Jeg er hjemme kl. 17.45, forklarede han. – Tager I ud os spiser?
– Nej, det kan vi jo ikke, når du først er hjemme kvart i seks!!
– Hvorfor kan I ikke det?
– Fordi det kan vi ikke!
– Nå…okay. Vi ses, skat
– Hej

Åbenbart skulle hun have spist med en veninde, og de skulle have mødtes kl 17……

Jeg blev helt skidt tilpas over at have overværet denne samtale, for sikke dog en ubehagelig måde at kommunikere på. Det mindede mig om mine genboer…hvilket aldrig har ført noget godt med sig.
Min kollega så fuldstændig upåvirket ud, og virkede ikke til at have gjort sig nogle tanker om, at jeg havde været med på en lytter. Han fortsatte snakken fra før opkaldet og det virkede ikke påtaget. For ham var der ikke sket noget usædvanligt….
Jeg har een gang tidligere oplevet et telefonopkald fra samme kollega til samme kæreste – men for et par år siden, og egentlig med samme resultat. Hun virkede sur og kort for hovedet….men måske er hun bare sådan i telefonen, og en helt anden vennesæl type, når man møder hende ellers….hvad ved jeg???

Jeg skrev i starten, at oplevelsen både havde undret og glædet mig.
Min undren går på at byde sig selv, at blive mødt på den måde. Måske er det kun sket to gange i alle deres år sammen og begge gange har jeg siddet i bilen og lyttet, men jeg tror det ikke. Det virker mere som måden der kommunikeres på generelt…..og det kan jeg kun glædes over ikke at være en del af og aldrig mere blive en del af – det er i hvert fald noget, der er helt 100% sikkert.