Den forventede følelse af alenehed indfandt sig som forventet, da jeg i dag omkring middag kom hjem efter to dage i Nølev til Sexfullness. En ganske vidunderlig oplevelse, dage fyldt med varme, intimitet, egne grænser, dybsindighed, refleksion, skønne mennesker og konfrontation med tidligere spøgelser – derfor titlen på dagens tekst.

Hvor er det forunderligt, hvordan iagttagelse skaber bevægelse. Hvorledes det at få øje på noget, forandrer dette. I dette tilfælde refererer jeg til min blog af samme navn (dog uden “vol. 2” forstås 🙂 ), hvor jeg blev konfronteret med min egen uformåen i forbindelse med at slippe kontrollen inden i mig selv, seksuelt. Jeg kan stadig ikke slippe kontrollen, og jeg kaster mig stadig heller ikke frygtløst ind i den tøjlesløse elskov, men i forbindelse med en øvelse her i weekenden af næsten samme art, kunne jeg denne gang orientere mig i den vildskab jeg var omgivet af. Den føltes ikke så overvældende, så intimiderende mere. Jeg kunne mødes med en skøn kvinde i en blid berøring, en tilstand af varme og nærhed, og så lade andre om at “give den gas” – uden at det på nogen måde påvirkede mig, for jeg kan mærke, at jeg har fået fat i roden på vildskaben. Siden jeg første gang måtte bide i græsset og erkende, at jeg her havde en stor udfordring at tage op, så har jeg virkelig undersøgt emnet, når muligheden har budt sig. Tilladt mig selv at “lade mig rive med”. Erfaret, hvordan kvinder reagerer i forbindelse med at jeg tager hårdere ved, at jeg slipper tøjlerne, kysser vildere….elsker vildere….og iagtagelse bevæger, så jeg har bevæget mig, og derfor var denne øvelse ikke på samme måde intimiderende på mig – jeg valgte helt afklaret bare endnu ikke at gå ind i den, for det er jeg ikke klar til…og heller ikke i stand til, forøvrigt, for det ville afkræve tilstedeværelse af en stiv lingam, sådan at kaste sig ud i tøjlesløs elskov, og det må jeg indrømme ikke var en mulighed. I det sekund øvelsen gik i gang, lagde den sig ned og nægtede at rejse sig, men i stedet for at lade mig påvirke af det – noget som for blot et år siden ville have sendt mig ud i vild panik og præstation, så blev jeg i det der var og nød nuet…med slap lingam og en krop, der på alle måder var sprængfyldt af lyst.
En lille sjov ting i den forbindelse. Da gong’en lød og øvelsen stoppede, lå jeg i tæt omfavnelse med to kvinder. Vi lå bare og mærkede nuet, hinanden og varmen omkring os. To skønne kvinder, hvor den ene havde placeret sin hånd omkring min lingam…..og bare lå, i tæt kontakt…..og nærmest i det sekund gong’en lød, hvilket indikerede at øvelsen var slut, så rejste jeg flag på fuld kraft inde i hånden på hende der lå med mig i hånden.

Spørgsmål: Giver det måske ikke lige årsag til en undren her? Noget der med fordel kunne iagttages og undersøges. At i det øjeblik at “forventningerne” fjernes, så rejses lingam…og det endda selvom der ingen forventninger var tilstede andet end inde i mig – dybt inde, for jeg var ikke selv bevidst om dem, og havde ikke bevidst opsat dem….men noget i mig skabte disse, hvilket medførte ønske om præstation (og derfor -angst), og så lægges lingam til ro. Jeg er sikker på, at alle mænd kan nikke genkendende til dette, men hvor det er et stort problem i mange situationer (jeg har selv oplevet disse og frustrationerne der følger med), så undersøger jeg blot fremover fænomenet med nysgerrighed og undren….og måske jeg en dag kan observere og lægge det fra mig….måske……og ellers….nåja, så styres graden af min maskulinitet jo ikke af vinklen på min lingam, så betyder det egentlig noget…tænker jeg……hmmmmm…..ikke derfra hvor jeg sidder og i det miljø, hvor hændelsen observeredes….så betyder det noget? Ikke det fjerneste…..andet end at jeg ikke lige der kunne deltage i den del af øvelsen….men så kunne jeg noget andet, for jeg har jo andet end en lingam at undersøge med…..

Hvor var det forøvrigt også fantastisk at opleve, hvordan et tema opbyggedes igennem dagene, og hvordan alting på smukkeste vis altid kunne henledes til netop dette tema. Vi mødtes fredag morgen og noget af det første vi kiggede på, var forskellen på “Ide” og “Hvad der faktuelt sker”. Hvordan en “ide om noget” ofte overskygger det faktiske der sker og derfor bringer os ind i lidelse. “Når hun rører mig på den måde, så bør jeg få rejsning”….bang! Direkte ind i en forestilling om noget der “burde” ske, men som ikke sker, og fordi jeg har en ide om, at sådan “burde” det være”, så glemmer jeg det der faktisk sker, så glemmer jeg at sanse mig selv, at være i kontakt med mig selv…så bliver jeg “ude af mig selv” og det kan ikke føre noget godt med sig….i hvert fald fører det ikke en rejsning med sig, hvilket blot forstærker min “ide”….
Dette tema vendte vi tilbage til gang efter gang, og sikke mange “ideer” der skabes i sådan et rum, hvor 6 mænd og 6 kvinder undersøger alle grene af intimitet og seksualitet. Hvor var det fantastisk igen og igen at blive gjort opmærksom på, hvor nemt det er at ende i en “ide”….at få øje på ideen og stille sig selv spørgsmålet om, hvad der faktuelt skete i stedet. At iagttage og få øje på, bevæger, så det at arbejde med at få øje på “virkeligheden” bag ideen, synliggør baggrunden bag noget af den lidelse vi gang på gang påfører os selv som mennesker…..og det er da voldsomt interessant….åh, hvor jeg glæder mig til nogle dage med “Systemisk Forståelse” i den kommende weekend….det er så berigende at blive konfronteret med sin egen uformåen….så bevægende….og har lige læst en meget smuk metafor, som jeg lige vil dele her også – tusind tak til Maria for denne – hvor hun beskriver, hvor vigtigt det er at få fat i roden på træet i stedet for altid at sætte grene på et rodløst træ, hvilket jo netop er hvad det at kigge bag illusionen (ideen) netop tilsiger….få øje på roden, at gribe om den. (Min fortolkning, ikke hendes)

Jeg mødte også en gammel bekendt i løbet af weekenden, een som jeg sjældent ønsker at møde, men som dukker op i tide og utide…og sjældent bibringer andet end uro og tænders gnidsel…..jeg mødte “den gamle Max” – ham fra fordums tider, den usikre og “ude-af-sig-selv” fyren….ham kan jeg ikke lide, men i stedet for at lade mig påvirke negativt af ham og alle hans ubrugelige ideer, så bliver han nu iagttaget og vurderet – og med sikkerhed fundet for let….for kun på den måde kan jeg for alvor pakke ham væk, lågge låg på og makulere ham stykke for stykke, således at han tilsidst forbliver væk. Et minde om en svunden tid, noget der kan trækkes på skuldrene af og glædes over ikke er mere.
“Den gamle Max” inviterer ikke af frygt for at blive afvist. Han har travlt med at være alle andre steder end i sig selv. Han går lidt uroligt rundt og virker udadtil rolig og fattet, men er nervøs og usikker indeni – afventer en ønsket reaktion fra den anden, og agerer ud fra denne, hvad enten reaktionen er ønsket eller uønsket…og opfinder på et splitsekund en plausibel undskyldning for at kunne acceptere den uønskede reaktion. I dette tilfælde blev der opfundet et “hensyn” til en anden, som ville kunne blive såret, hvis “den gamle Max” fulgte sin lyst….altsammen i stedet for at sige rent ud, hvad der faktisk føltes, nemlig en altoverskyggende lyst til nærvær og elskov med en bestemt person…..og først da vi dagen efter kom til at snakke om dette i relation til nogle helt andre ting, opdagede jeg faktisk, at jeg havde haft besøg at “den gamle Max”, at han atter havde sneget sig ind og åbnet for de gamle vaner……og hvor er det befriende at få øje på rænkespillet, på de ubrugelige hensyn (hensyn = ide)….at klæde de gamle vaner af og nøgternt betragte dem i deres nøgenhed…udstille dem……mærke bevægelsen i mig søge væk fra dem. Jeg bliver med sikkerhed indhentet af dem igen….det er uundgåeligt….men måske får jeg øje på dem næste gang. Måske inviteres “den gamle Max” ikke indenfor næste gang, måske opdages han og sættes på porten…ud i regnen, i kulden….i glemslen…..måske konfronteres han med “det der faktuelt sker” og det kan han ikke hamle op med og må opgive ånden…..forsvinde…..måske….