Egentlig startede denne blog ud som nogle tanker om “tid”, men jeg kunne mærke at noget omkring “masker” trængte sig på, mens jeg sad og skrev om tiden, og disse tanker har jeg lagt først i bloggen….uden anden grund end at der blev de skrevet, da jeg skrev dem…så to emner denne gang.

Jeg har lige oplevet den smukkeste weekend ved Vesterhavet i selskab med en vidunderlig kvinde. En weekend med brændeovn, fantastisk mad, ditto selskab, varme, nærhed, elskov, badning i Vesterhavet (første gang nogensinde for mig) og fuldstændig åbenhed. En weekend uden filter, uden forventninger, uden bindinger og projekter. En weekend som stadig sidder i mig og lige nu får mig til at smile.

Hvor er det vidunderligt ikke at gemme sig. Jeg synes egentlig, at jeg er blevet ganske god til at tone rent flag, vise hvem jeg er og være i kontakt med mig selv og mine følelser, men mon ikke der alligevel altid er en smule maske involveret? Mon ikke altid der “passes lidt på”?? I hvert fald i forhold til “den gamle virkelighed” – den verden jeg udelukkende befandt mig i indtil for et lille år siden, da jeg oplevede en ny verden, den tantriske verden, med al dens anderledeshed, smukhed, åbenhed og virkelighed, og som jeg har ladet mig opsluge af, og derfor nogengange føler mig lidt som en gæst i den “anden virkelighed”. Føler mig som beskuer til noget helt velkendt og naturligt…men samtidig kan jeg mærke at forundringen over at kunne “se” eller “erfare”, hvordan nogle af de tidligere så naturlige mønstre eller systemer findes alle vegne og aldrig før har været årsag til videre eftertænksomhed, men som nu får mig til at glædes over, at jeg i hvert ikke selv mere er en fuldgyldig del af disse systemer….at jeg har fået øje på faldgrupperne og angsten der gennemsyrer disse….og føler mig i stand til at kunne navigere i disse, når de prøver at trække mig ind i deres velkendte system med løfter om kærlighed og tosomhed, og behændigt skjuler de lidelser der uvægerligt vil følge i forsøget på at være “noget for nogen”.
Hvor er det vidunderligt at kunne være uden maske. Det oplever jeg oftere og oftere. At masken ryger og at det blever nemmere og nemmere at pakke den væk, men hvor er det også interessant således at få øjnene op for, hvor megen maske der findes i hverdagen, i verden omkring os – sikkert ikke noget nyt for nogen, ikke engang for mig, men det gik op for mig i dag og derfor skriver jeg dette.

Efter en weekend helt uden maske. En weekend, hvor alt bare skete i nuet, og hvor impulserne rådede – og hvor tiden var uden betydning (kommer jeg til senere). Hvor der blev grinet, grædt lidt (åh jo, det var det også plads til), holdt om, åbnet og elsket, så var det noget af en anden verden der mødte mig i Fitness World i eftermiddag…..
Nu er det jo nok en kendt sag, at netop et Fitness Center opfordrer til dyrkelse af både ego og selvforherligelse – og på den konto svælges der i masker, hvilket blev så tydeligt for mig i dag, måske fordi jeg netop havde oplevet i længere tid at være uden, så blev den massive tilstedeværelse af disse så meget desto mere åbenbar.
Jeg har faktisk materiale til en længere blog omkring netop oplevelserne i Fitness Centre…og på et tidspunkt får jeg taget mig sammen til at få den skrevet.

Nu er jeg kommet i sådanne centre i 30 år, så det er ikke nyt for mig, men det var bare så tydeligt i dag. Unge fyre der brugte mere tid på at kigge på sig selv i spejlene end reelt at anvende vægte. De samme unge fyre, der – på bedste paradevis – spankulerede frem og tilbage og spejdede rundt i lokalet, mens de skruede låget på vandflasken af og på. Som haner i et hønsehus viste de sig frem. Stolte, rette i ryggen, næsten bagoverbøjet, med god plads under armene og i stramt tøj og tjekket hår, travede disse gutter hvileløst frem og tilbage – “se mig”….det var så tydeligt at de ville vise sig frem. Når de mødtes med mellemrum på deres vej rundt i lokalerne, med vandflasken som den selvfølgelig følgesvend, så slog de nogle ord af med den anden. På intet tidspunkt kiggede de på vedkommende, som samtalen eller ordvekslingen forgik med, øjnene søgte rundt i lokalet, faldt på unge og gamle, kvinder såvel som mænd….”se mig”…..sagde blikket og de huskede at rette kroppen lidt mere op og trak maven ind…lidt mere…..og fortsatte den hvileløse vandring….”se mig”…..åhhh…jeg husker noget af det selv. Musklerne der voksede, ønsket om at nogen skulle se dem og imponeres.
Masken – i form af en veltrænet krop – der indgød selvsikkerhed, men – som i mit tilfælde – skjulte en frygtsom lille dreng….Masken, der med årene blev til en borg at gemme sig i. Med hængebro og solidt murværk, som sikkerhed mod indtrængen…..Det var maskebal i dag, og alle var inviteret. Mange kom som nogen andre, er jeg sikker på, eller som nogen de gerne ville være….og andre kom uden ret meget…blot for at mærke sig selv og livet, sådan en dejlig søndag…..men masker var der mange af.

Tiden….som tidligere nævnt kredsede mine tanker om “tiden” i dag….”Tid” som begreb, som vane, som “fængsel”.
Hvor er det mærkeligt, som “tid” styrer “liv”. Jeg har aldrig tænkt på det før, men efter at have oplevet fraværet af “tid” på adskillelige moduler på Mahamudra Institutet og ligeledes i denne skønne weekend, er det gået op for mig, hvor vigtigt det er nogengange ikke at pakke “tiden” med i kufferten, når man får muligheden for at lade den blive hjemme…at mærke fraværet af “tid” er så uendelig livsbekræftende.
“Tid” bestemmer alt – hvis altså den får lov, hvilket den normalt gør…..”Tid” herser og regerer, gør den. Den bestemmer over “liv” – mit liv, dit liv…alles liv, og vi byder den velkommen. Nogen har endda pakket “tid” ned i en lille kasse og bundet denne på armen, som en hyggelig lille “armlænke”.
– Se, siger man, – se, som tiden går. Nu er klokken 18. Så skal vi spise.

Når tiden ikke inviteres med, forandres livet. Det bliver lettere og mere enkelt. Livet indretter sig efter kroppens signaler og ikke efter en foruddefineret cyklus, hvor placeringen af nogle visere dikterer om man er sulten eller ej. Fraværet af tid skaber naturlighed og balance. Jeg elsker fraværet af tid. Kan godt se nødvendigheden af denne i hverdagen. Den er uundværlig, er den, tiden, såfremt at vi skal kunne regne med noget og mødes til aftalte tidspunkter. Uden tiden ville vi alle komme for sent og ingen ville kunne regne med noget….men derfor behøver vi jo ikke at tage den med alle steder…! Derfor behøves den ikke altid at blive inviteret med, men kun være en irriterende faktor i forbindelse med afbrydelse af fraværet….når den finder ej ind i livet igen, fordi “virkeligheden” banker på.

Jeg elsker at lade tiden være uden betydning. At slippe bindingen til den….for så længe “tid” er en faktor, så kan “nu” ikke mærkes….det “nu” vil altid være betinget af den “tid”….og et betinget “nu” er ikke tilstedeværelse…sådan rigtigt.

Jeg oplevede i denne weekend, at “tiden” var betydningsløs. Intet kunne være mindre interessant end “tiden”. Dagene forløb uden at tiden blev inviteret indenfor. Der spistes frokost når sulten opstod, og aftensmad et godt stykke tid efter, at mørket havde sænket sig og brændeovnen var blevet godt gennemvarm – udelukkende fordi sulten meldte sig….
“Tiden”…den var lige så uinteressant som nyhederne i TV eller “Vild med Dans”…..”Nu’et” derimod blev opdaget, oplevet og optimalt udnyttet i fuldt nærvær….og når vi lagde os for at sove var det ikke dikteret af tal på en smartphone, men fordi kroppen tilsagde hvile efter en begivenhedsrig dag med mange indtryk, lige så mange udtryk og fordi den havde sat så utrolig mange aftryk…..
“Tid” er umuligt at undgå, men hvor skabes der frihed, når den undværes…….