Jeg har været lidt trist i denne uge, siden søndag faktisk, der har jeg været lidt trist, og det ligner mig ikke.
Jeg skrev om de følelser jeg kæmpede med efter mit Retreat i weekenden i min forrige blog – tomhed, lyst og sårbarhed, og hvor de to første var forventede og håndtérbare, så overraskede den sidste mig og har givet mig grund til eftertanke.
Tomheden forsvandt ret hurtigt og lysten…nåja, lysten har jeg stadig glæde af og nyder den i fulde drag – og den ligger helt fremme i første række og der skal næsten ingenting til, førend jeg mærker dens absolutte nærvær – en berøring, et vindpust, et blik er nok til at få den til at buldre og bruse indeni mig.

Fornemmelsen af at kunne græde – sårbarheden – har fyldt og er faktisk først nu i dag, blevet taget rigtig fat om og håndteret. Den er i dagene her blevet iagttaget og vendt og drejet, men idet jeg ikke har kunnet kategorisere den eller forklare den for mig selv, så har jeg heller ikke helt kunnet slippe den….og derfor min udefinerbare følelse af tristhed…eller ugladhed, hvis det er et mere sigende ord.

Jeg havde en kaffeaftale med min smukke peruvianske Aikido-trænings-psykolog-ph.d skrivende-veninde i dag, kalder hende for “B”…og ja, hun er alt dette, og så meget mere, og jeg elsker vores små snakke. Har nævnt hende tidligere, mener det var i min blog om seksuelle energier.
Vi mødtes i dag kl 15 inde i Nørregade i Aarhus – Løvens Bog- og Vincafe – et sted jeg aldrig havde været før, men som jeg bestemt skal forbi igen snart. Virkelig en perfekt erstatning for den nu lukkede “Sigfried’s Kaffebar” under boghandlen Vanggaard’s Boghus. Samme hyggelige atmosfære og muligheden for at lade fingrene glide hen over gamle og nye bøger, at lade blikket vandre og nysgerrigt trække en bog frem og lure lidt i pauserne eller mens man venter….og ja, jeg elsker bøger og læser rigtig meget 🙂

Vi fik vores kaffe og da jeg blev adspugt om, hvordan jeg havde det, forklarede jeg hende lidt om, hvordan jeg havde haft det siden søndag og ligeledes fik hun et fyldigt resume fra mit Retreat ved Mahamudra. Jeg forklarede lidt om øvelsen, der havde til hensigt at sætte fokus på den mandlige sårbarhed. Jeg forklarede lidt omkring de følelser der gik igennem mig i den tid, hvor jeg lå i fosterstilling, med bind for øjnene og ventede på at blive mødt på min ø, og ligeledes om hvor dejligt det så var, når en kvinde lagde sig tæt ind til mig og mødtes med mig. Hvordan ønsket om at åbne op ligesom boblede op og automatisk strakte kroppen ud fra fosterstillingen. Trygheden i at blive mødt og holdt om.

Vi begyndte at bore lidt i det med at ligge i fosterstilling, og den association der herved gives til de ubevidst trygge minder i tiden som netop foster, hvor alting er uhyre enkelt, varmt og trygt, og utrygheden ved netop at blive født, presset ud i verden. På mange måder søger vi som mennesker efter denne tryghed igennem hele livet – i den ene eller den anden form. Tryghed har mange ansigter og mange former, men vi søger den, gør vi, trygheden.

Kunne der mon være en forbindelse her, spurgte hun mig? Kunne tristheden, der ramte mig efterfølgende, bunde i et savn, en følelse af forladthed, det umulige i nogensinde igen at finde trygheden i relation til mine forældre, der jo begge er døde inden for kort tid. Kunne øvelsen have berørt den fornemmelse af ensomhed, som tabet af mine forældre har skabt, og som stadig fylder i mit hjerte, her to år efter???

Med frygt for at gribe efter halmstå her, så må jeg erkende at ideen virker plausibel. Den lagde sig stille til ro indeni mig og føltes rigtig og ægte. Den giver mening. Jeg kan stadig blive grebet af melankoli (ja, intet mindre), når jeg kører forbi mine forældres tidligere lejlighed, eller når lysten til at ringe til dem dukker op, og jeg tavst erkender, at den mulighed uigenkaldeligt er forbi.

Kombinationen af at komme hjem til et tomt hjem og samtidig at have været i berøring med noget sårbarhed, liggende nøgen i fosterstilling med bind for øjnene, kan uden tvivl godt have skubbet min følelse af forladthed frem i lyset og givet mig lyst til at græde, dog uden at lade mig vide hvorfor. Trygheden, i at have sine forældre, der forsvandt og gjorde min storebror og jeg til ældste generation…..hmmmm…..tjahhh, i hvert fald løftedes den lidt trykkende fornemmelse jeg har haft i brystet sig…..og er ikke kommet tilbage….så enten hjalp det mig blot at tale om det, eller også var der en sandhed i ideen.

Nu er det onsdag aften, og jeg føler stilhed indeni, men den er lettere end i søndags, stilheden, og jeg er endnu engang blevet en lille smule klogere på mig selv, hvilket er en dejlig fornemmelse.