Søndag eftermiddag, snart søndag aften.
Stilhed hos mig, både omkring mig og inden i mig.
Stilhed, og i stilheden lytter jeg….undersøgende.

Min weekend har på ingen måde været stille. Den har stået på “Retreat” på Mahamudra Institutet, mit første af slagsen, og sikke en vidunderlig weekend det har været – på alle måder. Pirring af alle sanser, på mange planer og i mange rum. En weekend i lyst og kærlighed, med en masse smukke mennesker og en følbar åbenhed. 20 mennesker i to dage – og nu….stilhed og eftertanke.

Jeg bliver næsten altid…nej, omformuleret…jeg bliver ALTID ramt af “virkeligheden”, når jeg kommer hjem fra weekender hos Mahamudra. Tomhedens virkelighed er altid meget mere omklamrende, når dens modpol har været så synlig og så meget in-my-face i nogle dage. Tomheden er ikke dårlig eller negativ – den virker godt for mig i hverdagen og i mange situationer, og er selvvalgt. Jeg nyder mig eget selskab og har altid gjort det. Har altid nydt roen og stilheden omkring mig, men derfor kan dens realiteter godt virke lidt overvældende sådan en dag som i dag.

Som jeg skrev til en dejlig kvinde:
“Jeg føler mig ramt af sårbarhed, lyst og tomhed. Jeg har lyst til at græde, men ved ikke hvorfor, har vildt lyst til at elske, men ingen omkring mig at elske med, og mærker tomheden efter et par intense dag….jeg undres..”

Stilhed. Inden i. Jeg lytter og undersøger, for det er da lidt interessant, for ikke at sige meget interessant.

Sårbarheden, den mandlige sårbarhed var et tema på “Retreatet”, og måske blev jeg alligevel ramt i min kontakt med denne, for kontakten var der, den er ikke langt væk fra mig, for jeg er ikke normalt bundet af en forestilling om, at jeg ikke må vise svaghed overfor andre, så jeg er bekendt med min sårbarhed, så øvelsen var ikke svær, men jeg mærkede dog alligevel frygten for fravalget i øvelsen, der forgik med bind for øjnene. Jeg lå alene på en “ø”, og måske fik jeg besøg af en kvinde, måske to, måske flere….måske ingen. Måske kom jeg til at ligge alene, i lang tid…fravalgt…eller i hvert fald ikke tilvalgt. Det var en forbløffende følelse, og værd at tænke nærmere over.
Den var spændende, øvelsen, og det var spændende at følge de følelser der strøg igennem mig, når jeg lå alene og jeg kunne høre, at omkring mig var rigtig mange IKKE alene, nogen var tilvalgt og derfor – på samme konto – var jeg i det nu altså fravalgt…..hvilket selvfølgelig er noget være sludder, for det at træffe et valg i forhold til at mødes med en anden person, betyder jo ikke et fravalg af mig – i så fald kunne resten af verden tillade sig at føle det samme som jeg, for den var jo også blevet fravalgt….
Sårbarheden ramte mig, da jeg kom hjem. Som jeg skrev, så gik jeg i lang tid rundt med lysten til at græde, men uden af vide hvorfor. Det var en meget mærkelig følelse. Måske – som svaret var, da det kom retur – behøves der ikke noget grund til at græde? Sårbarheden er jo tæt på netop gråden, så måske var følelsen helt naturlig? Følelsen af at kunne mærke gråden uden af vide hvorfor.

Der er stadig stille inden i mig. Jeg er stadig meget i min lyst, og nyder den lette summen i min krop. Jeg fandt ro i at bringe lidt orden i min have, har med sikkerhed beskåret mine buske på en måde, der vil give enhver gartner eller anden med blot et gran af viden omkring netop beskæring af bærbuske mareridt i årene fremover….der findes regler for beskæring, det ved jeg, men spørg mig lige, om jeg på nogen måde tillægger disse nogen værdi? De skulle ned med nakken, vejret var godt – ingen ved hvornår det sker igen, så den store grensaks fik frit slag og væk er buskenes pryd, og de må så til næste år vise deres vilje til at vokse igen…eller lade være….:)

Søndag eftermiddag, snart søndag aften.
Jeg mærker stadig både tomheden, sårbarhden og lysten i mig, men på en mindre besiddende måde. De summer og gør lidt væsen af sig, men de larmer ikke mere og giver plads til stilheden, og i stilheden kan man lytte og undersøge…..