Dette emne har fyldt meget i mig siden jeg skrev min seneste blog – den omkring mødet med nogle par på en bar, hvor frygten for partnerens reaktion afholdte den anden part for at udleve nogle ønsker (Tanker om parforhold, vol 2), og jeg kan ligeledes læse mig til, at emnet i det hele taget fylder rigtig meget på FB og i andre grupper, og da jeg ikke rigtig har kunnet lægge emnet fra mig, så må jeg skrive lidt, og på den måde tømme hovedet.

Jeg gik for det første og tumlede lidt med selve begrebet – utroskab. Hvor mon egentlig det stammede fra, og var det mon overhovedet religiøst betinget, tænkte jeg…eller havde religionerne blot gjort hævd på det ad åre(?), så ind og søge lidt på dets oprindelse, og ifølge “Den store Danske” (og altså ikke Wikipedia, som jeg normalt ikke ynder at bruge som valid kildehenvisning), så er begrebet 100% religiøst funderet, hvilket er en smule overraskende, for modpolen, altså troskab, er ikke religiøst, men oprindelig en forventning som en herremand kunne have overfor sine livegne eller bønderne underlagt hans len….men hvis denne troskab ikke blev opfyldt, var disse ikke utro, men derimod måske blot nogle niddinger, der frit kunne aflives efter forgodtbefindende, så utroskab er altså religiøst, og ifølge “Den store Danske” er definition på ægteskabsbrud eller utroskab: Det samleje, som en ægtefælle har med en anden end sin ægtefælle.

I ældre sprogbrug og i bibeloversættelserne før 1992 betegnedes ægteskabsbrud som hor. I Bibelen er forbuddet mod ægteskabsbrud et af De Ti Bud. Såfremt en mand havde samleje med en anden mands hustru, skulle de efter mosaisk ret begge lide døden (3.Mos. 20,10 og 5.Mos. 22,22). Tjuhej, hvor det går.

Okay. Altså kræver det både, at man er religiøst sammensplejst til eet kød (altså ægtefolk. hvilket bør få mange til at ånde lettet op, for så gælder reglerne jo ikke for folk, der blot bor sammen), og endvidere tilstedeværelsen af et samleje, og så er kys og oral-sex jo på ingen måde at kategorisere som utroskab…tænkte jeg….meeeen så alligevel ikke.

Definitionen på et samleje: Sammensat af to ord – at dele “samme leje” (samleje)…hvilket jo giver en lidt anden betydning end den gængse, hvor “samleje” ofte tiltænkes friktionssex….men egentlig er det nok at sove sammen, eller blot at ligge sammen, så træder benævnelsen i kraft og de kan begge slås ihjel af den forsmåede part. Det er grove løjer.

Hmmm…øv. Hele min oprindelige ide om at pille begrebet fra hinanden, således at jeg overlegent kunne udstille hele den bombastiske snak omkring “utroskab” som værende misforstået og ude af proportioner i relation til at få en Tantra-massage – for det hele bunder jo i den tanke, baseret på netop den oplevelse, at den unge kvinde nævnt i den forrige blog, jo netop ikke “turde” få en massage, for så ville båtnakken hun er gift med, råbe “utroskab” og i bedste fald forlade hende, i værste fald blive total gammel testamentrisk og kræve Mosaisk Ret og jage hende fra gården kun iført særk (for det var også en mulighed), hvorefter jeg (ifald jeg var den formastelige massør) enten ville miste hovedet eller lide en bod af en anseelig størrelse….den ide er netop faldet til jorden, for om noget, så ligger man sammen i en Tantra-massage. Man ligger rigtig meget og jf. de teologiske termer, så må man siges at dele samme leje, selvom der jo ikke finder en besvangrelse sted, altså ingen Lingam i Yoni….altså ingen “samleje” jf. de mere moderne termer…..med mindre igen, at der tilbydes Yoni-massage MED Lingam….for så lyses man i band, mænd med skæg vil kigge strengt på begge parter og nogen vil kaste den første sten….Hillemænd…det er ikke nemt.

Men hov…man skulle jo være “ægtefolk”….og dem har vi sørme da heldigvis ikke mange tilbage af som situationen er. Mange har prøvet at stå overfor manden i sort, ham med pibe-kraven og den blege hud, og sværge troskab “til døden dem skiller” – for herefter at lade sig skille efter kortere eller længere tid (uden af døden på nogen måde var indblandet).

….øj, jeg er vist ved at miste grebet om denne blog. Må hellere skifte retning. 🙂

Hvorfor findes begrebet “utroskab” overhovedet? (Nyt tema… 🙂 )

Hvorfor er det så vigtigt for os, at lige præcis på den seksuelle front, at der skal vi holde igen i forhold til at elske andre? Vi kan elske vidt og bredt på alle andre fronter – uden undtagelse. Elsk dig selv, dine børn. Elsk din hund. Elsk naturen. Elsk livet – men når det kommer til det vigtigste af det hele – nærheden, ømheden, intimiteten, elskoven…..så elsk også det, men kun med mig (?)…ellers jager jeg dig fra gården kun iført særk og rykker hovedet af ham skjalden, der formåede at gøre dig lykkelig for en stund (hvilket jeg ikke kan, og derfor skal han dø)

Ifølge flere evolutions psykologer opstod denne besidderiskhed i forhold til hinanden i forbindelse med overgangen fra jæger/samler-samfundet til landbrugssamfundet. I og med at man som agerbruger begyndte at hegne områder ind, at gøre hævd på disse, og om nødvendigt at forsvare disse med brug af vold og magt, så kom dette til at gælde for alle dele af livet. Man ville pludselig eje ting, have magten (og æren i al evighed, amen). Hvor man før – ifølge kloge mennesker – have deltes om alting, og alle gladeligt gav sig hen til flere forskellige og derved løste mange konflikter før de reelt opstod (tjek lige Bonobo-abernes tilgang til konflikløsning) – og disse aber er iblandt nogle af vore nærmeste slægtninge, (nogle vil måske endda postulere, at de har en moster eller en fætter, der rent faktisk ER en Bonobo-abe (i hvert fald af udseende)), så måtte ingen pludselig deles om noget mere, men nogle få ville eje alt…og med rå magt kom de også til det.

Kan man overveje, om begrebet er opstået herefter – altså “utroskab”? At de mænd, der har opfundet religionen har ladet sig inspirere af deres samtid, kigget på normerne og så indskrevet reglen om man ikke må begære en anden mands ejendom (herunder hans viv), for på den måde at forsøge at opretholde den gode ro og orden i forhold til den besidderiskhed, der nu engang var fremherskende?

Hvorfor er det ellers så vigtigt at have eneret på noget så naturligt som det at elske med hinanden??
Hvorfor er det så utrolig svært for mennesker at være monogame, hvis det er naturligt for os (er tidligere omtalt i min første blog om parforhold)?

Frygt og tvivl! Kan det bero på andet?
Jeg var inde på begge begreber i min sidste blog. Frygten for at miste, frygten for at blive fravalgt til fordel for en anden. Frygten for at der kommer tvivl ind i forholdet, tvivl omkring, hvorvidt det eksisterende skal bestå – ikke hvorvidt det BØR fortsætte med at bestå, men OM det skal fortsætte med at bestå, for tænk hvis hun/han forlader mig, tænk hvis det kendte forandres og jeg skal til at se mine egne fejl og mangler, min egen uformåen, i øjnene i den proces der uvægerligt vil igangsættes, hvis man pludselig bliver alene og begynder at kigger indad…ikke at man nødvendigvis griber chancen for at kigge indad, for det kan godt gøre ondt, og vi søger som mennesker altid ubevidst at undgå det der gør ondt, så måske kigges der fortsat kun udad og det kendte søges, og de samme fejl gentages i een uendelighed, og man bliver trist og bitter….og klamrer sig krampagtig fast i det kendte, i det holdepunkt der udgør sikkerheden i ens liv, for hvis tvivlen tager bo i den anden, og hun/han pludselig opdager, at verden faktisk kan tilbyde en masse andet end blot TV3 og ligegyldigheder på stribe, så bliver man alene….og billedet af det sikre krakelerer og man skal igen til at barbere sig og bruge penge på duftevand og gøre sig interessant.

Kan “utroskab” bero på andet end angsten for at miste?