Nå, så er den gal igen. Nogle oplevelser her i weekenden har fået mig til at tænke, og når jeg tænker, så skriver jeg også gerne nogle af tankerne ned…og denne gang altså igen lidt omkring parforholdet. Et emne der optager rigtig mange, hvilket forskellige debatter på FB vidner om….og et emne som tilsvarende rigtig mange ikke begår sig så godt i (undertegnede inklusiv), og derfor lokker dating-sites med tomme løfter og man ledes gang på gang ind i lidelse….

Nå, men som jeg har nævnt tidligere, så er min tilgang til netop parforholdet vendt på hovedet i forbindelse med min indgng til tantraverdenen, og efter at jeg gjorde op med tidligere tiders selvfølgelighed i relation til monogami og den naturlige higen efter det angst-baserede forhold til en kvinde, og i stedet blot åbnede mit hjerte og fik kontakt til min lyst, så er mit syn på parforholdet blevet en kilde til forundring og nysgerrighed på en måde, som det aldrig har været før. Aldrig har jeg tidligere stillet spørgmål ved fundamentet i parforholdet, aldrig har jeg med skepsis kigget på det og vurderet det, dets væsen, dets dynamik eller statik, aldrig har jeg stillet spørgsmål til selvfølgelighederne, men istedet været ulykkelig over (nogen gange) ikke at kunne opleve at være en del af “os”, af “dig og mig og vi to” i stedet for altid at være “jeg”…men når jeg så oplevede “dig og mig”, “os”, symbiosen og dets byggen vægge omkring “os to”, således at intet ondt kunne vederfare os eller komme imellem os og derved skabe mulighed for “tvivl” i relationen, så har jeg alligevel ikke været helt i ro inden i, for pludselig mistede jeg min frihed og alting blev noget andet.

Frygten for tvivlen. Frygten for at der kommer tvivl ind i helheden. Tvivlen er altid blevet set som noget farligt noget. Religionens største fjende er helt sikkert “tvivlen” – Djævelen blev jo set som en, der fik mennesket til at tvivle på Gud (Den store tvivler), og på samme måde er tvivlen farlig i alle sammehænge, hvor en samhørighed, en ensretning eller en sammenspisthed opleves, for tvivl stiller spørgsmål ved emner, som ikke bør betvivles, for de danner grudlaget for troen på “sandheden” eller “det rigtige” i den overbevisning man nu engang vælger at tro på, hvadendten det er religion, politik eller ….nå ja, måden de vedtagne normer definerer begrebet “parforhold”, eller “ægtefolk” om man vil….gad vide om begrebet “uægtefolk” nogensiden er blevet vurderet….for det må vel være termen – teologisk – om folk der ikke er gift….(u)ægte-fælle, (u)ægte-mand, (u)ægte-hustru, (u)ægte-skab….(u)ægte tæpper…:)

Nå, men det var et sidespring (velvalgt i en blog omkring parforhold 🙂 ). Lad mig blot lige slutte “tvivlen” af med at sige, at for mig er tvivl noget af det mest givende og sunde et mennesk kan opleve, for tvivl skaber grobund for netop nysgerrighed, for lysten til spørgsmål, for muligheden for at se ting fra andre vinkler…tvivl skaber bevægelse, og bevægelse fører til frihed…friheden til at vælge, og først i det frie valg kan et menneske reelt set tage ansvar for sit eget liv…eller ansvar i det hele taget. Er det overhovedet muligt, tænker jeg, at “handle ansvarligt” indenfor en række udstukne rammer? Er noget sådan muligt, når man ikke har frihed til at undersøge og udforske fuldstændig frit??
Hmmmm….den lader jeg lige ligger der…..og modne 🙂

Hvad har alt det her med parforhold at gøre, kan læseren nu med rette begynde at tænke, og jeg er nu ad omveje kommet frem til bloggens egentlig kerne, nemlig en oplevelse i weekenden, hvor netop de omtalte emner (tvivl og frygt) viste deres grimme ansigt.

Fredag aften sad jeg sammen med en skøn kvinde (A) på en cocktailbar i det indre af Aarhus. Vi havde været ude at spise på en vidunderlig restaurant og var fortsat til denne bar, hvor man kunne få cocktails til halv pris indtil midnat – troede jeg, men det var kun indtil kl 23, så på et tidspunkt fik jeg mig en slem overraskelse, men det er en helt anden historie 🙂

A og jeg er ikke kærester, men er meget kærlige, når vi er sammen, og opførte os velsagtens som om vi traditionelt set var forelskede, og hvis man fjerner alt hvad der hedder forventninger, bindinger og form ud af det begreb, altså forelskelsen, hvad står vi så tilbage med? Lysten – og det er den A og jeg elsker ved hinanden – lysten til at være sammen, når det kan lade sig gøre, lysten til at være tætte, lysten til at elske, lysten til at mødes…uden forventninger, uden bindinger og uden form, for alle disse leder ind i lidelse, og det kan ikke været målet.
Jeg har tidligere skrevet en blog omkring lyst, så ikke mere om det.

Vi sad altså meget tæt på denne bar, da vi fik selskab af to par i den bås, som vi var blevet tildelt. De spurgte pænt og vi svarede pænt, og så satte de sig pænt. Hvor var det pænt. 🙂
Mændene satte sig til venstre og kvinderne til højre. Ingen kontakt imellem parterne, og en overgang sad A og jeg og snakkede om, hvorvidt de måske blot var kolleger, men nej, den ene mand og den ene kvinde var helt bestemt et par – noget afslørede det. De andre var lidt sværere at bedømme, for manden virkede umådelig utilnærmelig og kvinden forsøgte gentagne gange at fange hans opmærksomhed. Der sad de så og sludrede – på afstand, med et bord imellem sig, hvorimod A og jeg sad helt tæt, i nærmest fuld kontakt og tog os nogle laaaange dejlige kys med mellemrum og rørte i det hele taget hele tiden ved hinanden, hvilket ikke undgik parrenes opmærksomhed, så da A på et tidspunkt lige skulle træde af på naturens vegne, kiggede gutterne her over på mig og spurgte mig ligefremt, om jeg elskede hende?
– Ja, bestemt, svarede jeg smilende. Ærligt og oprigtigt, for ingen tvivl om at det er tilfældet, men med en anderledes betydning end gutterne her tillagde ordet.
– Er I gift?
– Nej – det er vi ikke!
– Men du vil gerne?
– Overhovedet ikke. Vi nyder bare at være sammen.

Denne ordveksling forvirrede de to par. Kvinderne kiggede forundret på mig og de forventede spørgsmål begyndte at strømme ind, og jeg var lige gået igang med at forklare lidt om A’s og min relation, da hun kom tilbage og lod sig inddrage i debatten. Snakken blev lynhurtigt koncentreret omkring begrebet “tantra”, og vi blev mødt af de kendte mistolkninger – i hvert fald i forhold til vores egen tolkningerne – og da vi åbent forklarede, at vi begge så andre kvinder og mænd ved siden af, så kunne de næsten ikke få det til at hænge sammen, for vi virkede jo så glade for hinanden….:)

Snakken omkring Tantra og tantramassage splittede parrene. Den ene mand og den ene kvinde (en fra hvert par) lod sig synligt fascinere af de tanker vi lagde frem for dem, hvorimod “Knudemanden” og dennes modpol fra det andet par på ingen måde deltog i snakken, de nærmest ignorerede os og samtalen, og endte faktisk også med at gå udenfor. De var helt klart ikke trygge ved os og den verden af “uorden” vi repræsenterede.
Kvinden der blev tilbage ville rigtig gerne opleve en tantramassage – det skinnede igennem så tydeligt. Hun ville elske det, men det der holdt hende fra det, var “frygten” for ægteknuden, at han ville se det som utroskab, hvis hun lod sig berøre af en fremmed mand, af mig eksempelvis.
Jeg spurgte hende ligefremt, om det var en sund relation til et andet menneske? Om frygt og tvivl virkelig kunne bære et forhold i længden (jeg havde fået lidt at drikke og var måske lidt mere åbenhjertig end jeg kunne tillade mig, men står dog ved spørgsmålet), og hun rystede på hovedet, men konkluderede, at ikke alle jo kunne have et så åbent forhold som A og jeg….og at hendes mand i hvert fald ville gå fra hende, hvis hun var ham utro.

Her sad vi overfor en kvinde, der virkelig ønskede at undersøge sin egen lyst, sin egen kvindelighed. En kvinde som sagtens kunne bære tanken om, at hendes mand oplevede det samme (altså at han også fik en massage), men som ikke ville opleve det på grund af frygten for at miste ham, der holdt hende tilbage og stjal hendes frihed. Knudefyren derimod levede med frygten for tvivlen, er jeg sikker på. Tvivlen om, hvorvidt hans kone/kæreste ville komme tilbage til ham efter mødet i en tantramassage, eller om hun ville frigøre sig. (Jeg konkluderer her, men kender ikke til om sagen er således. Det virkede bare sådan).
Den tilbageblevne fyr var på samme måde meget interesseret i at opleve en tantramassage, selvom han var en kende mere afdæmpet end hans kvindelige modpart, og ikke rigtig ville indrømme det.

Kort efter kom den anden kvinde ind og sagde, at nu skulle de altså videre. Vi gav dem vores respektive email-adresser, og indbød dem til at kontakte os, hvis situationen ændrede sig….og sad begge efterfølgende med en fornemmelse af lettelse. Ikke lettelse over at de var gået – det havde været en dejlig snak, og nogle meget søde mennesker, men lettelse over ikke at være indfanget i et forhold baseret på frygt, hvor friheden er væk, hvor det ikke er muligt at bevæge sig og hvor man derfor mister sin ansvarlighed…

Vi kiggede på hinanden, smilede, kyssede og glædede os over nuet, at vi kunne sidde her og nyde hinanden uden overhovedet at tænke så meget som ét sekund frem. Nyde aftenen, natten, morgenen…og se frem til næste gang tiden ville være os gunstig, og vi igen kunne mødes i lyst, i det nu som blev os tildelt der…uden frygt, uden tvivl….bare være.