– Er du vred på din mor?
– Hmmmm….nej, det er jeg ikke. Tror nærmere at jeg er vred på den religion, der skabte hendes sørgelige syn på nærhed…..måske føler jeg sorg?
– Er du i kontakt med din vrede????

En del af en samtale, taget ud af større sammenhæng, men lige præcis den sidste sætning ramte mig med voldsom kraft og skabte grundlaget for disse, mine tanker i denne blog.
Jeg sad på Cafe Kaffe i Aarhus i går eftermiddag, i selskab med en smuk kvinde, som jeg dyrker Aikido med, og som tillige er psykolog af uddannelse, og vi mødes med mellemrum og snakker i timevis om alt og intet….dog mest om Tantra (som vi begge har interesse for), men kommer egentlig rundt omkring rigtig mange emner. Jeg elsker disse snakke, og de 4 timer vi havde sammen i går, føltes alt for korte….men så var der jo Aikido-træning og vi måtte hver især hjem til vore gøremål efterfølgende.

Temaet for dagen blev ret hurtigt de oplevelser jeg har beskrevet i bloggen “Tanker om vildskab” og de seksuelle energier kom vi også pænt omkring. Vi kom på et tidspunkt til at smile lidt over den ugenerthed, som prægede hele samtalen. Emner som lyst og elskov, yoni-massage og rejsninger blev vendt og drejet uden af nogen rødmede eller rømmede sig larmende…og i helt normal stemmeleje, hvilket kunne have givet nogle af de omkringsiddende en spændende oplevelse, hvis de havde været med på en “lytter”, og jeg er senere kommet til at tænke på den forandring der sket for mig vedr. at åbne sig for andre mennesker, for hvis jeg tænker bare et år tilbage, og jeg havde siddet foran selvsamme kvinde…..så ville jeg med sikkerhed ikke havde være nær så åben omkring mig selv og da slet ikke omkring sex og lyst….jeg ville slet ikke have vidst, hvad begrebet “lyst” kunne dække over, hvad det vil sige at “være i lyst”. Det ville have været en følelse, som jeg ville “skulle gøre noget ved” – med andre ord….onani….men nu sad jeg altså her, en fredag eftermiddag, på en pænt besøgt café, sammen med en sød kvinde og snakkede omkring det vidunderlige i at være i en tilstand, hvor selv vindens lette berøring eller tøjet der smyger sig om kroppen, kan sende små eksplosioner af nydelse ud i hele kroppen….blot at nyde….at være….og det er altså en lidt vild oplevelse….både at være i lyst, men også at sidde og tale helt normalt om det…med en smuk kvinde…på en cafe….uden forventninger om andet end selve samtalen 🙂

På et tidspunkt kommer vi ind på det her med ikke at kunne (eller turde) slippe kontrollen og lade vulkanen bryde løs, og hun begynder at spørge ind til, hvordan jeg tror det hænger sammen…og her må jeg så trække hende (og nu læserne ligeså) tilbage til min barndom, og til tiden omkring 1977….”Grease” var på alles læber, “Kikkebakke Boligby” var årets julekalender og alle gik i brunt tøj…og jeg begyndte at opleve, at min bror blev teenager og brød alle de grænser, der overhovedet kunne brydes….og brød også familieidyllen, for de næste 3-4 år var han i den grad årsag til råben, og skrigen og skælden ud i mit hjem. Min far råbte og skældte ud, min mor bad ham slappe af, hvilket gjorde ham mere rasende, min bror fortsatte, og jeg oplevede flere gange, at min mor “betroede” mig, at “hun da bestemt ikke håbede, at jeg ville blive ligesådan, når jeg blev teenager”……hvilket jeg jo så selvfølgelig heller ikke blev. Jeg var ikke engang i nærheden af at blive noget der kunne minde om et problem i hjemmet – jeg havde jo rigeligt at gøre med at være bange for, at mine forældre skulle skilles og med at være så nem som muligt, således at jeg i hvert fald ikke var årsag til konflikt…jeg tog ansvaret for det hele på mig, og “forsvandt” stille og roligt.

Igennem det meste af mit liv, har jeg været tilskuer. Jeg har bildt mig selv ind, at jeg havde et glimrende liv, men det har været fattigt.

Min forældre – for dem kommer jeg ikke uden om – er begge døde, så jeg kan ikke ændre noget i den henseende, og på mange måder har jeg haft nogle dejlige forældre…med de fejl og mangler som nogle sådan har. Min mor kom ud af en stærk indre-missionsk familie, og på trods af et nogenlunde frisind, var hun præget af noget af det mest rædsomme ved religion, nemlig ubehaget ved den menneskelige krop og alt hvad der havde med lyst og sex at gøre. Jeg kan ikke huske at have givet min mor et kram efter jeg blev 9-10 år, og selv på hendes dødsleje føltes det underligt at holde hende i hånden…det er sgu da sørgeligt, og noget jeg inderligt begræder i dag.

Jeg lærte lynhurtigt, hvad der skulle til at for være “elsket”, hvad der skulle til for at være “den nemme og gode dreng”…og en af de ting jeg i hvert fald aldrig var, var vred eller smækkede med døren. Aldrig nogensinde var jeg vred…eller rettelse, aldrig nogensinde lod jeg vreden vise sit ansigt. Den blev skjult af en smil eller en ligegyldig mine….for vrede betød, at folk blev skilt og at man ville få en rigtig træls følelse i kroppen, at man blev bange inden i…..så vreden blev pakket væk….den var ikke velkommen….men sammen med vreden blev dens pendant også pakket væk, nemlig glæden….aldrig følte jeg mig rigtig glad….og senere, da jeg blev styrkeløfter, da jeg voksende udenpå, men forblev den samme lille skræmte sjæl indeni, så fik vreden en ekstra indpakning, nemlig af frygten, frygten for at blive vred, frygten for “at se rødt”, for nu var jeg pludselig i stand til at skade folk temmelig voldsomt, hvis jeg mistede kontrollen…med en kropsvægt på 115 kg og daglig tung vægttræning. Nu blev frygten for vreden reel.

Jeg har skrevet det et andet sted. Musikken blev min vrede. Som 17-årig spillede jeg trommer i et dødsmetal-band af den meget voldsomme slags. I musikken fandt jeg ro. I dens voldsomhed, i dens vrede og frustrationer, fandt jeg en ro og blev fyldt op. Den del af mig, der manglede vildskaben, blev mættet at den mængde musik jeg lyttede til og selv spillede….og stadig lytter til, selvom der er kommet noget mere bredde på med årene dog.

– Er du i kontakt med din vrede? spurgte hun mig i går, og nej, på ingen måde. Jeg er kommet i kontakt med min lyst, med min kærlighed og har mødt sorgen og tabet i forbindelse med mine forældres død kort efter hinanden for nogle år siden, men vreden er mig stadig en ukendt størrelse, som jeg ikke kan håndtere, hverken fra mig selv eller fra andre.
Jeg er meget rummelig som person. Jeg kan rumme ked-af-det-hed, gråd, sorg, glæde, træthed, svaghed, ømhed….jeg kan rumme næsten alt, men vrede, specielt rettet mod mig, ved jeg ikke hvordan jeg skal imødegå, ej heller håndtere, men nu har jeg fået øje på det, og når noget observeres bevæger det sig, og når noget bevæger sig, forandres det…så mon ikke at jeg kommer til at møde min vrede stille og roligt igennem den kommende tid….det tror jeg, og så tilbage til spørgsmålet helt fra begyndelsen:

– Er du vred på din mor?

Da jeg svarede nej i går, var jeg helt sikker i min sag, men tingene har bevæget sig, jeg har bevæget mig, og mens jeg har skrevet denne blog, har ting forandret sig, og nu er jeg ikke sikker på, hvordan jeg skal svare på spørgsmålet.

Lige nu overvældes jeg af et virvar af følelser. Vrede mod mig selv for at have spildt mit liv på at ikke være mig selv. Sorg over alt det som ikke blev, men som kunne have været. Sorg over det endegyldige i tabet af forældrene, således at intet kan ændres….men også en stor glæde inde i, for nu er jeg mig. Nu er Max ved at være. Nu kan jeg mærke mig selv og derved også andre. Nu kan jeg begynde at elske med hjertet og ikke med hovedet…..og nu kan jeg mærke sorg og også vrede, omend jeg har svært ved at vise den eller lade dens følgesvend vildskaben tage bo i mig, men de er der…begge to…..og bliver budt velkomne når som helst…nu er jeg ikke mere tilskuer til livet, men aktivt deltagene. Nu er jeg mig, og “jeg” er simpelthen det bedste der nogensinde er sket for “mig”….perfekt som jeg er i al min uperfekthed.

– Er du vred på din mor?

Jeg ved det ikke.