NOTE:

Teksten herunder er skrevet i går aftes (søndag), men grundet en kontrovers med en ny internetudbyder – som nu er blevet skiftet ud med den gamle – var jeg ikke i stand til at poste mine tanker i aftes. Derfor læses teksten som var det søndag 🙂

Jeg har i de seneste dage stiftet bekendtskab med en manglende side af mig selv, som jeg kan mærke påvirker mig mere, end jeg nogensinde har regnet med at den ville. Den seksulle vildskab. Evnen til at slippe kontrollen fuldt og helt og lade stormen føre sig med. Glemme alt andet end blot lysten, begæret, liderligheden….evnen til at mærke urkraften brage ud og uden blusen lade energien udmynte sig i et brøl….glemme jeg’et, lade det opløses på vejen mod orgasmen – den lille død, den ultimative opløsning af jeg’et.

Jeg evner det ikke, og lige nu, lige i dette sekund kan jeg mærke, at det gør mig trist, men samtidig har jeg fået øje på det. Jeg har iagttaget min egen reaktion på nært hold, jeg har mærket “nej’et” inde i mig, næsten som et fysisk slag, og jeg har iagttaget hvordan en stærk impuls i mig allerhelst ville flygte, men som blev på trods, men blot lukkede lidt ned for indtrykkene og fandt en stille ro sammen med en anden sjæl. En smuk sjæl, der lige som jeg havde behov for at lukke lidt ned.

Jeg har tidligere – i min blog omkring seksuelle fantasier – skrevet lidt omkring min aversion mod porno, min erkendelse af, at fraværet af følelser er det der får mig til ikke at ville porno. Det virker ganske enkelt ikke ophidsende på mig, og den aversion fik jeg koblet på mine oplevelser her i weekenden, hvor jeg på meget nær hold oplevede seksuel vildskab. Jeg lukkede mentalt lidt ned, eller ret meget ned på et tidspunkt, for dyriskheden i rummet skræmte mig, og jeg skabte en illusion inden i mig selv om, at det var fraværet af det sanselige jeg reagerede på, men lige nu er jeg ikke så sikker. Lige nu tror jeg faktisk mere, at jeg lige der blev konfronteret med min egen uformåen, og den er jo aldrig rar at hilse på, så den blev lynhurtigt pakket om, fik en ny mærkat og blev solgt til mig som “fraværet af sanselighed”. BANG – købt på stedet, for det kunne jeg hvile i.

Jeg har fundet det vidunderlige i det stille sanselige. Jeg har tidligere beskrevet, hvordan jeg mærker livet buldre inde i mig, når jeg eksempelvis mødes med en kvinde i en tantra-massage. Den stille berøring, nærheden, roen, intimiteten, kyssene….. det var indbegrebet af sanselighed for mig, for hvordan kan man sanse noget der bevæger sig med ekspres-fart? Det kan man ikke, bildte jeg mig selv ind, for hvis det modsatte var tilfældet, ville jeg skulle forholde mig til vildskaben, og min manglende evne hertil.

En fortalte mig i dag, at der helt klart også findes sanselighed i vildskaben, at vildskaben er ren sanselighed, uden kontrol, uden tanke, blot væren, og det kunne jeg mærke skubbe til noget inde i mig, for egentlig lyder det jo utrolig logisk. Hvis “jeg’et” fjernes, hvis enhver tanke omkring forestilling og fremtræden elimineres, hvis enhver tanke om “jamen, kan man det…?” ophører og der udelukkende ageres i forhold til den lyst, der eksploderer i kroppen…hvad kan det være andet end ren sansning, tænker jeg…..mit problem er så nok bare det, at de få gange, hvor jeg har oplevet at “turde” slippe kontrollen, så mister jeg kontakten til “mig selv” og hvad jeg føler…og kommer derfor, i ekspres-fart, retur til nuet, til det sikre, til kontrollen og til det kendte “jeg”….til den stille sansning, hvor jeg kontrolleret kan slippe kontrollen og blot nyde at være – for selvom det lød som noget sludder, at kontrolleret slippe kontrollen, så tænker jeg faktisk, at det er sådan det er. Jeg slipper den lidt af gangen og ender i en vidunderlig tilstand af nærvær – uden tanke om “jeg’et”, eller enhver forestilling om “nu’et”….så jeg kan godt slippe den, kontrollen. Det skal blot ske kontrolleret.

En dejlig kvinde fortalte mig senere, at hun var helt sikker på, at den var iboende i mig, vildskaben, for den er universel i alle mennesker, og hun troede egentlig at jeg blot hvilede så godt i min egen forestilling om at være en blid og rolig mand, at jeg simpelthen ikke kunne få øje på den, og det tænker jeg meget over, lige nu…og har gjort det meget i dag, for det fylder inden i mig, men nu har jeg fået øje på det. Jeg har iagttaget min egen reaktion i oplevelsen. Jeg er blevet konfronteret meget voldsomt med noget jeg egentlig godt var bekendt med, men som jeg igennem hele mit liv har undertrykt, og blot det at være blevet gjort bekendt med det, vil helt klart sætte en forandring i gang inden i mig, og måske findes den alligevel, vildskaben, derinde i Max. Helt ny og skinnende, for den er aldrig blevet brugt.

Kom lige i tanke om en reference til et citat (den var lidt kringlet) fra den fantastiske bog “Sex at Dawn”. I den refereres til en passus fra Hamlet – Polonius siger til Laertus: “To thine own self be true, and it must follow, as the night the day, thou canst not then be false to any man or woman”.
I min frie oversættelse bliver det til: Hvis du er sand overfor dit eget jeg, så vil du ikke kunne være falsk overfor andre….og hvad tænker jeg så på lige her? Egentlig blot det at turde se sig selv i øjnene og være bevidst om, hvem det er man ser – måske få øje på noget, der har været gemt væk af bekvemmelige grunde, eller af praktiske grunde, men som nu er blevet skubbet ud i lyset. Et hjørne af den kasse, hvori det har puttet sig er blevet blotlagt, og hvis jeg tør åbne denne (uden af skabe en ambition om netop dette), så er jeg sikker på, at indholdet vil fryde mig, og derved også andre….men fraværet af ambition om “at ville” er umådelig vigtig (og ditto svær at undgå), for hvis det drives frem, så vil det aldrig blive ægte og derved blot mere lidelse.

PS.
Jeg havde i dag et smukt møde i en tantra-massage, da jeg kom hjem, og selvom jeg i de seneste tre dage er blevet konfronteret med min egen skyggeside, så glædede jeg mig, og igennem hele denne lystfyldte og smukke massage, var jeg mig meget bevidst om netop fraværet af vildskab – noget jeg aldrig har tænkt over før, og flere gange kunne jeg mærke små impulser til at “være lidt vild”….ganske enkelt måske blot fordi jeg nu er bevidst.