Forandring fryder. Sådan lyder jo et gammelt ordsprog, og i min verden står det til trone. Forandring fryder virkelig, selvom forandring også kan gøre ondt. På mange måder.

Forandring skræmmer – samme ordsprog anno 2018; i hvert fald virker dette mere som tilfældet rundt omkring mig, synes jeg. Frygten for at turde prøve noget nyt på bekostning af det eksisterende, det velkendte. Det oplever jeg på rigtig mange måder – og hvis i fald man skal prøve noget nyt, så skal dette ”nye” tænkes så meget igennem, analyseres på kryds og tværs, at det ofte virker til slet ikke at være en forandring, blot en justering af det eksisterende, eller også tænkes det ihjel.

Denne blog skal egentlig handle om min ryg, men lad mig lige lege lidt mere med nogle tanker, der lige er dukket op.

Datingsiderne i dag emmer af frygt. Jeg taler ud fra egne erfaringer baseret på Scor.dk (nutidig) og andre datingsider (datidig (hvis det er et ord)). Jeg taler om kravene der stilles. Kravene til en evt. kommende kæreste, der alle er baseret på en frygt for at gentage tidligere gjorte dårlige erfaringer, og derved forhindres enhver form for forandring (der jo som bekendt kan fryde).

Jeg er blevet ”afvist” fordi jeg har skæg. Jeg er blevet ”fravalgt” fordi jeg bor i en lille lejlighed, fordi jeg ikke er monogam, fordi jeg er reflekterende. Afvisninger/fravalg der aldrig, eller i hvert fald sjældent, ville spille en rolle i det virkelige liv, i mødet på cafeen eller på jobbet, hvor en naturlig snak opstår. I den snak, i det møde, åbnes for muligheden for at skabe en forandring, en forskel, der gør en forskel (for nu at blive lidt systemisk). Kontakten der skabes i den nærhed, som en samtale bygger på, giver grobund for forandring, på nye valg (og fravalg).

Den forandring gives der ingen mulighed på datingsiderne, hvor der ofte (taler af egne erfaringer) holdes flere døre åbne, idet græsset jo kunne tænkes at være grønnere hos den næste der henvender sig; derfor holdes profilen aktiv, derfor scannes der fortsat, ufortrødent, og man (jeg?) er aldrig helt tilstede i noget af det der opleves, i forventningen (håbet) om noget bedre? Og derfor træffes der sjældent et konkret valg, men alt forbliver overfladisk og uden prioritering.

Nå, men egentlig er intentionen noget helt andet for denne blog, nemlig en forandring i mit liv, der bestemt kommer til at fryde. Helt vildt, er jeg sikker på. På sigt.

En forhistorie

For 11 år siden døjede jeg virkelig med min ryg. Jeg vågnede med smerter i ryggen om natten og var i det hele taget presset og frekventerede igen og igen kiropraktorer, der med højlydte knæk satte min ryg på plads igen, så jeg lånte nogle penge af mine forældre og købte en temmelig dyr seng. Den kostede 50.000, men jeg fik den til 30.000 idet butikken stod foran en lukning.

Det var en seng med madrasser, der på alle måder gjorde underværker for min ryg. Jeg begyndte at kunne få sovet, og den støttede mig lige akkurat på den rigtige måde, således at jeg vågnede smertefri, hvilket skabte en stor forandring i mit liv. Dengang.

Jeg elskede den seng. Har de skønneste minder fra den seng. Jeg følte mig tryg i den seng. Når jeg lagde mig, følte jeg mig i ro, holdt om, holdt af. Jeg vidste intet bedre end at lægge mig ind, løfte hoveddelen en smule (elevation), og så blunde i en halv time end lørdag eftermiddag. Bare nyde fornemmelse af at blive holdt om, støttet.

For et år siden

En kvinde fortalte mig, at min seng var for blød til hende, at hun følte sig ”holdt nede” og skulle kæmpe sig rundt for at kunne vende sig.

Det undrede mig, dengang, for det havde jeg aldrig selv tænkt over, men i tiden derefter begyndte jeg at mærke det samme; at jeg ikke bare naturligt vendte mig om natten, men vågnede i processen.

Den var stadig min ven, sengen, min elskede støtte, og den kom da også med, da jeg i april 2018 lod mit gamle liv forblive i Hørning og påbegyndte mit nye liv i Aarhus N.

Nu

”N” fortalte mig, første gang hun skulle sove hos mig, at min seng virkede for blød til hende, og at hun meget gerne ville sove på min topmadras, den jeg bruger til massage m.m., inde på mit stuegulv. Om jeg var med på det??

Jeg er normalt aldrig bange for at prøve noget nyt, så den var jeg med på, dog var jeg sikker på, at jeg ville vågne temmelig radbrækket efter sådan en nat på et hårdt stuegulv, kun støttet en tynd topmadras, og jeg vågnede da også mange gange, når jeg skulle vende mig fordi min skulder gjorde ondt, enten til den ene eller til den anden side, og mine knæ gav da også ondt af sig, når jeg skulle op helt nede fra gulvet og træde af på naturens vegne i løbet af natten – meeeen, da jeg stod op næste morgen, så oplevede jeg for første gang i mange år ikke den forventede ømhed/træthed i ryggen, men derimod en friskhed jeg helt have glemt. Jeg var træt efter knap så megen søvn, men min krop var frisk. Vildt!!!

Jeg snakkede meget med ”N” om dette, og hun kom med mange fine forklaringer på det med at sove hårdt fremfor blødt og støttet – og hos mig fandt det genklang. Det gav mening.

Dog, nu blev Rom jo ikke drukket på én nat, så jeg overgav mig ikke helt til konceptet lige der, og sov lidt både i min seng og på gulvet igennem de kommende 2-3 uger, en tid hvor den impulsive iderige del af mig arbejde på højtryk. Hvis jeg skulle finde min sandhed i det med at ligge hårdt, var der kun én måde at finde den på; jeg måtte skille mig af med min elskede seng og bygge noget nyt at sove på.

Min datter ville meget gerne købe min seng; hendes seng giver hende rygproblemer og kender udmærket min forhistorie, så hun kom og hentede den for 4 dage siden. Hun var glad. Jeg var rystet over min beslutning, men i ro om det.

Konstruktøren i mig gik strakt i gang med at udtænke en ny sovekonstellation, og den får jeg bygget i den kommende uge – det bliver en fantastisk konstruktion med nogle bogkasser, lys, lameller og en hård topmadras eller en Futonmadras. Ingen skum, ingen fjedre.

Jeg har siden sovet på gulvet, og det er bestemt ikke kun en dans på roser, medmindre disse er tornebesatte, for min ryg skaber sig på trods af at den virker glad om morgenen, så forandringen sker ikke uden omkostninger. Jeg er lige nu hårdt presset af nogle vrede muskler på midten af ryggen, muskler der er meget spændte og som giver ondt af sig. De spænder op og stritter imod den nye liggestilling. De tænker ikke at forandring fryder. De ser forandring som noget skræmmende, noget der skaber uorden i statue quo, og derfor brokker de sig.

Jeg sover fantastisk nu. I aftes var jeg faktisk i seng kl 21. En lang dag, Jomsborg og Aikido. Jeg var træt og lagde mig ind på gulvet. Sov før kl 21.30 og vågnede kl lidt i 6. Min ryg føler sig frisk, min krop føler sig frisk og selvom jeg stadig er presset i ryggen sidst på dagen, hvor musklerne føler sig gamle, så føles det hele så rigtigt.

Det virker rigtigt, at kroppen ikke bryder sig om at blive støttet hele tiden. At den gerne vil støtte sig selv.

Det virker rigtigt, at kroppen selv fortæller, hvornår et skifte er påkrævet, en ny stilling er ønskelig, og ikke bliver lullet til ro af støttende skum og bløde puder.

Det virker rigtigt. Forandring fryder, selvom vejen dertil kan føles lidt lang ?