Jeg har skrevet om emnet før, mødet med jagten, mødet med begæret efter at ”nå et sted hen”, at ”ville noget” med elskoven. Mon ikke også jeg har plæderet for det skønne i ikke at gå med på den ide og så i stedet være lige i ”det der er”?? Det tænker jeg, og jeg kunne selvfølgelig undersøge det, men spiller det nogen rolle??

Jeg havde en oplevelse for nogle uger siden, der ikke ville slippe mit tag i mig. Jeg bragte emnet op i den skønne systemiske gruppe jeg er en del af, og den ville stadig ikke slippe mig, oplevelsen, og så bragte jeg den på banen igen til den session i egenterapi, som jeg er i gang med som en del af mit studie og i løbet af den time blev nogle kernepunkter belyst, som jeg føler trang til at dele her.

Jeg er i en skøn relation med ”N”, der på den anden side bor med en anden mand, og derfor indgår i en åben relation med mig; en åben, varm og meget kærlig relation, der på alle måder lægger baren højt i ønsket om en primær relation fra min side. Dette er jeg helt klar over og nyder det, for det at kunne møde et andet menneske så åbent og så kærligt, som jeg oplever med ”N” bør, efter min mening, være måden at relatere på i mødet med kærligheden til et andet menneske.

Jeg har bestemt et ønske om at indgå i en relation med en kvinde, med hvem jeg kan opleve den del, som jeg er afskåret fra i min relation til ”N”, der jo netop oplever de ting med ham hun bor med. Jeg tænker på tider med traditioner, rejser og det nære liv, der popper op, når man giver sig tid til at kigge i den retning, men jeg oplever på samme tid intet ønske om at skulle opgive det smukke og kærlige som jeg oplever med ”N” – det er vidunderligt og dyrebart for mig. Det ønsker jeg skal bestå side om side med en eventuel anden relation. Gør det mig til polyamourøs? Tjahh…..i hvert fald gør det mig lykkelig, og så kan jeg jo være hvad som helst…..og så ikke et ord mere om kasser og mine udfordringer med disse ?

Sammen med ”N” oplever jeg ingen jagt, hverken efter orgasme eller andet. Vi bevæger os sammen, i nærhed og leg. Vi udforsker hinanden, vi leger med reb, med massage, vi griner og bevæger os ud og ind af elskoven uden at miste nærheden eller varmen i intimiteten. Der er lyst og begær og et ønske om ikke at stoppe eller nå et bestemt sted hen…..og i det sættes baren højt, for det kan være svært for mange, er min erfaring, det her med ikke at føle sig snydt, hvis orgasmen eller udløsningen ikke opleves som en del af elskoven, fordi denne betragtes som værende i besiddelse af en start og en slutning, hvilket ikke er tilfældet i min verden; der pågår elskoven, også i opholdet, i madlavningen, i berøringerne. Der er ingen start og ingen slutning, ikke engang i forbindelse med en orgasme eller en udløsning – så sættes den blot på stand-by for en kort tid. Vejret trækkes og livet nydes.

Jeg oplevede jagten for nylig, i mødet med et nyt bekendtskab, som jeg for en tid undersøgte. Jeg oplevede jagten og jeg oplevede at miste kontakten til hende i dét begæret tog over og ”forventningen” om en orgasme skulle indfries. I det øjeblik var vi to adskilte dele i dét der burde forblive ét. Det var min oplevelse, og i situationen levnedes ikke muligheden for mig til at bevæge mig et andet sted hen, som jeg normalt ville gøre, for jeg havde bevæget mig væk, da jeg mærkede i hvilken retning elskoven bevæge sig; der flyttede jeg mig lidt væk, hvorefter hun selv tog over og forsøgte selv at nå orgasmen, hvilket efterlod mig adskilt fra hende, og jeg befandt mig pludselig i en situation, som jeg ikke beherskede eller havde lyst til at være i, fordi den bragte minder tilbage fra tidligere tider, hvor præstation og forventninger styrede mit sexliv, og i mødet med disse minder, gik jeg i stå. Bevægelsen stoppede. I mig.

Det er vigtigt her at pointere, at der intet er i vejen med at ønske eller at ”gå efter” en orgasme. Orgasmen er vidunderlig på alle måder, og at ville den er helt på sin plads; det er i mig at der opstår en modstand baseret på gamle følelser, og i min viden om, at der føler jeg mig ikke tilpas. Jeg kan sagtens gå med på projektet i at nå den, men så bliver det det, i mig; et projekt,

Jeg gik i stå, og det er den oplevelse jeg ikke kunne lægge fra mig efterfølgende, for jeg begyndte at overveje, om jeg, i mit ønske om ”ikke at ville nogen steder hen”, var i færd med at skabe et krav til mig selv og til min partner om netop det, og hvis der er noget jeg vil gøre alt for at undgå, så er det at stille krav for intimitet og elskov. Det eneste jeg søger er tilstedeværelse og nærhed, ikke et krav om noget. Den sad i mig og jeg kunne mærke den gøre væsen af sig.

I forløbet med den sexolog, jeg går til egenterapi hos, fik jeg belyst, at jeg ganske rigtigt var gået i stå, baseret på den utilpashed jeg oplevede, men jeg fik også øje på, at jeg netop havde været tro imod de grænser jeg har, at jeg netop havde trukket mig og erkendt, at jeg ikke kunne tage del i ”jagten”, selvom det tydeligvis var ønsket – hvor jeg i mit tidligere liv ville have trådt over denne grænse og forsøgt at tilfredsstille baseret på ønsket herom, og ville på det grundlag have gået på kompromis med mig selv.

Det er relativt nyt for mig at være tydelig i mine grænser. Jeg har nemt ved mine ja’er og nej’er på mange måder, men kan altså stadig møde situationer, der trigger nogle gamle mønstre og som jeg i øjeblikket ikke kan gennemskue og derfor stopper op, går i stå, men jeg kan se dem nu, og mærke dem – og jeg kan derfor også genkende dem. Næste gang. Tænker jeg.