Nogle gange skaber vores tro på noget så stærke følelser, at vi glemmer hvad denne tro er – at det blot er noget vi tror.

I denne tid, med mundbind og livsbegrænsende foranstaltninger, er det nemt at tro – enten på det ene eller på det andet, og de fleste af os glemmer i den anledning, at vi faktisk baserer denne tro på vore følelser – ’hvad der føles rigtigt’.

En helt vildt klog mand og god ven sagde i torsdags til mig, at enhver debat om Covid-19 for ham ville være det samme som en debat om programmeringssproget C++. Han kendte navnet, fordi han engang havde haft en Commodore 64… (som vist godt nok var ”Basic” og ikke C), men ellers vidste han intet om det og ville til enhver tid hellere lytte end tale i en debat herom.

Den gik rent ind hos mig, for jeg har stærke følelser om noget jeg ikke ved det fjerneste om; stærke følelser fordi udefrakommende foranstaltninger lukker sig om mig, kræver at jeg påtvinges noget som alt i mig skriger er helt ude af proportioner.

Når noget lukker sig om mig, vil jeg altid forsøge at bryde ud.

Det gælder alle forhold i livet; det gælder mit job, det gælder mine relationer. Hvis nogen holder mig fast, stritter jeg i mod, og det er det jeg mærker lige nu, når jeg tvinges til at iklæde mig mundbind og håndsprit. Så mærker jeg modstand og bilder mig selv ind, at jeg ved bedst, hvilket bekræftes i meget af det jeg læser, for mange er enige, men rigtig mange af dem ved ligesom jeg heller ikke ret meget om C++ (eller Covid-19), og taler derfor udelukkende ud fra følelser og den tro der passer dem bedst.

Jeg ved intet om Covid-19. Jeg har ikke selv haft det. Jeg kender ingen, der har haft det, men alligevel har jeg dannet mig en mening om det; en tro.

Tro begrænser. Man kan sige hvad man vil, men tro begrænser – nogle gange – for når jeg vælger at tro på noget, så vil jeg uvægerligt også vælge ikke at tro på noget andet, og det former min verden i et sandt og i et falsk. Noget rigtigt og noget forkert.

Ordene i torsdags flyttede noget i mig. Det flyttede styrken i min modstand. Væk. Ud af syne og ud af sind. For hvordan kan jeg have en skarp holdning til noget, som jeg intet ved om? Hvordan kan jeg, baseret på en tro, gå imod en masse kloge mennesker? Disse er heldigvis uenige, hvilket er en stor styrke, for det beviser, at vi ikke er vidner til en fuldstændig ensretning af ”Orwell’ske” proportioner.

Jeg ved intet om Covid-19. Jeg tror bare, at jeg ved noget, og fra nu af vil jeg lade PhD’erne skændes indbyrdes og så bære mit mundbind og række tunge af alle dem, der virker til at tro noget andet end mig. Inde bag det der skide mundbind.