Disse tanker er ikke et for eller imod børn. Jeg elsker min voksne datter og glæder mig til engang (måske) at blive morfar, men derfor kan spørgsmålet jo godt stilles. Af den grund skal spørgsmålet stilles.

Der findes i vores kultur en ’selvfølgelighed’ i ønsket om at få børn. Det er nærmest indiskutabelt. Noget ’man’ skal have. Børn og et godt job. Det skal man have. Og en hund. Måske. Men i hvert fald børn og et godt job. En karriere. Og et hus. Man skal være husejer og have græs under fødderne. En have, hvor livet og ukrudtet klippes ned i tilpas højde til ikke at genere. Og en hæk, så ’man’ kan gå inde bag den og være sig selv nærmest. En hæk, der afgrænser ’hertil og ikke længere’ for alle de andre. Naboerne.

I gamle dage, dengang farfar var ung… eller måske nærmere (tip)oldefar efterhånden, der kom børnene helt af sig selv. Hos nogle i dusinvis. De sprøjtede ud lige så hurtigt som manden sprøjtede ind, og sikkert ofte til kvindens store fortrydelse. Altid gravid. Altid fødende. Men dengang havde børnene en praktisk funktion, så ingen tænkte på prævention. Måske kvinderne gjorde, men de var hjemme og præventionen skulle opfindes ude, væk fra hjemmet, så kvinderne blev gravide og mændene var mere interesseret i at opfinde våben og gå i krig – og nogen, ofte de gejstlige, havde ganske frygteligt travlt med at fortælle historier om det ’syndige’ i prævention, for det var ikke deres… nå nej, guds vilje, og mennesket skulle befolke jorden.

Børn fik man og børn havde en nytteværdi. Hos nogen. Hos andre fik de bare tæsk og besked om at holde mund. Børn kunne sendes ud at tjene og sende penge hjem. De kunne også arve. Drengene. Dem der ikke døde i krigen, for det gjorde de, drengene. De døde som fluer. I krige og til sygdomme. Nogle gange var dette ét og samme. Kvinderne døde i forbindelse med at give liv. Der døde de ofte, for det måtte jo være guds vilje, når nu prævention ikke kunne opfindes eller måtte anvendes.

Hvorfor ’skal’ vi have lyst til at få børn i dag? De fleste har så frygtelig travlt med at ’blive til noget’, for det har vi lært er nødvendigt. Igennem opdragelse, uddannelse og kultur lærer vi fra barnsben, at vi kun er ’noget’, hvis vi gør noget for det. For at ’blive til noget’ er jeg nødt til at ’læse noget’ – ’jeg’ har ikke nogen værdi i mig selv – ikke rent sprogligt, i hvert fald. Vi kæmper for at leve op til samfundets kriterier for at blive til noget ’andet’, og i den kamp glemmer vi, at vi allerede er noget, og vi glemmer også at stoppe op og være nysgerrige på alle de selvfølgeligheder, som styrer vores liv – som eksempelvis spørgsmålet om børn og det selvfølgelig i at få dem.

Hvorfor er det ikke i orden at fravælge reproduktion?

Er børn i dag blot en forlængelse af ideen om ’det gode liv’? Hos nogen? Børnene kommer senere og senere, fordi der er så meget der skal nås inden. Børnene fravælges bevidst igennem ungdommen, for der skal vi feste og drikke hjernen i stykker. Børnene fravælges i 20’erne, for der skal vi uddanne os – blive ’til noget’ og feste videre. Når vi så er uddannet, blevet til noget, så kommer karrieren i vejen, for nu skal vi blive til ’noget mere’ – vi skal tjene penge og arbejde mindst 37 timer om ugen, gerne mere. Selvrealisering. Det vil vi. Realisere os selv. Gerne sammen med en partner, men ikke på bekostning af os selv. Vi er individualister i samværet med en partner, der gladeligt skiftes ud igen og igen. Singlelivet tilvælges (gerne i parrelationen), for deri ligger uafhængigheden, og pludselig ser vi én med en barnevogn og vi kommer i tanke om, at sådan én skal vi jo have (lyst til), og derfor smides p-pillerne og så er det næsten for sent, men børn skal der til og det biologiske ur tikker og tiden løber.

Og når vi så har fået børnene, så glemmer vi at være opmærksomme på dem, for der er så meget spændende på Facebook og Instagram. Så vi glemmer nærheden og uden den bliver de syge og får diagnoser, og vi kan ikke forstå det og stadig er den digitale verden spændende. Billeder. Masser af billeder. Livet skal fremvises. Det gode. Det overskudsagtige. Kun det gode. Og derfor er der ikke tid til at leve det. Livet. For det tager så meget tid at huske det hele. Alt det der skal gøres for at have det. Det gode liv. Det der liv med børn, hus, bil, karriere, samtalekøkken, nyt badeværelse, skiferie, sommerferie, ferie i efteråret, det store TV og det glemte samliv, det glemte nærvær og den fraværende intimitet. Tiden, der ikke tillader reelt nærvær med børnene, som vi jo alle skal have, men som bliver til praktisk nærvær og hyperaktive ferier. Og alle på hver deres skærm. Digitalt samvær og/eller fravær.

Hvorfor er det vigtigt at få børn?

Stilles spørgsmålet nogensinde i relationen eller i singlelivet? Undersøges svaret, hvad enten dette er det selvfølgelige eller det uventede? Tør spørgsmålet stilles?

Hvis nogen formaster sig til at stå frem og sige det uventede, så skal jeg love for, at ’de selvfølgelige’ finder vej til tasterne. De vrede taster. De varme taster, som bruges i tiden på Facebook og på instagram. Dem finder de frem og blive harme i deres varme. Overbærenheden findes frem, hvis det er en ung kvinde der frasiger sig moderrollen, for hvad ved hun egentlig. ”Ungdommeligt våsen”, siger de og nikker bedrevidende i stolen, ”…hun skifter mening, når hun bliver ældre”. Måske skifter hun ikke mening og så bliver hun pludselig egoist. Tænker kun på sig selv, gør hun. Ikke at ville have børn. Har man hørt så galt? Det skal man da. Det er naturligt og der er jo mangel på hænder i det offentlige.

Måske slipper man nemmere om ved det som mand? Jeg har aldrig ønsket børn, men har den skønneste og dejligste datter i hele verden. Meget bedre og dejligere end alle andres døtre.

Blev jeg klogere? Overhovedet ikke. Jeg blev far, både biologisk og indeni, og glædes nu over at hun er voksen og jeg kan være mig selv i min alenehed igen. Skiftede jeg mening? På ingen måde.

I dag har vi, i vores del af verden, ikke behov for børn. Som sådan. De produceres ofte udelukkende af lyst. Nogen har ikke den lyst. Andre har lysten, men ikke muligheden. Hos dem bliver det til en besættelse og det der fylder livet. Sex bliver til ønsket om børn. Intimiteten lægges på hylden. Glemmes. Skylden placeres hos den ene eller den anden. Mulighederne er begrænsede, for hvis vi skal have børn, skal de altså være vore egne lænders frugt, ikke andres. Frugt.

Der er så mange børn i verden. Rigeligt til flere generationer. Mange af dem har det ganske elendigt. Mange af dem vil helt sikkert gerne samles op og plantes i en ny have. Sammen med det nyklippede græs. Bag hækken og de skarpt afgrænsede græskanter. Der i skyggen af ’det gode liv’.

Tænk over det og glæd dig over svaret …