Igen og igen møder jeg begrebet; det fylder rigtig meget i alle – både når jeg snakker med folk i lukkede forhold og folk i åbne forhold. Jalousi er noget vi alle kender til, og som de færreste vælger at favne og byde velkommen – og som rigtig mange accepterer som værende en valid begrænsning i deres hverdag eller som en naturlighed i deres relation, måske endda en nødvendighed?

Bogen ”Jalousi” af Jesper Bay-Hansen og Sara Skaarup står og kigger ulæst på mig, på hylden lige til højre for mig. Den står sammen med ”Medglæde” af samme forfatterteam; begge ulæst endnu, men da de er på min bogliste (eller ”Jalousi” er….hvorfor det ikke er tilfældet med den anden er mig en gåde) på mit studie, så kommer jeg igennem den inden alt for længe og skriver så måske en ny blog, idet jeg er blevet klogere på noget og derfor måske har flyttet mig. Det er sket før, og vil forhåbentlig ske igen. Ofte.

Hvorfor nu tanker om jalousi igen? Jeg har jo skrevet flere blogs tidligere; om hvordan jeg selv er blevet overvældet af denne stærke følelse og hvordan den har fyldt mig og lukket mine systemer ned, bragt mig i knæ og råbt og skreget inde i mig. Hvorfor nu igen?

Jeg har oplevet det selv, for nyligt, i mild grad – både set hvad der sker i en anden og oplevet min egen reaktion. Det er den ene grund, men også fordi jeg igennem de sidste par uger virkelig har snakket med flere om netop jalousi i forskellige sammenhænge og derfor har brug for at tømme hovedet.

Sætninger der indeholder følgende frase: ”….det er jo ikke fordi, at jeg ikke tror på ham/hende….” indikerer for mig præcis det modsatte, faktisk et paradoks ? Hvis udtalelsen skulle stå til troende, så ville den ikke være nødvendig, derfor ville den ikke blive inkluderet og derfor ville den ikke eksistere. Sætningen, for mig, påpeger en jalousi, en usikkerhed (som jo er jalousien væsen), i forbindelse med partnerens gøren og laden i en given situation; det kan være en skitur med vennerne, en bytur, et cafe besøg eller noget andet, hvor den der udtaler sig om sin ikke manglende tro, ikke er inkluderet og derfor ikke i stand til at observere partnerens gøren og laden, men må forlede sig på blot at ”tro” på dennes aftalte ”troskab”.

Er det for letkøbt? Hmmmm……

I mig eksisterer ”troskab” og ”utroskab” ikke. Derimod er jeg utrolig pernitten med hensyn til ”ærlighed” og ”uærlighed”. Det eksisterer for mig, og er milevidt fra ”tro” og ”utro”, for det er ikke bundet op på nogen speciel form i forhold til opførsel eller følelse.

  • ”Fortæl mig, hvad du føler, og hvad du har lyst til”
  • ”Fortæl mig, hvad du føler, og hvem du har lyst til”
  • ”Fortæl mig om det, du har oplevet med en anden, spiller nogen rolle i forhold til dig om mig”

Lidt forenklet sat op, men det er lidt den vej jeg gerne vil bevæge mig. I dette findes masser af jalousi, men forhåbentlig også en medglæde, en glæde over at opleve den man elsker være lykkelig og mødt – på trods af jalousien, der buldrer og gør ved i hjertet. Den er jo blot i mig; ingen kan ”gøre mig jaloux”, det er en følelse i mig!

Jeg har oplevet, at det er helt acceptabelt at skulle spørge sin partner om lov, inden man følger en eventuel lyst i sig. Jeg har også oplevet, at en eventuel utryghed hos partneren afholder vedkommende fra at bevæge sig ind i sin lyst, og her taler jeg ikke nødvendigvis om elskov; det kan være en eventuel lyst til blot at sidde tæt sammen med en nær ven af andet køn, at krybe ind til hinanden, det kan være at vinterbade nøgne sammen, at sove sammen, eller masserer hinanden.

Der er jo ikke noget som helst ”rigtig” eller ”forkert” her. Respekten for en partners følelser er en smuk ting, og det vil jeg også være helt tryg ved selv. Der hvor jeg ser en fælde er, at lade min egen følelse af jalousi (frygt, usikkerhed (nævn selv flere)) være en blokering for min partners bevægelse. Det er helt i orden (i min beskrivelse) at være både utryg og bange i situationen; tænkt hvis han nu er mere spændende eller en bedre elsker eller sjovere eller har flottere skæg….what ever……tænk, hvis jeg bliver fravalgt???

Det er også i orden (i min beskrivelse) at give udtryk for denne jalousi: ”uhhh…..det har jeg del godt nok dårligt med……men selvfølgelig skal du det”. At jeg så ruller rundt på gulvet med ondt i maven eller traver hvileløst rundt i alle de tomme stuer (i en toværelses lejlighed) og bider negle…..det er min sag og mit ansvar; at blive i følelsen og hade ethvert minut af den….men også at stole på, at hende jeg elsker, elsker mig og den jeg er…og, hvis der sker en ændring i det forhold, at hun så vil fortælle mig om det i så god tid, at vi kan kigge på det sammen. Naivt….? Det tænker jeg ikke.

Jeg vil ikke påtage mig det ansvar at give hende jeg elsker ”lov” til noget som helst. Jeg tænker, at kærligheden der vil være imellem os, bæres af mange ting, blandt andet respekt og lyst – og ærlighed, og i de vide rammer der udgør mit følelsesliv, der vil være plads til rigtig mange ting, rigtig mange bevægelser, der alle potentielt skaber uro, utryghed, usikkerhed, angst, vrede ( = jalousi) i mig, og det må jeg forholde mig til, for de finde kun ét sted, og det er i mig.

Hmmmmm…..jeg kunne skrive meget mere, men må hellere komme videre med arbejdet 🙂 Hovedet blev tømt (næsten), og jeg vil tænke videre og fylde det op igen. Med tanker. I mig