Jeg skrev første del for et års tid siden, og dengang var jeg temmelig forvirret. Indrømmet. Derfor skrev jeg bloggen. Den fik skabt lidt klarhed over nogle tanker, men efterlod mig stadig forvirret. Samlivsformer og mulighederne herfor var (og er) en svær nød at knække. For mig, i hvert fald.

I den mellemliggende periode har jeg været nysgerrigt undersøgende, både i mine egne relationer, men også i forhold til andres. Jeg har bragt emnet op i mange sammenhænge og har mødt mange forskellige holdninger og en masse klamren sig fast til ”metoder”, der tilsyneladende ikke virker.

Jeg har stillet tesen op om, at hvis noget er prøvet på samme måde 5-10-20-50 gange, og det ikke virker? Bør man så prøve igen, eller bør man tænke i andre baner?? Der er konsensus omkring, at vælge en anden løsning hos samtlige adspurgte INDTIL spørgsmålet drejer sig omkring samlivsformen ”monogami vs. noget-andet”. Hvor er det interessant. Så gælder det logiske ikke mere hos rigtig mange (singler såvel som folk i forhold). Her er det ikke synonymt med idioti at gentage noget der ikke virker igen og igen. Det er derimod utænkeligt at tænke i nye baner, sågar overveje at indgå i en diskussion om andre måder at leve på.

Jeg var forvirret for et år siden, og jeg kunne dengang ikke se mig selv med flere kærester.

Jeg mødte kærligheden her i oktober. For første gang i mit voksne liv mødte jeg kærligheden til et andet voksent menneske betingelsesløst. Jeg troede, at jeg havde elsket tidligere, og det har jeg måske også i det omfang som jeg tillod det, men i forhold til hvordan jeg har det lige nu, så har jeg ikke elsket før, ikke engang i nærheden af.

Jeg mødte hende 18 måneder tidligere, og allerede der mærkede jeg noget, som jeg ikke havde mærket før. Også dengang var hun gift og boede i København. Også dengang slog mit hjerte kolbøtter, når jeg kiggede på hende eller var hende nær. Og forbi jeg var forvirret over min egen plads i alle disse mulige samlivsformer, så kunne jeg ikke tage aktivt kontakt til hende før i september måned sidste år. Jeg skulle lige være klar, tænker jeg, til mødet med hende og mine egne følelser, for hun er gift, lever i et åbent forhold og bor 300 km væk. Kunne jeg klare det?

Ja, for pokker. BANG, sagde det. Højt og klart. Væk var benene, væk var alt andet end lysten til hende. Overgivelsen var total, til kærligheden. Ikke til at ville noget, eller til at skulle noget, og det er det smukke i den oplevelse, for den er helt ren og ærlig. Jeg lukkede simpelthen op for hende. Helt op. Kastede alle håndklæder og forbehold væk, og lod kærligheden fylde mig ud – og blev mødt i den.

”Kærligheden kan ikke betinges” hørte jeg på Mahamudra mange gange. ”Enten er den der, kærligheden eller også er den der ikke”, og hvor er det sandt. Den er ikke betinget af gengældelse. Jeg elsker hende, hvad enten hun elsker mig eller ej. Jeg elsker hvert et minut med hende, og savner hende ofte, men på en ganske udramatisk facon og jeg vil gå i brædderne, hvis hun pludselig ikke vil mig mere, men det ændrer ikke mine følelser for hende. De er som de er, og vi er som vi er, og jeg har ingen krav eller forventninger til vores relation – derfor er den udramatisk. Ikke nem og problemfri, du godeste nej, men livgivende og fuldstændig fantastisk enkel.

Mit hjerte har åbnet sig. Mit hjerte har givet plads og ladet mig mærke, at der er rigelig plads. Til mere end én, og det har virkelig rykket på min oplevelse af, hvordan jeg kan leve mit liv – og derved også skabt grundlaget for denne blog, vol. 2, for jeg er knapt så forvirret mere. Mange ting er faldet på plads i mig og nye døre har åbnet sig. Måske er jeg slet ikke forvirret mere? Bevidst, er nok et bedre ord. Bevidst om muligheder, som var mig ubekendte tidligere. Bevidst om, hvad jeg gerne vil og helt klar på, hvad jeg ikke vil. Lige nu.

Jeg har jo været aktiv på Scor.dk; hvilket jeg skrev lidt om i min seneste blog. Jeg bliver simpelthen nødt til at redegøre for mine oplevelser derinde, men det bliver på et andet tidspunkt, men jøsses, hvor er der meget at tænke over og kigge på, på det site ?. Nå, men på Scor stødte jeg på ”L”. Hun var i bund og grund ikke søgende, men min kontakt gjorde hende nysgerrig og vi begyndte at snakke.

Hun er i forhold. Hun bor sammen med en mand. Hun er spændende at snakke med, dejlig at være sammen med og så bor hun i Aarhus, hvilket gør mulighederne for at mødes lidt nemmere….og min relation til hende har overhovedet ingen indvirkning på min anden relation, ”K” i København. Jeg har fra starten været meget åben omkring det hele og begge kvinder kender til den andens eksistens, og den åbenhed er også noget nyt for mig, for jeg har tidligere jo været lidt forvirret i forhold til, hvordan jeg gerne ville leve mit liv – det er jeg ikke mere, og derfor føles åbenheden meget mere naturlig.

Jeg er ikke monogam. Jeg er ikke polyamourøs. Jeg er ikke nogen form for hverken -gam eller -amourøs. Jeg tilhører ikke nogen kasse og er ikke bundet af nogle normer relateret til nogen af disse, tilfældet gør blot lige nu, at jeg møder kvinder, der er i forhold – og det kan jeg så tillægge lige præcis den betydning som jeg vælger at tillægge lige netop det, og det gør jeg; tillægger det en betydning og nyder at bevæge mig i det.

Nej, jeg er ikke forvirret mere. Jeg er heller ikke overbevist på nogen måde, for om noget, så har de seneste år vist mig, at holdninger rykker sig ved bevægelse, og måske betyder åbningen i mig, i mit hjerte, at jeg er et helt andet sted om et år, så hvorfor prøve at bilde mig selv ind, at der hvor jeg er nu er mere rigtig end der hvor jeg var sidste år eller der hvor jeg er om et år? Jeg tror på, at jeg er lige der, hvor det er bedst for mig at være lige nu – og derfor er jeg ikke noget som helst.

For øvrigt – en sjov ting der også er kommet til mig, i forbindelse med åbningen i mig, er mit ønske om forandring. Det er ikke kun noget jeg leger med lige nu; der er noget i mig, der higer efter forandring. Forandring i forhold til det kendte, det trygge. Forandring i min trygge dagligdag, hvor jeg har mit hus og min enehed. Hvor jeg nyder at være allermest i hele verden. Hjemme. Den bastion er kommet under pres i mig på det seneste, og det er da voldsomt interessant.

  • For 3 år siden var jeg sikker på, at jeg ville sælge mit hus inden for 3-5 år.
  • For 1 år siden var jeg sikker på, at jeg ville blive boende i mit hus endnu 10 år og så sælge det.
  • For 4 måneder siden begyndte ideen om at lade Silje og hendes kæreste bo her, at finde plads i mig.
  • For 1 måned siden blev jeg overbevist om, at jeg inden for 2018 fraflytter mit hus og lader Silje og kæresten overtage det for nogle år, hvorefter da kan købe det hvis de vil.
  • For 3 uger siden blev jeg aktiv søgende i boligforeninger i Aarhus (hvor jeg har et gammelt medlemskab) og tanken om at blive en del af et bofællesskab nåede mig, en tanke jeg aldrig før har haft og som er revolutionerende for mig. Jeg, der altid har søgt min egen alenehed, går med overvejelser om at blive en del af et bofællesskab – aktivt overvejende??? Jøsses, hvad sker der lige i mig ? Jeg kan se mig selv i en lille to-værelses lejlighed. Jeg kan se mig selv som en del af noget med andre. Jeg kan se mig selv et andet sted.

Hvor mon jeg er om 1 måned fra nu? Om et halvt år?? Én ting er i hvert fald sikkert; jeg er ikke samme sted som nu, og hvor er det vidunderligt.