Min halvbror, Carsten, døde for en god uges tid siden efter lang tids sygdom. Jeg havde ikke noget nært forhold til ham, og mærkede ikke nogen stor sorg i forbindelse hermed….en tristhed i nuet og medfølelse i forhold til de efterladte – han var kun 61 år – hvilket under alle omstændigheder er alt for tidligt at gå bort.

Jeg fik informationen, mens jeg var på et massagemodul på Mahamudra. I frokostpausen, om lørdagen, kunne jeg se, at min bror havde ringet – 2 gange, hvilket gav indikation om, at noget var sket, hvilket jo også var tilfældet. Jeg mærkede som nævnt en dyb tristhed….og lagde det fra mig….glemte det.
Mandag eftermiddag ringede min bror igen. Der var sørget for blomster og begravelsen var torsdag kl 13. Der huskede jeg det igen….og glemte det igen.
Mandag aften havde jeg besøg af en kammerat. Han gik kl. 21.00 – og lige der, da jeg blev alene, der ramte oplysningen mig, der huskede jeg den, og vedblev at huske den.

Mærkede tristheden, sorgen over noget udefinerbart, noget der aldrig rigtig var blevet til andet end et bekendtskab til denne mand, der var kommet ind i mit liv for 17 år siden. Sorgen over noget uigenkaldeligt. Visheden om at det der aldrig var blevet, aldrig kunne blive, aldrig ville blive, og en projicering af den sorg jeg vidste ville være i hjemmet i Mårslet, min halvbroders hjem. Sorgen hos de efterladte. Den sorg jeg selv mærkede da mine forældre døde – den ramte mig, og ligeledes en forundring over, hvordan min egen reaktion havde været i forbindelse med bevidstheden om hans død frem til lige netop dette tidspunkt. Hvordan kunne jeg ”lægge” det fra mig på den måde? Hvordan kunne jeg glemme det så effektivt? Jeg måtte snakke med én!

Jeg snakkede i lang tid med ”I” og fandt ro i mig selv herved. Hvilede i en bevidsthed om, at min reaktion ikke på nogen måde var afvigende, men ganske naturlig. Min underbevidsthed havde foretaget en grovsortering og ladet mig holde opmærksomheden rettet mod det jeg lige nu var i gang med, et modul der på det tidspunkt udfordrede store dele af mig og derfor måttet have konkluderet, at det forhåndenværende var vigtigere end et dødsfald, jeg alligevel ikke kunne forandre eller gøre noget ved. Hver ting til sin tid, og da jeg nogle dage senere fandt roen omkring og inden i mig, så blev beskeden om Carstens død åbenbaret og jeg var klar til at møde den.

Carsten var ikke medlem af folkekirken, hvilket jeg heller ikke selv er, så jeg tænkte i dagene op til begravelsen lidt på, hvordan det mon ville udspille sig. Vi skulle mødes ved Mårslet kirke, men udenfor, og der ville ikke være en præst tilstede, hvilket giver god mening… og vil der stadig være tale om en bisættelse, tænkte jeg? Når nu en præst ikke giver sit besyv med, hedder det mon så noget andet? Nå, ganske ligegyldigt – det må undersøges på et andet tidspunkt…om nogensinde.

Det var senere på dagen, den torsdag hvor bisættelsen fandt sted, i torsdags, at jeg kom til at tænke over, hvor forskelligt døden kan opleves, hvilket lyder som en mærkværdig sætning, men bær over med mig. Den giver mening, og disse tanker er egentlig grundlaget for denne blog.

Det var et smukt farvel. Rigtig mange deltog i ceremonien, og rigtig mange græd. Jeg græd, hvilket jeg ikke havde gjort til hverken min fars eller min mors begravelse. Det var et rørende farvel. Så mange mennesker, samlet i sorg. Et kor sang i hjørnet af kapellet, for det var der det foregik, i kapellet. Carsten havde været medlem af koret i mange år. De sang fra hjertet og ind i mit hjerte. De sang ”Gem et lille smil til det bli’r gråvejr”, for den afspejlede så smukt den positive indstilling Carsten havde haft ind i døden, som hans kone sagde ved hendes tale. Mange græd. Hans børn græd og den ældste datter fremsagde et digt af Piet Hein, et smukt og meget rørende digt…om at leve i nuet, for det var noget som hendes far altid havde gjort. Han havde været nærværende og positiv, tilstede i nuet lige til det sidste. Jeg græd her, for hendes sorg ramte mig, og jeg kom i kontakt med min egen sorg igen, sorgen over tabet af mine forældre. De havde ikke været tilstede i nuet altid, men dog været tilstede, og det var de jo ikke mere….

At leve i nuet er livets teknik –
og alle folk gør deres bedste,
men halvdelen vælger det nu, som gik,
og halvdelen vælger det næste.

 Og det forrige nu og det kommende nu
blir aldrig i livet presente
og alle folks levetid går sågu
med bare at mindes og vente.

 For det nu, som er gået, er altid forbi,
og det næste blir aldrig det rette.
Næ, sørg for, at nuet, du lever i, 
engang for altid er dette.

Hvor er det dog forskelligt, som vi oplever døden. Jeg har skrevet det før, og jeg tænker selvfølgelig ikke vores egen død – det ville ikke give mening, men andres, for den måde vi alle oplevede Carstens død i torsdags var jo et klart billede af, hvordan vi havde oplevet ham i livet – og det slog mig, i Borgerhuset, da alle de mange mennesker samledes i et alt for lille lokale uden nok stole, at den måde vi tager afsked med folk på, i døden, afspejler den måde vi byder folk indenfor i livet.

Mange af de tilstedeværende holdt taler, rørende taler, om hvilket prægtigt og stort menneske Carsten havde været. Nogle havde kun kendt ham i få år, andre i en hel menneskealder. Han havde virkelig ”rørt” rigtig mange mennesker, og han ville på alle måder blive savnet. I mange sammenhænge og af mange mennesker. Mange græd igen.

…. den måde vi tager afsked med folk på, i døden, afspejler den måde vi byder folk indenfor i livet …

Det er en interessant betragtning, for ingen havde grædt på den måde til min mors begravelse. En enkelt tale var blevet afholdt, og det var mere en opsummering af hendes liv og væsen. Jeg holdt ingen tale, for jeg fattedes ord dengang, til min mors begravelse, men her, til min halvbroders begravelse, en mand som jeg ikke havde haft megen kontakt med i livet, her havde jeg lyst til at sige nogle ord, for han havde bestemt været et stort menneske, ikke tæt på mig, men stort og nærværende….og det giver mig noget at tænke over, for i døden ses tydeligt hvilket liv der tages afsked med.

Min mor havde ikke på samme måde ”rørt” nogen i hendes liv. Hun var et godt og ordentlig menneske. Hun var kærlig og venlig. Hun var hjælpsom og imødekommende og hun er savnet hver dag i mit hjerte, men hun ”rørte” ikke ved folk. Der var tristhed ved hendes bisættelse, men ingen tydelig sorg, ingen gråd. Hun var selvfølgelig også en generation ældre end Carsten, men alligevel. Sikken en forskel. Hun bød ikke nogen indenfor i hendes liv. Hendes liv var fuldstændig styret af en religiøs overbevisning, der ikke gav plads til impulsiv kærlighed eller lidenskab. Hun var kærlig og en dejlig mor og farmor, men med en religiøs distance. Altid en distance, og denne distance gav ikke mulighed for at ”røres”, og derfor var ingen ”rørt”.

Er det ikke noget af det største vi kan opnå i livet, tænker jeg? At røre folk på en måde, således at der gøres en forskel? Alt andet er ligegyldigt på en eller anden måde, for i min overbevisning findes der ikke noget efterliv. Livet er et mirakel, men det har en start og en slutning, og selvom der rent faktisk skulle være noget efter døden, så er dette liv stadig slut, min bevidsthed om dette liv er slut og derfor er livet slut…og alt vi efterlader er den forskel vi har gjort, og i den forhåbentlig nogle mennesker, hvis hjerter vi har rørt.