Havde en lidt sjov oplevelse i dag, som fik mig til at tænke lidt – elsker sådanne oplevelser :), men lad mig lige starte med en af mine yndlingsaversioner, der pudsigt nok hænger lidt sammen med dagens tema, nemlig det her med at være fraværende i nærværet. (Har skrevet en længere blog om det for nogle måneder siden.)

I dag kom jeg ned til min kiropraktor. Havde en tid til min genstridige nakke, der af en eller anden grund elsker at gøre væsen af sig selv, og jeg ankom som sædvanlig i lidt god tid (for sådan er jeg, hvilket nogen gange er irriterende…..altid at være i god tid), og kommer ind i et helt tyst venteværelse. Hvis en loppe havde gøet, ville dette være blevet iagttaget – så stille var der, så stille var de 6 personer, der sad og ventede. 6 personer, trods alt, og ikke en lyd. Af disse 6 var to af dem et gammelt ægtepar…eller, ja, det ved jeg jo faktisk ikke. Det var en gammel mand og en ditto kvinde – måske var de nygifte, men kunne godt ligne nogen, der i medgang og modgang havde oplevet de seneste 60 års morgenstunder sammen, for de sad og stirrede tomt ud i luften – havde sikkert engang i slutningen af 70’erne sagt alt hvad siges skulle og levede nu blot i (lykkelig eller måske resignerende) vished om den andens eksistens…eller noget. De 4 andre var unge, eller i hvert fald i min generation og måske også i den der kom efter min – og alle 4 sad og svipede på livet løs – der blev ikke kigget op, der blev ikke nikket eller hilst. Ingen registrerede min ankomst og alle var stemningsmæssigt fuldstændig upåvirkede af den virkelige verden – “der svipes” – swushhhh, swushhhh.

Jeg er egentlig dobbeltmoralsk her, for noget i mig reagerede på fraværet i deres tilstedeværelse. Jeg kunne være kommet nøgen ind i lokalet, og ingen ville have registreret det – måske den gamle kone ville have fået et hjertestop og manden derpå takket mig….men i bund og grund var jeg uregistreret….og egentlig er det jo kimen til ensomhed, lige der….jeg kommer ind og ingen ser mig……whoa…..hvor ville en psykolog sikkert have kunnet få meget ud af den følelse…..og så på den anden side burde netop jeg være ganske godt tilfreds med situationen, for hvis der er noget jeg ikke er god til, så er det “small talk” i et venteværelse…..egentlig er jeg heller ikke god til “small talk” i en lufthavn eller i et prøverum……faktisk er jeg elendig til “small talk” og undgår den helst, så hvad i alverden øffer jeg over?? Udelukkende det ensidige fravær – det var slående, og så øffer jeg forøvrigt ikke.

Nå, men dagens oplevelse, som har dannet grundlaget for denne blog, udspillede sig på en café i Jægergårdsgade i Aarhus, hvor jeg var at finde midt på eftermiddagen – arbejdende – for jeg havde lige en god times tid at slå ihjel og det gjorde jeg så i selskab med en god stærk Americano og en markørpen i pink….så analog er jeg nemlig nogen gange….

Kort tid efter at jeg havde sat mig, slog to ungersvende sig ned. Sælgere, uden tvivl. Begge i stilrene skjorter og pletfrie benklæder…ikke at mine derfor nødvendigvis var plettede….men blot for at give et indtryk at de to unge mænd. Alt sad perfekt på dem, håret var velkæmmet og sikkert også deres plukkede bryn. Verdensmænd, udstrålede de, og sultne var de, så de bestilte hver deres burger og en øl (hver)….og så begyndte morskaben, for knap var øllene blevet placeret foran dem, før den ene hev mobilen frem, åbnede for Facebook og postede et billede af deres to øl….sikkert inkluderende et “tagging” af kammersjukken. “Føler sig begejstret” eller noget andet sludder i den stil. Alt dette kunne jeg sidde og se fra min plads, men endnu tillagde jeg ikke dem ikke nogen videre interesse.

Interessen antog først form kort efter, da endnu et billede blev taget – denne gang af den ene, der nu drak af sin øl. Det er da vigtigt. Det skal andre da se. Herre Jemini. Han sidder på en cafe og drikker en øl. Jeg forbløffes. Jeg forundres. Hvad mon der sker om lidt? Gad vide om han også SYNKER øllen?? Det er vildt. Det er utroligt. Det skal da på Facebook.

Maden kom, billeder blev taget – nogen “følte sig garanteret fabelagtig”.
Der var løg i burgeren. Billeder blev taget, nogen blevet “tagget”.
Der blev taget 13 billedet i løbet af dette måltid. 13!!!

Maden blev kold – er jeg sikker på – fordi de her gutter havde så travlt med at “poste” billeder af deres fuldstændig ligegyldige måltid på en fuldstændig ligegyldig cafe på en fuldstændig ligegyldig onsdag….og så var det jeg begyndte at tænke 🙂

Glemmer vi at være til stede i vores evindelige søgen efter selv-iscenesættelse? Hvorfor gør vi promoveringen af det vi foretager os vigtigere end det at være til stede i det vi foretager os? Hvad får disse to gutter til at tro, at 13 opdateringer af et måltid på en cafe, kan interessere nogen som helst??

Jeg oplever ofte, når jeg er eksempelvis til koncerter, at nogen – i deres iver efter at redegøre for deres færden – oplever denne igennem deres telefon. Der tages billeder, der optages video – nogen gange meget lange videosekvenser, hvor koncerten opleves igennem en 5-7” skærm, således at det rette fokus kan opretholdes, og så skal den også lige “behandles” efterfølgende, inden den kan uploades og deles med verden – en deling (hvis det er en video) som de færreste orker at kigge på, fordi kvaliteten er dårlig, og bestemt ikke ligesom at være der selv, så det er en dobbelt loose-loose vi her har med at gøre, for ophavsmanden går glip af “virkeligheden” fordi fokus er på optagelsen af denne, og modtagerne scroller videre, for kvaliteten af den “virkelighed” som tilbydes simpelthen er for ringe.

Mængden af informationer er i dag så enorm, at ingen ser noget som helst!

Jeg tager mig selv i nogen gange at lægge billeder på FB, billeder af mad eller andet, som jeg er ophavsmand til. Bevæggrundene hertil kan være mange, men hvis jeg kigger igennem alle de dårlige undskyldninger og forklaringerne, så kan det hele koges ned til ét ord – “Bekræftelse”. Jeg ønsker, at andre bekræfter det jeg har foranlediget, at få en positiv tilkendegivelse. Jeg er dygtig. Jeg har overskud. Jeg oplever. Jeg gør.

Hvis ingen reagerede, ville jeg nok lade være med tiden.

Jeg fik en dejlig snak med min gode veninde B i aftes. Vi var ude at spise, og som altid gik tiden alt for hurtigt i forhold til den tid vi havde sammen. Jeg har nævnt B før – hun er skøn at snakke med. Psykolog og Ph.D…så hun ved et og andet 🙂
Vi snakkede om denne oplevelse og FB generelt. Hun og hendes mand er slet ikke en del af FB – det er et simpelt fravalg, så det var mere mine oplevelser, vi kunne debattere. – Hvorfor dog skabe et behov, der ikke er? Og det har hun jo fuldstændig ret i.

En tanke: Hvis man hviler i sig selv og i det man er og gør, vil man så have behov for at “vise” dette igen og igen på et (u)socialt medie som FB? Eller vil netop behovet for selvpromovering glimrer ved sit fravær?

Hvorfor er jeg på FB? Det pudsige er jo, at det første jeg næsten altid gør, hvis een anmoder om “venskab” hos mig, det er at slukke for vedkommende, således at jeg aktivt selv skal gå ind på vedkommendes profil og kigge, hvis jeg vil se, hvad han/hun laver/deler – derfor er min væg også dejlig rolig. Hvis ikke denne mulighed var blevet tilføjet, så ved jeg med sikkerhed, at jeg ikke havde været at finde herinde, for det bliver simpelthen for kaotisk for min hjerne med alle de informationer.

Jeg deler ikke selv særlig meget, og det bliver mindre og mindre, efterhånden som jeg “vågner op” og bliver opmærksom på min adfærd. Der kommer flere og flere “hvorfor’er” ind i mine tanker, og derfor fravælges FB i stor stil. Jeg bruger ikke megen tid herinde – egentlig mest på nogle få grupper, der har min interesse, og på at kommentere lidt på visse mindre ting, der har fanget min interesse. Billeder…tjahhh….jo da, det er sket, men tror ikke det sker ret meget fremover.

På samme måde som jeg heller ikke bruger tid på vejrudsigterne mere overhovedet, så fravælger jeg folk’s opdateringer, og på samme måde som det så kan være en helt fantastisk oplevelse af vågne til snevejr eller høj sol – uvidenhed i den retning er altså noget af det bedste jeg har tilladt mig selv, så er det ind imellem en spændende oplevelse at gå på opdagelse i mine “venners” opdateringer – snuse lidt omkring og se hvad der sker, uvidende om den aktuelle status, og derfor nem at overraske og glæde….hvilket ikke er muligt, når alle informationer presses ned i halsen på én i tide og utide. Derfor bruger jeg heller ikke ret megen tid på FB i det daglige – det interesserer mig ganske enkelt ikke, og da slet ikke at dele mit liv med alle og enhver. Hvis der sker noget skelsættende i mit liv, så deles det med de få personer, der virkelig betyder noget i mit liv, og gribes jeg af lysten til at sætte mig ned og lade tankerne flyde frit…..tjahhh…..så deles det også til tider med jer herinde……..men jeg gør det uden forventninger om “likes”…..kommentarer er dejlige, men uvæsentlige i den sammenhæng, for mens jeg skriver, er det terapi for mig og ikke for andre….og når jeg deler disse tanker her, så er det fordi jeg har skrevet en masse ord, og forhåbentlig kan de inspirere eller blot glæde en eller anden i kort eller længere tid….

Hvis andres positive respons afhænger af vores lyst til at dele, så bør vi måske lade være.