”Hvor meget har jeg mon fået spoleret dit voksne følelsesliv, min skønne datter”?
Denne tanke kom til mig i dag, i bilen på vej til Tyskland. Jeg sad som passager og kiggede på min vidunderlige 18-årige datter, der med sikker hånd førte automobilet ned af E45….blot hende og jeg. En smuttur ned over grænsen. Ikke fordi der på nogen måde kan beregnes en økonomisk gevinst herved, men fordi vi elsker den tur sammen, fordi vi har kørt den tur rigtig mange gange, fra hun var helt lille og til nu, hvor hun selv forespørger på turen. Kun hende og mig.
Tanken kom ikke helt ud af det blå, for umiddelbart har jeg en super velfungerende datter, der er bevidst, empatisk, nysgerrig og i ro omkring, hvem hun er. Jeg er fuldstændig sikker på hende, stoler 100% på hende og hendes dømmekraft…jeg har med andre ord sluppet hende, og lader hende flyve, fordi jeg er sikker på, at hendes vinger er stærke og kan bære, og at hun selv ved hvor og hvornår tiden er inde til at lande….og med hvem hun lander…..men tanken om, hvilke frø jeg – med de absolut bedste intentioner (hvilket jo nødvendigvis bestemt ikke behøver at føre noget godt med sig) har fået sået i hendes sjæl, som på en eller anden måde hindrer hende i at blive hel….og at hun måske først om mange år begynde at opdage kimen til disse frø og årsagen til hendes ageren i forskellige sammenhænge…..det ramte mig lige i dag, i bilen….baseret på en oplevelse jeg havde i weekenden, på et seminar, i Nølev.
Jeg har i en tidligere blog beskrevet mit møde med vildskaben på Mahamudra – den seksuelle vildskab, og omkring hvordan min egen manglende formåen i den henseende slog mig ud, pacificerede mig og forvirrede mig. Efterfølgende har jeg så erfaret, at vildskaben (eller det blot at slippe kontrollen) er tilstede i mig, og at den kan finde vej til overfladen. Jeg har undersøgt dette i mig selv i mange situationer og fundet stor glæde i den, når den slippes, kontrollen…..men lørdag aften mødte jeg dem igen – vildskaben og min uformåen….og igen bragte disse mig i knæ. Jeg måtte igen forholde mig til min uformåen og en voldsom lyst til at stikke af, skjule mig….eller blot blive liggende i fosterstilling og håbe på at søvnen ville indfinde sig og bringe fred i mit oprørte sind.
Jeg sad i et mørkt rum. Jeg var på et seminar i dynamisk tantramassage, og lige indtil kort forinden, havde min dag være en lang lystfuld affære, en dag med en masse indtryk og med en krop der på alle måder var i fuld lyst. En berøring eller et let kys kunne bringe mig steder hen, hvor alting sitrede og brusede…..og slukkedes næsten øjeblikkeligt ved annonceringen af denne sidste øvelse. Jeg mærkede det fysisk, hvordan noget i mig sagde fra, lukkede ned…..men en del af mig ville også udfordre denne vægren, for det er jo netop derfor jeg var lige der, hvor jeg var…for at undersøge noget i mig selv, så hvis ikke jeg netop skulle gå ind i sådan en reaktion, hvad ville så formålet med min tilstedeværelse være….så jeg satte mig på knæ og lyset blev slukket!
Jeg prøvede. Jeg gik med i øvelsen, men uden engagement. Hvad der tidligere havde stået, lå nu ned og kunne ikke bringes til live. Jeg accepterede dette, velvidende at jeg selv skabte dette dilemma inde i mit hoved. Min ulyst til øvelsen fik min krop til at sige fra, så jeg trak mig lige så stille ud, væk fra gruppen og i mørket fandt jeg en plads lidt afsidigt og der lagde jeg mig, rullede mig lidt sammen og håbede et kort øjeblik på, at søvnen ville finde mig, hvilket den naturligvis ikke gjorde, for hvis der var noget jeg ikke var, så var det i ro.
Jeg følte mig anderledes. Hvorfor skete dette igen? Omkring mig oplevedes nydelse, nærhed, begær, lyst…alt sammen noget jeg selv nyder og søger, så hvorfor denne reaktion?
- Sæt dig op! En stemme inden i mig gjorde væsen af sig. – Sæt dig op og mærk det!!
- Gå ud af rummet, sagde en anden stemme. – Du hører ikke til her!!
Jeg satte mig op. Jeg satte mig i en skrædderstilling op af en lun radiator, lukkede mine øjne og mærke den ….vildskaben, brunsten, liderligheden…….overalt omkring mig…..og lod det hele finde vej ind, hvor jeg prøvede – analytisk – at iagttage præcis hvad der skete og hvad det gjorde ved mig og ikke mindst hvorfor det gjorde noget ved mig….og pludselig begyndte jeg at kunne genkende mine følelser i mødet med det der skete omkring mig.
Det var min mor’s afstandtagen til den fysiske kærlighed, jeg oplevede. At alt kropsligt var noget fælt noget, porno, og at liderlighed var ulækkert og noget man ikke søger, hvis man er et ordentligt menneske. Det var de samme følelser jeg kan huske fra hele min barndom, når der i fjernsynet blev vist nøgne kroppe eller tegn på elskov….jeg hadede det og hvad det gjorde i mig dengang, for på én side blev jeg ophidset af det, og på den anden siden viste min mor med al tydelighed, at det var ubehageligt for hende, og hun kommenterede det også i kradse vendinger…..hvilket førte til at jeg begyndte at forlade stuen, når situationen indtraf….så gik jeg på toilettet eller ud i køkkenet, for jeg følte flovhed over, at jeg jo faktisk ikke følte lede ved det, men lyst….og jeg tog for mange år siden mig selv i, at gentage denne ”flugt”, når jeg sad sammen med min datter og der blev vist nøgenhed på tv….så dybt var det forankret i mig, så megen magt havde den ”opdragelse” på mig….indtil jeg blev opmærksom på det…..og forandrede det….i mig.
Det var den følelse jeg oplevede. Det var noget ”beskidt” og ”unormalt”noget jeg oplevede, hvilket er i skærende kontrast til min normale tilgang til elskov og nøgenhed – der har jeg nærmest ingen grænser…..men i denne store gruppe…..der fandt opdragelsen vej og fik magten over mig…..og ønsket om ”flugt” var overvældende.
Der sneg sig en ro ind i mig. Jeg kunne mærke opdagelsen begyndte at lægge sig i mig og at min ulyst dæmpedes. Bevidstheden om at det var noget genkendeligt, der skete i mig, gav mig en ro, for så ville det måske kunne ændres…med tiden? Ikke nu. Jeg var ikke klar til at bevæge mig endnu, men jeg greb fat om følelsen, opdragelsen, og jeg hev den frem i lyset og iagttog den….og det kunne den ikke lide.
Jeg blev siddende. En mand kom forbi. Han vidste, hvordan det var fat med mig, og ville bare lige sikre, at jeg var okay – en smuk gestus, og ”I” kom også forbi…..og med hende gled jeg roligt ind i øvelsen igen – velvidende at jeg ikke kunne bevæge mig i den endnu, men sammen med hende kunne jeg mærke mig selv og min lyst….og der fandt jeg roen igen…..
Jeg er glad for endnu engang at blive konfronteret med det der skræmmer mig, for kun på den måde, ved at iagttage det, kan jeg forandre det….uden iagttagelse, ingen bevægelse. Uden bevægelse, intet liv.
Måske jeg næste gang kan deltage…..hvis ikke, er det faktisk rart at sidde og meditere op af en lun radiator.
”Hvor meget har jeg mon fået spoleret dit voksne følelsesliv, min skønne datter”?
Jeg håber virkelig, at jeg har været et sundt spejl for hende og at mængden af usunde frø ikke er alt for overvældende…..og jeg kigger på hende, hører hendes skønne stemme, mærker hendes naturlige lyst til at være ”et godt menneske”, og tænker, at hendes moders og mine spejlinger egentlig nok har været okay.
Leave A Comment