Jeg har med sikkerhed skrevet om det før, men lige nu er der så megen snak om, hvad Corona-krisen har skabt af problemer for kærligheden; mængder af velmenende råd fra terapeuter og selvhjælpsfolket en masse om hjælp til genopretningen af kærligheden – ud fra den vildfarelse, at kærligheden er noget der kommer og går, noget der skal kæmpes for, vedligeholdes, vandes for at blive holdt i live.

Er kærligheden virkelig ’noget’, der kommer og går?

Enten / eller

I min beskrivelse er der kærlighed eller også er der ikke kærlighed. Kærligheden kan ikke gradbøjes eller deles op i lidt eller meget. Andet end i beskrivelsen via sproget.

Enten elskes der, eller også elskes der ikke.

Hvis der argumenteres for, at der skal arbejdes for kærligheden eller at denne skal genfindes, så henvises der efter min mening til noget helt andet, nemlig ideen om kærligheden, og det er noget ganske andet at kigge på og arbejde med, for den kan stilles op og vurderes, ideen om kærligheden. Den kan sættes frem og tildeles en værdi på en skala – fra ’lidt’ til ’meget’ Den kan gøres til genstand for et kulturelt billede af hvordan vi er sammen, at vi skal være sammen og på en bestemt måde sammen for at opleve kærligheden. Den objektiviseres og præsenteres som noget ’derude’, noget objektivt, som vi kan finde enten sammen med en anden eller i mødet med en anden, og i dens tilstand af objekt, kan den ligeledes tages væk igen, fjernes fra det ’os’ som den skabtes ud fra, hvis dette opløses. Ligeledes så siger vi også, at ’kærligheden’ har haft hårde vilkår under pandemien, fordi denne, rent objektmæssigt’ er blevet gjort sammenlignelig med vore følelser for hinanden – og det har ikke noget med kærligheden som sådan at gøre.

Hvad er kærlighed

Det er faktisk et spændende spørgsmål. Hvad er kærlighed?

Umiddelbart vil min definition være, at det er en ubetinget anerkendelse af et ’noget andet’. Det er efter min mening ikke muligt at bringe betingelser ind i snakken. En kærlighed kan ikke betinges af noget som helst, for så objektiviseres den og kan stilles overfor en dom – om ’noget’ er opfyldt eller ej. ”Hvis du bare var lidt mindre tyk, så ville jeg elske dig”. ”Hvis bare du ville komme med lidt flere blomster, så…”. Kærligheden kan ikke betinges; det kan derimod ’ideen om’, for den indeholder krav og foranstaltninger for at blive opfyldt.

Det er heller ikke en følelse, men mere en tilstand, tænker jeg. Jeg kan føle lyst, tænding, glæde, sorg, vrede, overraskelse, ønsket om at være hos den anden hele tiden osv., men kærligheden ’er’ blot. Eller også ’er den ikke’.

At elske

Hvad er forskellen på kærligheden til mit barn, til en fantastisk god ven, til en tidligere kæreste, til en is, til duften af havet? Er der forskel på at elske min kæreste og at elske smagen af jordbær? Hvad ligger der i ordet ’elske’?

Elsker jeg nødvendigvis det jeg føler kærlighed til?

Det var faktisk en spændende tanke; kræver det kærlighed for at elske og kan jeg elske noget, jeg ikke føler kærlighed til?

Jeg elsker smagen af jordbær, men ligefrem kærlighed vil jeg ikke blande ind i det. Måske er følelsen jeg kalder for ’at elske’ mere den erindring jeg tillægger smagen? Minder om noget fantastisk, varme sommeraftener, familiehygge? Er det mon det jeg kalder for ’at elske jordbær’?

Jeg elsker min kæreste, og her er der bestemt også kærlighed i spil, men jeg elsker hende jo på en helt anden måde end jeg elsker mit barn eller jordbær eller min bedste ven. Der er nok en ’tænding’ inde i billedet her? Jeg oplever min krop reagere fysisk på hendes nærvær og tankerne om hende. Jeg oplever ønsket om at være sammen med hende, dufte hende og at elske med hende, igennem ’tænding’ – og den har ikke noget at gøre med kærligheden som sådan, tænker jeg, for tændingen kan gå fra lidt til meget. Jeg kan være vildt meget tændt eller blot en smule. Jeg kan opleve kærlighed uden tænding – den er faktisk mere normal, så hvis ’tænding’ er det jeg kalder ’at elske’, så kan den fungere fint uden kærlighed og på samme måde kan kærligheden fungere uden tænding – eller uden at elske.

Måske er der en tænding i smagen af et solmodent jordbær?

Skal kærligheden reddes? Kan den?

Når jeg snakker med par, der kommer til mig for at snakke problemer i parforholdet, eller hvis de kommer for at få hjælp til at få ’banket gang i kærligheden’ igen, så vil jeg være meget interesseret i deres definitioner på, hvad de forstår ved kærligheden. Jeg oplever ofte at det netop er ideen om kærligheden der ønskes reddet, og den har ikke noget med kærligheden at gøre som nævnt tidligere. Efter min mening.

Hvad er det parret gerne vil have reddet eller fundet igen? Kærligheden behøver ikke være i et parforhold, hvis der er tænding, venskab, sympati og lyst, men alle har så frygtelig travlt med at fortælle alle andre om det vigtige i at ”genfinde kærligheden” eller ”kæmpe for kærligheden”, hvilket i min verden er noget sludder, for det vil efter min mening være ’følelser’ der skal genfindes. Det vil være en opmærksomhed og en rummelighed der skal erindres fra tidligere. Kærligheden – hvis den nogensinde har været imellem personerne i parret vil være i fin stand, men er måske blevet glemt i fraværet af de følelser der er med til at give den plads.

Det er ikke kærligheden der holder et forhold levende, det er følelserne i det.

Ideen om kærligheden er dog ofte den skyldige, og det er den de gerne vil finde igen, parrene, men den bør forblive borte, gemt væk i traditionernes og kulturens affaldsspand, for den inkluderer næsten altid et ’men’ og hvis der inkluderes et ’men’ i en sætning eller i en definition, så betinges den. Det er vigtigt at huske, for så kan det ikke være kærlighed.