”Kærligheden gør ondt” – ”Love hurts”, sådan lyder en gammel sang fra Nazareth, men det er noget sludder; kærligheden kan ikke gøre ondt, det er ikke dens væsen. Noget gør ondt i mig for tiden. Meget. Men det er ikke kærligheden, for den er smuk og fylder meget. Den gør ikke ondt – det er ikke at kunne mødes i den, der gør ondt. Meget.
Jeg har tidligere skrevet om mit møde med kærligheden til ”K”. Den skønneste og smukkeste følelse, der fyldte mig uden af fylde ud, gjorde blot pladsen større, gav plads til mere. Den har været min kæreste ven igennem de seneste 6-8 måneder, kærligheden, og den er her stadig. Uforandret. Desværre måtte der træffes et valg i weekenden. Ikke et valg fra min side. Ikke et valg jeg bifaldt på nogen måde. Jeg måtte lide den tort at skulle acceptere at sige farvel til ”K”. Om det blot bliver til et ”på gensyn” må tiden vise, men lige nu kæmper jeg med et farvel – og det gør ondt. Meget.
Hun traf ikke valget let. Nogle udefrakommende årsager foranledigede dette og vi græd i mødet med valget; det trufne. Det var en knusende erkendelse, der først rigtig fandt vej til mig, da hun tog afsked; da ramte den mig, erkendelsen, og den lagde mig ned, knækkede mig bogstavelig talt lørdag, hvor jeg befandt mig i et vakuum resten af dagen. Jeg gik mig en tur sammen med en god veninde, der var lidt i samme situation som jeg, så vi øsede løs ud over hinanden, og så foregik resten af dagen med at prøve at finde vej ud. Det var ikke kærligheden der gjorde ondt. Det var ikke at kunne mødes i den mere, der gjorde. Meget.
Søndag pløjede jeg lidt formålsløst rundt på Scor. På det tidspunkt gav det mening. Skrev til nogle derinde. Drev lidt rundt, lavede forskelligt. Var rastløs og havde lyst til at løbe væk. Nok fra det der var i mig, så jeg løb rundt inde på scor, og da jeg søndag aften fik et par svar retur, gik det langsomt op for mig, hvad jeg egentlig havde gang i. Lige præcis det jeg ikke ville. Det var det jeg havde gang i. Jeg undgik at erkende, at jeg var knust indeni. Meget.
Jeg slettede min profil. Lige der. Ikke tale om, erkendte jeg, om jeg ville sjoske rundt på Scor, iført et knækket ”jeg” og i et forsøg på at sluge nok henvendelser til ikke at føle noget. Det er der nok der gør – derinde, tænker jeg, og det ville jeg ikke være med til. ”Er du sikker?” spurgte Scor mig, da jeg ville slette den. ”Ja tak” svarede jeg, og pist væk var den. Det har givet mig ro. Indeni. At den ikke mere tager fokus. For det gjorde den. Meget.
Hvor er det vildt som det fylder. Tabet! Det fylder. Rigtig meget. Heldigvis, for der skal jo findes et heldigvis (?), var jeg ikke vant til at se hende særlig ofte. Afstanden imellem os fysisk spillede en rolle her, og sjældent var det mere end max. én gang om måneden vi så hinanden. Deri ligger der et ”heldigvis”, for savnet ligger ikke i en kvantitet, som jeg nu skal til at vænne mig til ikke ”er” mere. Tavsheden i den lette skriftlige messenger-snak vi opretholdte, den skal jeg vænne mig til – og det er på alle måder svært nok i sig selv, for lysten til at skrive er meget nærværende. Ofte er den det, men i min tavshed ligger en respekt for det trufne, beslutningen, og den holder endnu. I mig. Respekten. Selvom den gør væsen af sig. Meget.
Den gør ikke ondt. Kærligheden. Det er alt det omkring den, der gør ondt lige nu. Selv her, en onsdag eftermiddag, hvor jeg ligger og puster i varmen, selv her kan jeg mærke, hvordan det påvirker mig og gør mig ked af det – OG det må det gerne. Gøre ondt. Det vil det gøre længe, er jeg sikker på. Meget.
Leave A Comment