Hvor er det forunderligt, som holdninger og forventninger forandres i takt med at livet forandres. Jeg kan mærke det på min egen krop, så for mig er det helt logisk, at tillades der en bevægelse i livet, så følger der helt sikkert andre ting med i den forbindelse, En bevægelse i én retning virker som en dråbe i havet – forstået på den måde, at en dråbe der rammer livets store overflade, vil uvægerligt sprede ringe ud i alle retninger og forstyrre det system, som livet er.

Dette er en blog omkring den forandring jeg oplever i relation til film (primært)

For ti år siden var mit liv temmelig statisk. Der skete ikke mange bevægelser i det. Indrømmet. Jeg levede i en lille lukket symbiose sammen med min datter, og vores liv bød ikke på de store overraskelser eller årsager til videre forundring. Jeg havde de holdninger som jeg mere eller mindre altid havde haft, jeg så de film jeg altid havde set, hørte den musik jeg altid havde hørt. Det var et liv der fungerede for mig og for min datter på godt og ondt. Jeg ”forblev”.

Jeg kan huske en oplevelse i forbindelse med en kæreste jeg havde på det tidspunkt. Vi var i biografen to gange på samme uge; den første film var mit valg, det andet valg var hendes. Mit valg førte os til Cinemax, hendes valg førte os til ”Øst for Paradis”. Min valg var ”Mission Impossible III”, hendes var ”Capote”. To meget forskellige film i to meget forskellige tempi. Jeg fandt hendes valg dræbende langsommelig, hun fandt mit valg dræbende kedsommeligt, om end anstrengende. Jeg kan huske, at min tilgang til film dengang udelukkende var et ønske om at blive underholdt. Jeg mærkede ikke mig selv i filmene, tænkte ikke så meget over dem. Det var normalt for mig at vælge actionfilm og de behøvede ikke at sætte spor i mig. Overhovedet. Jeg kan huske den første film der gjorde et mærkbart indtryk på mig, det var filmen ”Seven”. Den krævede en stillingtagen efterfølgende. Det var jeg ikke bekendt med. Det var bare film – 2 timer at slå ihjel. Nu forlod jeg biografen med en meget dårlig smag i munden, fordi ideerne i filmen ikke stoppede ved udgangen. Sikke noget. For mig var det noget underligt noget. Dengang.

Jeg har for nyligt genset begge film – som en del af den tankerække jeg her redegør for – og slukkede for ”Mission Impossible III” efter ca. 3 kvarter, for sikke dog en omgang intetsigende travlhed, hvorimod gensynet med ”Capote” https://www.youtube.com/watch?v=cjvBYqp8b6U – var en vidunderlig overraskelse, hvor alt hvad jeg dengang fandt kedsommeligt pludselig gav mening, gav liv, skabte refleksioner og forundring.

Ringene i vandet havde skabt en forstyrrelse i mit system.

Det er ikke kommet lige pludseligt. Dråben ramte vandet for længe siden og der har længe været uro i det vand der er mit følelsesliv. Dråbens ringe rammer ind i mange ting, skabe mange bevægelser, i mange retninger, og én af disse er ønsket om at ”mærke”, at blive følelsesmæssigt berørt, at overraskes og forbløffes. Det gælder i biografens mørke såvel som i resten af livet. Nu.

Jeg har igennem de seneste mange år observeret en tendens i mig til, kritisk, at dissekere de film som jeg har set i biografen, ofte sammen med min bedste ven Søren. Så går vi efterfølgende over på ”Peder Gift”, får os en øl og pointerer alle hullerne i den netop overståede film. Hver gang forundres vi over Hollywoods manglende ønske om at skabe helhed og dybde. Selv i film til mange hundrede millioner, virker alting ugennemtænkt og uengageret; som noget skabt ud fra samme skabelon og med ret stramme regler for, hvor mange eksplosioner der som minimum skal være, hvor uendeligt lange ligegyldige biljagter mindst skal være og hvor handling, plot og dialog kommer langt nede på listen. Hvorfor dog fortsætte med at spilde penge på disse film, kan man så med rette tænke, og svaret leder jeg også lidt efter, for jeg finder mig selv, gang på gang, med bristede illusioner. Tænker at det beror lidt på ”plejer”.

Jeg har i de forgangne to uger set 3 film; det er ret vildt, men ikke desto mindre et faktum. Det er altså temmelig meget over gennemsnittet, men de lægger en ret god bund for disse tanker.

3 film i 3 biografer:

  • Den skjulte tråd
  • Black Panther
  • The Shape of Water

3 film, hvor én var overraskende god, og med et totalt uventet plot. En anden var umådelig dårlig, med forfærdende dårligt skuespil, åndsløse dialoger og på intet tidspunkt interessant. 2 timer i formidabel kedsomhed. Og endelig en helt sublim oplevelse. En smuk perle iblandt alt det skrald der flyder ud af Hollywoods store gab. Oplevelserne er nævnt i den række de beskrives i punktform.

Det siger noget om den forandring, der har taget bo i mig, at jeg i den grad falder for Guillermo del Toros ”The Shape of Water”, men jeg havde det på fornemmelsen. Jeg forelskede mig fluks i den kvindelige hovedrolle, i musikken, i stemningen i filmen, i karaktererne, dialogerne og ikke mindst, så oplevede jeg endeligt en velplaceret humor, hvilket bestemt er en sjældenhed i film i dag. Jeg ”levede” i historien, jeg oplevede store følelser, jeg lo, ikke af tåbelige kække bemærkninger, men af et lune, der naturligt fødtes i historien, upåtaget, ægte. Bevares, enkelte huller kunne nok findes, men det havde jeg ingen lyst til efterfølgende. Fordi den var blevet ”mærket” og ikke bare havde underholdt, så spiller de små huller ikke nogen rolle – det er når helheden mangler, at de store huller observeres. Når hullerne er større end den masse de burde være en del af.

Jeg overhørte for nyligt én udtale, at hun overhovedet ikke havde lyst til at skulle tænke over de film hun så, hun ville bare underholdes. Jeg hørte hende sige dette, og jeg hørte mig selv tænke sådan for mange år siden, dengang da min verden var anderledes og jeg var ubevægelig. Nu kender jeg hende, der udtalte dette og jeg ved at hun også er ganske ubevægelig, så det giver god mening. Jeg oplever folk omkring mig sidde og grine og føle sig godt underholdt til ”Black Panther” alt imens jeg krummer tæer og keder mig bravt. Jeg er før gået midt i en film – når tankeløsheden efter min mening bliver for massiv, og jeg var lige ved at gentage mig selv i denne uge til ”Black Panther”, men noget i mig håbede på en forandring. I filmen. I handlingen. Noget. Et eller andet der kunne retfærdiggøre udlægget på 110 kr. Det skete ikke. Nogen fandt den sjov. Nogen, mange(?) var sikkert godt underholdt. Retfærdigvis skal det nævnes, at begge mine kammerater forlod biografen i næsten samme tilstand som jeg.

Den har fået god kritik. Jeg forstår det ikke. Det samme fik ”Valerian” (den film som jeg forlod efter en lille halv time). Mange, jeg har snakket med, synes den var helt fantastisk(?). Alle snakkede om effekterne og mange kunne hæfte den op på en læst tegneserie fra deres ungdom. – Gik du??? Og når jeg så spørger ind til de to hovedpersoner og deres formidable evne til ikke at være gode skuespillere, så nævnes effekterne igen og det gode plot til slut. Resten trækkes der på skuldrene af og der sendes blik i min retning der siger noget i retning af, at jeg da vist har en underlig smag.

Jeg prøvede faktisk at se den igen. Prøvede og måtte erkende efter ca. 1½ time, at jeg havde truffet det rette valg første gang. Jeg ved stadig ikke, hvad tanken med filmen er! Jeg ved ikke, hvordan den ender og ærlig talt…..jeg er også fuldstændig ligeglad ? Har jeg en underlig smag?

Tjahh….det har jeg måske. I hvert fald anderledes end mange af dem jeg møder; mænd som kvinder. Jeg tænker også, at jeg nok fortsætter med at vælge både de store såvel som de små film. Jeg vil sikkert stadig mest elske de små. Jeg vil sikkert stadig forbløffes over overfladiskheden i de store fra Hollywood. Jeg vil glæde mig til Tarantino og del Toro, glæde mig til mødet med forbløffelsen i ”Øst for Paradis” og smile ved tanken om efter-øllen på ”Peder Gift” sammen med Søren, hvor vi sidder og morer os over hullerne i den film, som vi netop har spildt en masse penge på. Skabes bevægelser ikke bedst ud fra diversitet, sidder jeg lige nu og tænker? Ud fra alsidigheden og det oplyste grundlag? Jeg vil fortsætte med at se en masse film for på den måde at forblive bevidst om, hvad jeg bedst kan lide ? Tænker, at det er en god plan.