Det er så populært at give alting en grund, en forklaring, det berømte ”vink med en vognstang”. Det ses og læses overalt; beslutninger tages på dette grundlag, for der må jo naturligt ”være en grund”.

Den er jeg ikke helt på linje med, den tro. I min verden må ting gerne ske uden grund. Mange gange tænker jeg endog, at ligesom livet blot ”er”, så ”sker” ting også bare – måske som en reaktion på en aktion, og så kan denne aktion jo sagtens blot være en åbning i ”mig”, der forårsager en reaktion et andet sted, måske blot at jeg bliver opmærksom på ønsket i mig? Jeg har i hvert fald oplevet at kigge på bil (aktion), blive interesseret i et bestemt bilmærke og pludselig ser jeg dette bilmærke overalt, ligegyldigt hvor jeg færdes (reaktion)?? Der er helt sikkert ikke kommet flere biler af denne type på vejen; jeg er blot blevet opmærksom på dem.

Der er sket en åbning i mig. Jeg skrev om det for nogle uger siden; mit ønske om at flytte. Det ønske er meget påtrængende og bestemt ikke decimeret i forhold til tidligere. Jeg vil rigtig gerne skabe en forandring i min hverdag – den åbning er der sket i mig (aktion).

Jeg har genoptaget mit medlemskab i nogle boligforeninger her i Aarhus; der står jeg på venteliste.

I mig er også ønsket om at flytte sammen med andre, bofællesskabet, kollektivet, samværet i stedet for eneheden. Det både trækker og forskrækker, ønsket. Hvor er det interessant, men det trækker helt klart mere end det forskrækker, så jeg har meldt mig ind i nogle grupper på Facebook, grupper med dette formål, og herinde kigger jeg mig meget omkring. Nok mest rettet imod København og omegn, helt ned til Ringsted kigger jeg, i den cirkel omkring hovedstaden, og der er nok at kigge på, dog er det tydeligvis mest noget helt unge lader sig besnære af, i hvert fald på Facebook, og selvom jeg føler mig ung af sind, så kan jeg ikke løbe fra at jeg ikke er en årsunge mere, og ikke vil falde ind i en gruppe på unge mellem 20 og 30 år – jeg vil ikke engang have lyst til at være en del af sådan en gruppe (tænker jeg), for hvad skulle jeg dog der og hvem skulle dog have lyst til at have mig der?

Hvis du der læser dette kender til andre konstellationer, bofællesskaber for os med voksne børn, så må du meget gerne lade mig det vide, for jeg ved ikke rigtigt hvor jeg skal kigge lige nu….om det er Jylland eller Sjælland er ikke vigtigt…..

Hvor kunne det være spændende. 🙂

Jeg besøgte min kusine i går. En genoptaget forbindelse, og en skøn én af slagsen, forbindelsen….ja, og kusinen ligeså, forstås. Jeg fortalte hende igen lidt om mit ønske om at flytte, og så tilbyder hun mig, at jeg da bare kan bo i hendes lejlighed fra ultimo marts og til engang i slutningen af oktober – der flytter hun ned i hendes kolonihavehus. (Reaktion)

Her kunne jeg jo godt vælge at hoppe på det spirituelle hestespand og ride med på ideen om, at det var vinket med vognstangen til mig, men reelt set så bor hun hver sommer nede i sin kolonihave og fremlejer hvert år sin lejlighed ud – i år er jeg blot opmærksom på muligheden, fordi åbningen er sket i mig. At muligheden så byder sig mig og at hun ikke allerede har fremlejet den og en masse andre ting, ja, det kan så vendes og drejes i ét væk, men måske er det vinket – KLONK!!! – til mig om at hoppe ud i det?? Det kan jeg vælge at lade det være, og så give mig selv et halvt år til at kigge nærmere på andre samlivsformer, alt imens min skønne datter indtager mit hus og gør det til sit.

I mig fylder også tanken om, at hvad så til november? Det er den ”trygge Max”, der skynder sig at vise ansigt, for hvad nu hvis?? Hvad nu, hvis jeg ikke har fundet noget andet? Jeg vil ikke byde min datter, at gøre krav gældende om at flytte tilbage igen, så hvad nu hvis…og sådanne tanker stopper jo al bevægelse, for hvad nu hvis jeg ikke bevæger mig, ikke følger det inde i mig, der søger forandring? Hvad nu hvis jeg bare bliver boende, pakket ind i den nuværende trygheds kappe??

Måske skal jeg bare sige ”ja tak” og flytte? Her om mindre end to måneder. Tjahhh?? Og hvis nogen (eller noget) så henleder min opmærksomhed på et fællesskab, hvor jeg bare vil passe ind i på den mest vidunderlige måde, så kan jeg jo kigge nærmere på det, holde øje med vinket og måske gribe den inden den rammer mig, vognstangen.