Denne blog er egentlig skrevet mange gange inde i mit hoved, men jeg har ikke haft nogen blog…men det har jeg nu, og efter at være blevet beriget med lidt ekstra brændstof i dag til netop dette emne, så må tiden vist være inde til at få nogle af disse ting fra brystet.
Lad mig starte med at forklare, at jeg som person er en “iagttager” – hvilket ikke overhovedet er i nærheden af en “lurer” eller noget andet lummert, men blot en person, der holder af at…nåja, iagttage og forundres, og sammenholdt med en lidt skæv tankegang/humor og lysten til at formidle tanker på skrift, så kan denne evne give sig udslag i en blog som denne. Jeg er heller ikke på nogen måder fordømmende eller politisk i mine udlægninger, blot forundret.
Grundlaget for denne blog blev i tankerne skabt en eftermiddag på en Starbucks (jeg mener, at det var en Starbucks) i Fields. Jeg skulle over og besøge min daværende kæreste, og havde nogle timer at slå ihjel og var derfor at finde i Fields. Egentlig ville jeg hellere have siddet og kigget ud over vandet, men vejret var mildt sag ikke smilende, og jeg var i dén grad iført de forkerte klæ´r, så jeg nød varmen indendørs med en kop kaffe og blot iagttog.
Lørdag eftermiddag i Fields er en udfordring, og inde i Starbucks var der også pænt besat, så jeg fik min kaffe og stillede mig over i et hjørne til et højbord og lænede mig rolig op ad et billede af grønne kaffebønner. Jeg fik – sikkert som næsten den eneste – en stor kop ganske almindelig sort kaffe (Skal der noget i? Nej tak, så er den jo ikke sort), og stod nu – også sikkert som næsten den eneste – og kiggede rundt på alle de mange mennesker på denne kolde lørdag, og med det mener jeg, at praktisk talt alle andre var på en eller anden måde travlt beskæftiget med at være alle andre steder end lige netop her, var travlt beskæftiget med at være alle andre steder end lige netop i selskab med de mennesker, som de dog mærkværdigvis nok det på trods, havde valgt at være i selskab med (øj, var det en kringlet sætning? 🙂 ).
Der sad en del personer i deres eget selskab (ligesom jeg). De kiggede næsten alle på deres Smartphones eller Tablets, og var tilstede et andet sted og det er der vel ikke noget at sige til, men så var der grupperne. 2-3-4 m.fl. personer i samme sofagruppe, omkring samme bord. De måtte da på en eller anden måde kende til hverandre, men alle havde de travlt med at være tilstede andre steder. De sad næsten alle som én og kiggede på deres telefoner, og kommunikerede via disse sågar, det vil sige, at når de et kort sekund var til stede, så var det for at vise et eller andet billede på Facebook eller Snapchat eller hvad det hedder – og så lo de lidt eller så fornærmede ud. Jeg er sikker på, at de på en eller anden måde var bevidste om de andres tilstedeværelse i det fysiske rum, men det fangede bare ikke så meget som det virtuelle rum. Hvad alle andre “postede” på fjæsen eller hvor mange “likes” der var kommet på den seneste statusopdatering trak mere end virkeligheden…og så ved jeg godt, at jeg bare er en gammel nar, og jeg slet ikke forstår, at folk sagtens kan være sammen uden af være tilstede, og at livet sagtens kan leves igennem et virtuelt filter, og at de alle med sikkerhed er sunde og raske unge mennesker, der nok en dag skal gøre karriere….men jeg stod bare der og forundredes, for hvis det virkelig er den vej pilen peger, at vi bevæger os væk fra at kommunikere verbalt OG non-verbalt til kun verbalt (eller på skrift, som det jo er), så må vi på sigt blive fattigere og mere ensomme, for hvordan kan man komme tæt på et menneske på afstand? Hvordan lærer man folk at kende uden at møde dem??
Nå, men faktisk så endte det hele med, at folk i mit nærområde, begyndte at kigge skævt til mig, og det gik til min skræk op for mig, at min aparte adfærd – at jeg ikke var fraværende – gjorde dem urolige, for hvem stod jeg egentlig og kiggede sådan efter? Var jeg mon politi? Var der mon optræk til uro? Var jeg en forstyrret person, der lurede på at stjæle deres telefon? Hvorfor var jeg opmærksom, hvem kiggede jeg på??? Jeg forlod stedet (da kaffen var drukket), og tænkte lidt over oplevelsen.
Jeg har sidenhen tænkt en del over det her med ikke at være nærværende i selskab med andre, og hørte for noget tid siden om en undersøgelse, hvor en række børn var blevet spurgt om, hvad de savnede mest i deres liv (eller noget i den retning), og næsten enstemmigt var det samværdet med forældrene. De ville ønske, at deres forældre ville bruge lidt mindre tid på Facebook og i stedet snakke med dem, “spille nogle spil”, sagde en, “lege med mig”, sagde en anden, og det gjorde mig ked af det – både fordi det lød sørgeligt, men også på de børns vegne (og egentlig også på forældrenes), for hvor går de glip af meget…begge parter, men børnene lider mest. Hvordan mon det påvirker et barn, der vokser op med viden om, at alle andre er vigtigere? At vide at mors og fars “venner” og deres gøren og laden på Facebook er vigtigere, end “hvad jeg har lavet i dag i børnehaven”. Jeg oplevede faktisk på egen hånd, for et par år siden, nogle forældre klage indigneret over, at min datters klasselærer ikke skrev særlige meget på “Intra” omkring, hvad deres barn foretog sig i løbet af dagen. Det synes de da egentlig kunne være rart. Min kommentar til disse forældre om, hvorvidt de havde prøvet at spørge deres barn om det i stedet for blot at læse om det i forkortet form, faldt ikke i god jord…..:)
I dag var jeg så vidne til to oplevelser af samme art, og de fik mig til at skrive denne blog (der igen er ved at udvikle sig til en roman). På færgen mod Odden denne søndag morgen, midt i ferietiden., en tid hvor familier drager på ferie, har tid til hinanden, lader op….der sad jeg lige skråt overfor en familie på 4 – 2 voksne og 2 børn i en tidlige teenage-tid, og de sagde ikke 7 ord til hinanden på hele turen. I 5 kvarter blev der ikke ytret et ord mellem disse mennesker og i samfulde 5 kvarter sad de alle og var et andet sted….og måske havde denne familie lige haft 2 skønne uger i sommerhus uden wifi, hvor de havde spillet Matador, lavet mad sammen, været ude i det ruskede efterår (som vi kalder sommer) og bare ladet op…og nu skulle der så tjekkes ind til virkeligheden igen….det håber jeg…..for alternativet synes jeg virker trist.
Og den anden oplevelse var på Cafe AE på Nørrebro, hvor jeg havde inviteret min vidunderlige datter på næsten 18 ud på brunch. Hun passer en hund for nogle bekendte i Hedehusene i denne uge og jeg er på besøg – og altså på Cafe med hende – og det var fantastisk hyggeligt. Vi har en stiltiende aftale om at sætte telefoner på lydløs og ude af syne ved sådanne lejligheder, og vi fik lige vendt verden og livet, mens vi spiste mad, der ikke var godt for hjertet, men vidunderligt for sjælen, men lige ved siden af os sad en mor og hendes unge søn, og når hun ikke rettede på ham, så snakkede hun i telefon med en veninde – næsten lige fra start til slut….og behøver jeg at nævne, at den unge pode kedede sig bravt og derfor “kom til” at vælte sit glas…..to gange…..for mon så ikke han fik lidt opmærksomhed?
Puhha – det kom til at lyde fordømmende og lidt for selvgodt….og det er egentlig slet ikke min mening, for jeg bruger også tid i den virtuelle verden og reagerer også på de forskellige typer “pling” og “ding-ding”, når nogen udefra forsøger at indfange mig, og jeg er på ingen måde “netstormer”….bruger og udnytter den virtuelle verden i stor stil, elsker den…..lever i den verden og af den verden, men prøver at prioritere min opmærksomhed, når jeg er sammen med andre – specielt hvis jeg er sammen med nogen jeg holder af, og har måske en medfødt ligegyldighed overfor andre menneskers – for mig – uvæsentlige statusopdateringer og gøren og laden. De er der jo også, lige der, sammen med alle de andre, når jeg senere sidder for mig selv og med sindsro kan forsvinde.
Måske er jeg helt galt på den. Måske er det bare en anden måde at være sammen på, som jeg ikke er opmærksom på – det håber jeg. Det er skønt at være sammen uden at sige noget, bare “være”, og hvis følelsen af at “være nær” er tilstede, så er det jo ligegyldigt hvad man foretager sig og i hvor lang tid….hvis man er tilstede, er “nær”.
Mens jeg har skrevet denne blog, har jeg med mellemrum kigget over på min datter, der sidder i hendes egen verden og ser “Rita” på hendes computer. Vi har heller ikke snakket så meget den seneste time, men når vi gør, så er det uden af skæve til lyden af den anden verden, der banker på.
Elektroniske dimser er (næsten) det rene overspring.
Det være sagt i selverkendelse, og som generel konstatering.
Der er naturligvis undtagelser, – eller faglige begrundelser, for at sende en mail, – søge oplysninger eller finde vej.
Men det er blevet lidt (meget) en bevidst handling at lægge den, typisk mobiltelefonen – væk, – og bare være udenfor rækkevidde.
Stilhed er godt.
Reblogged this on jette randrup and commented:
lader mig inspirere …