Det er godt nok en hård start. Mit første blog-indlæg…og så omkring parforhold, som jeg i princippet ikke er så voldsomt velbevandret i, idet jeg har været single en stor del af mit liv, men derfor kan jeg jo godt gøre mig nogle tanker om emnet, tænker jeg. I hvert fald gør jeg mig rigtig mange tanker…og det hvad enten jeg er velbevandret eller ej.

Emnet er jo noget vi ikke kommer uden om i voksenlivet. På en eller anden måde spiller det en rolle, gør det, parforholdet. På godt og ondt, og en række oplevelser det seneste år, har virkelig fået skabt et nyt perspektiv i mit liv vedr. mit syn på det at være i et forhold….og ikke mindst måden vi er i et forhold på, og de ting som blot godtages uden forbehold – de uskrevne regler, der sjældent italersættes, men som alle af en eller anden grund forholder sig til. Tror nok jeg vil komme omkring nogle af disse i denne blog, men endnu ved jeg ikke helt, hvad jeg kommer omkring, så jeg kan ikke garantere noget, men hvis jeg nævner de uskrevne regler (der vel så bliver at betragte som værende “skrevne”), så skal jeg nok lige gøre opmærksom på det.

Mit liv tog adskillige drejninger for omkring et år siden (medio 2014), da jeg for første gang stiftede bekendtskab med Tantra-verdenen (se min hjemmeside www.tantric-circle.dk for yderligere info). En af disse drejninger var mødet med en helt ny måde at være i parforhold på, og den har fyldt rigtig meget i mig siden, og danner tillige grund for hele denne blog (og mine tanker omkring livet tillige).

Jeg indledte et forhold til en tantra-massør (hedder det mon “massøse”, når det er en kvinde??) Nå, men i hvert fald var det et forhold til en kvinde, og hun levede full-time af blandt andet at kravle nøgen rundt på tilsvarende nøgne mænd…eller hun var iført en g-streng, og det var mændene ikke (heldigvis, vil nogen nok her tænke), endvidere var hun i forvejen i et forhold til en mand boende i udlandet. Denne mand var også tantra-massør på fuld tid, så det er nu du som læser kan begynde at tænke “sikke dog noget rod”, for hvordan kan noget sådan overhovedet lade sig gøre? Kan man godt have en kæreste, der er nøgen sammen med andre af det modsatte køn? Som vil bruge en stor del af dagen med at gnide sig intimt op af fremmede og lade sig beføle af disse tillige? Hvordan går det lige i spænd med den gængse opfattelse af parforhold, troskab og monogami? Svaret er, at det gør det ikke – og hurra for det, for aldrig har jeg oplevet noget så befriende.

S (som jeg vælger at kalde hende her) og jeg var sammen af en eneste grund, og det var lysten til hinanden, og her tænker jeg ikke kun seksuelt, men “lyst” som begreb, lysten til at se hinanden, at holde om hinanden, at elske med hinanden…ikke nogen forventninger omkring fremtiden, eller forhåbninger omkring samhørighed resten af livet….”nu’et” var aktuelt, “nu’et” var vigtigt – og i “nu’et” fandtes lysten, og lysten var alt….og det er da sådan at et forhold mellem to mennesker skal være. Det skal bygge på lyst til hinanden, og så er alt andet ligegyldigt. Jeg ved godt, at det er en temmelig blåøjet og naiv tankegang set med de faktuelle briller, hvorigennem verden i dag ses, men der må være en grund til at rigtig mange mennesker i dag vælger en tilværelse som single fremfor som par….og jeg synes at jeg oplever rigtig mange tilfælde, hvor en kollega eller en bekendt sidder og beklager sig over partneren derhjemme, over samværet, hvor svært det hele er og hvor ofte en dag ender med, at de falder i søvn til et eller andet meningsløst i tv…liggende i hver sin sofa, i stedet for i hinandens arme….og hvor er det trist.

Mit forhold til S introducerede mig til en vidunderlige verden med tantra-sex. Lysten til lyst. Lysten til hinanden fremfor til plat underholdning skabt af medierne. Lysten til at lukke verden ude kl 19 og blot have fokus på nærhed, varme, intimitet, kærlighed i mange timer. Lysten til at opleve at kigge på uret og forbavset opdage at klokken er over 02.00 og slet ikke have lyst til at stoppe, men blot blive i lysten. Andre gange kunne meget mindre også gøre det, men det vigtigste var, at alt blev drevet af glæden til hinanden og ikke med forventninger om en gentagelse af en tidligere succes eller i jagten på en orgasme….det ville have “dræbt” lysten, for tænk hvis forventningen ikke blev indfriet eller orgasmen ikke kom inden for den forventede tid – betød det så at vi ikke var glade for hinanden mere eller at tingene gik den gale vej??? Lysten skal drive forholdet til et andet menneske, ikke forventningerne om lysten.

Forholdet holdt ikke i længden, og det var udelukkende min beslutning. S og jeg var på mange måder alt for forskellige til at det kunne bære i længden. Jeg var på intet tidspunkt påvirket af hendes kæreste i udlandet eller den intimitet hun delte med de mange nøgne mænd i hendes hverdag – for hun valgte jo at komme hjem til mig, og ikke til de andre, men hendes liv var præget at en række ritualer og en klippefast tro på “noget guddommeligt”, der ikke var “Gud”, men som bandt universet sammen, og som man kunne (og burde) trække på inden nydelsen af mad og sex m.m. og det var i min verden fuldstændig som at opleve en bordbøn, altså noget religiøst, og det har jeg det meget svært med. Jeg tror, at jeg har stof til en blog omkring religion – hmmm….den må jeg lige overveje.

Vi havde en række gode snakke omkring emnet “Religion” og “Spiritualitet”, og med meget forskellige syn på disse ting. Hun med en ubøjelig tro på “noget guddommeligt” og jeg med en mere pragmatisk tro på, at i stedet for at kigge op efter en Gud, så kig indad i dig selv – her finder du din Gud, og tager derved ansvar for egne handlinger….er det nødvendigt at fortælle, at vi ikke mødtes i enighed her?

Efter en periode, hvor hendes lyst til mig voksede og min i bedste fald var stagnerende, valgte jeg af samme grund at bryde forholdet, hvilket hun havde svært ved at acceptere, og jeg temmelig svært ved at forklare. Det var blot en følelse af vished inden i mig, der kom til udtryk. Vore forskelligheder fjernede min lyst til hende, og alt andet end et brud ville have været uærligt set i lyset af den præmis, som vort forhold byggede på.

I tiden herefter befandt jeg mig i et linbo – et tomrum, hvorfra jeg ikke rigtig vidste, hvordan jeg kom videre. S havde introduceret mig til en verden, som jeg vidste jeg aldrig ville kunne undvære, og som jeg ikke rigtig vidste hvordan jeg skulle kunne finde eller endsige formidle i forhold til en ny kvinde. Min viden var temmelig perifer og byggede udelukkende på en ide om noget jeg gerne ville have, og jeg led da også to temmelig klare nederlag i forsøget på at formidle mine ønsker/behov overfor et par kvinder. Den ene kunne slet ikke forholde sig til al den snak omkring nærhed, varme, intimitet og sensualitet…..og ville meget hellere jagte orgasmen, og den anden var simpelthen alt for genert til at noget kunne ske….og ville allerhelst blot slukke lyset, for på den måde at slippe for øjenkontakt. I ingen af tilfældene nåede vi særlig langt førend det var slut igen, og jeg forbløffet måtte erkende, at mine ønsker til nærhed og intimitet med disse kvinder ikke faldt i så god jord som jeg naivt havde troet….tværtimod, virkede det som.

Jeg havde tidligere gjort mig nogle tanker omkring, hvorfor jeg i den grad var faldet for den tantriske måde at “elske” på. Mødet med tantra-massagen, oplevelsen af at “komme hjem” i forbindelse med en massage havde været en fantastisk oplevelse, for aldrig før var jeg blevet mødt på den måde. Igennem hele mit voksne liv har jeg følt, at den gængse seksuelle oplevelse var mangelfuld. Bevares, jeg har haft dejlig sex, men ofte baseret på forventninger om en ligelig fordelt god oplevelse, der gerne skulle ende ud i henholdsvis en orgasme (for hende) og en udløsning (for mig) – og absolut helst i den rækkefølge, da forventningerne ellers ikke blev opfyldt og derfor skabtes der misstemning i længden…..men i mødet med S, i mødet med en tilgang til seksualitet, hvor nærhed, intimitet og sensualitet er i fokus, hvor orgasmen ikke jages (den skal nok komme af sig selv) og hvor en blød lingam er lige så attråværdig som en stiv lingam….i de møder begyndte jeg at få en oplevelse af noget stort, noget smukt og noget der gav mening. Jeg kom hjem! Det jeg manglede tidligere, blev jeg nu præsenteret for og min krop (og mit hjerte) reagerede meget positivt.

Jeg læste på det tidspunkt en bog omkring netop parforhold – 101 ting du ikke viste om parforhold – og den var med til at rykke endnu mere i mit verdensbillede, for reelt set understøttede den nogle af de tanker jeg allerede gjorde mig desangående. Noget i den traditionelle måde at være i forhold på var begyndt at føles forkert, og pludselig blev jeg stillet overfor en tanke om, at noget af det der “dræber” mange forhold er det “at blive taget for givet” – hvilket på en eller anden måde er præmissen i forbindelse med giftemålet. Tanken om at nu er man sammen for resten af livet, i modgang og i medgang, in sickness and in health….jamen, er det noget at sige til, at skilsmisserne blomstrer, når nu muligheden for at komme ud af det igen er til stede? Hvis noget er givet på forhånd (nu er I sammen resten af livet), hvorfor så arbejde på at bevare det?? I det øjeblik at man glemmer at have fokus på den sig selv og på den anden, i det øjeblik man begynder at “tage hinanden for givet”…i det øjeblik knækker kurven, for hvis lysten til den anden forsvinder, hvis det praktiske overskygger det lystfyldte, hvis et “nåja” bliver fremherskende, hvad er der så tilbage? Bogen forsøger at gøre op med netop denne måde at leve sit liv på, lægger op til at man husker på at intet varer evigt og at man skal være til stede i nu’et. Tænk hvis man – den dag man mødtes og begyndte at kæreste med hinanden – aftalte, at man efter 3-6 måneder ville tage forholdet op til revision og kun fortsætte hvis der var gensidig lyst til det, og herefter gentage dette kvartalsvis. En sådan aftale ville tvinge begge parter til at være opmærksomme på det de var i, det ville tvinge dem til ikke at tage hinanden for givet, for i det øjeblik det skete, så ville den anden melde pas og forsvinde ud af forholdet og derved ud af dit liv. Tænk hvis intet varede mere end 1 år. Ville to mennesker mon bruge den dyrebare tid til at gå og hakke på hinanden eller ville de bruge tiden sammen, i armene på hinanden, elske og nyde hinanden???

Prøv engang, hvis du er i forhold, dig der læser denne blog, prøv engang at løfte blikket og kig på din kæreste, kone, mand….og tænk over, hvorfor du er sammen med lige netop denne person. Hvad vil du helst sammen med vedkommende lige nu? Ligge dig ind på sengen sammen med ham/hende og bare kigge ham/hende ind i øjnene og føle dig lykkelig, eller er det nye program om gammelt bras på DR1 mere interessant…..hvad vil du helst lige nu? Tænk over det, og tænk også over svaret!

Hvad med børn, familie, karriere, hus, hund, campingvogn, svigerfamilie….? Man kan da ikke bare sådan skalte og valte med tilværelsen, tænker du måske. Hmmmmm…..det eneste vigtige i den sammenhæng er dig selv, for hvis du er lykkelig, så er dine børn også lykkelige, hunden er lykkelig, jobbet går som en leg, campingvognen bliver solgt (for man kan sgu da ikke være lykkelig og så tage på camping)…..men hvis du ikke er lykkelig i det du befinder dig i, så kom ud og sørg for at finde lykken et andet sted sammen med dine børn, måske endda finde lykken ved at være venner med ex’en fremfor at kalde ham for et fæhoved, når veninderne spørger. (og jeg ved godt, at alting ikke er sort/hvidt), men tag ansvar for dig selv og din lykke i stedet for at møde tilværelsen med bøjet nakke og en opgivende holdning.

Hele tanken omkring monogami kom jo også i spil, for det er da virkelig én af de uskrevne regler, hvis noget er det. En af de regler som ikke ret mange stiller spørgsmålstegn ved, for selvfølgelig er man monogam, og i fald man ikke er det, så er man næsten sikker på at blive single. Vi er kærester nu, så du må kun have lyst til at elske med mig…..resten af livet…..også selvom jeg på et tidspunkt ikke gider mere eller det hele bliver ensformigt og dræbende kedsommeligt – du må kun elske med mig, for nu er vi kærester, vi har børn, hund, camplet og fælles økonomi…..resten af livet…..

Hvis man vidste at forholdet kun varede i 1 år, ville man så spilde tiden med IKKE at elske med hinanden? Ville man så falde i søvn til “Fra skrammel til grimt skrammel” på DR1 og så måske dyrke lidt kønsløst sex når trykket blev for stort? Ville kollegaen – som egentlig slet ikke er særlig lækker – pludselig blive lækker til julefrokosten, hvis tanken om ham eller hende derhjemme til stadighed virkede ophidsende??

Hvis den ene part i et forhold brænder for at opleve at blive spændt op i nogle reb og blive domineret af en person i latex, og den anden part er til meget blidere sex – og de elsker hinanden kompromiløst, men vantrives af selvsamme grunde….er monogami så løsningen her?? I bund og grund har jeg ikke noget i mod tanken om monogami – dog er det en unaturlig måde at være sammen på som mennesker, og den må ikke være universel og udenfor debat.

– Er monogami unaturlig? Ja, det mener jeg bestemt den er, for hvis den var naturlig for os som race, ville vi ikke have så utrolig svært ved at efterleve den. Intet naturligt ville være svært at efterleve. Er det naturligt at trække vejret? Er det naturligt at føle lyst, glæde, sorg? Er det naturligt at have tøj på? Bestemt ikke – og derfor nyder de fleste at være nøgne….er det naturligt at være monogam? Bestemt ikke, men religion, opdragelse, samfund og omverden tilsiger, at sådan er det nu engang….men det gør det ikke naturligt. Forøvrigt – mine tanker omkring monogami stammer fra bogen “Sex at Dawn” (skrevet af Christopher Ryan og Cacilda Jethá), og er et temmelig omfattende evolutions psykologisk værk, der virkelig kan få vendt op og ned på normaliteten – i hvert fald skete det for mig, og jeg ved at det samme er sket for mange andre.

Bogen blev præsenteret for mig en aften på et modul i “Tantra-Massage/Elskovskunst” på Mahamudra Institutet (www.mahamudrainstitut.com), hvor vi var nogle stykker, der bare sad og snakkede om alt og ingenting…faktisk fik vi snakket om rigtig mange ting, mange gode ting og meget dybe ting, men altså også om denne bog, og netop tankerne omkring monogami og ikke mindst evolutionen set med standard-briller og så de briller som de to forfattere til “Sex at Dawn” har taget på.

Nå…pyhhha – det blev da egentlig til en meget længere sag, end jeg havde regnet med, og der står sikkert også en masse sludder i den, men det er lige fra hjertet, og ikke ment som hverken rigtigt eller forkert. Det er blot mine tanker lige nu, lige her hvor jeg er…og måske er de anderledes om en uge, og så må jeg på den igen.

Konklusion: Parforhold? Jeg elsker tanken om parforhold. Jeg vil meget gerne selv være i et parforhold med en vidunderlig kvinde, som jeg elsker, hende som jeg allerhelst vil holde om og kigge ind i øjnene…hele tiden. Hende, jeg kryber ind til, hende jeg griner sammen med og hende som giver mig den fulde frihed til at være den person jeg er, og som giver mig lov til at elske hende som hun er….monogam eller ej….hende, jeg altid kommer hjem tid, og hende, der altid kommer hjem til mig…hende, jeg kan bygge en fremtid med.